Bog

Småfisk og guldmakreller

Af (
2003
)

Anmeldelse

Småfisk og guldmakreller af Keld Conradsen

Skribent
08 sep.03

Kan man li' Nick Hornbys "High Fidelity" kan man også nyde denne letløbende debutroman af århusianeren Keld Conradsen (født i '63). Bogens titel "Småfisk og guldmakreller" henviser til hovedpersonens job som ansvarshavende på et lystfiskertidsskrift.

"High Fidelity" er forbilledet for denne roman, og det lægges der ikke skjul på undervejs. Jacob holder sit liv op mod Robs fra "High Fidelity". Han samler og ordner bøger i stedet for plader og laver lister over (vigtige) ting, han skal opnå i sit liv.

Jacob er midt i trediverne og er netop blevet forladt af kæresten og den 3-årige søn. Pludselig er han alene med lejlighed, job, fodbold, bøger og en ny titel som weekendfar. De store spørgsmål dukker nu op: Hvordan bliver han en ordentlig far på deltid? - Hvordan klarer han jobbet, når der er kaos i privatlivet? Og hvad med ekskæreste, venner, fodbold og ny kæreste? Alle disse spørgsmål og flere til prøver Jacob med hjælp fra andre at få styr på i løbet af bogen.

I et morsomt/ironisk, let læst sprog tegnes et tidstypisk portræt af mænd og kvinder midt i trediverne med delebørn, karriere, parforholdsproblemer, og hvad der ellers kan karakterisere en såkaldt voksen.

Personerne er lidt stereotype, men ganske rammende og sjovt beskrevet. Der er hug til pigerne, men drengene går heller ikke ram forbi, så begge køn kan lære noget om hinandens små særheder.

Det er til at grine af, men bag humoren lurer det alvorlige - især hvordan børnene bruges i forældrenes indbyrdes spil. At Århus er kulissen er rart for en gangs skyld og gør det mere nærværende for en indfødt århusianer.

Læs bogen, smil lidt skævt og kig så ud i "virkeligheden" og se, at tidsånden er godt ramt.

Modtryk, 2003. 181 sider. Kr. 199,-

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Faustnummer
24551695
ISBN
9788773947869
Antal sider
181

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer