Bog

Slagterkoner og bagerenker

Af (
2016
)

Anmeldelse

Slagterkoner og bagerenker af Jens Blendstrup

Tragikomisk historie om Jørgen, der mister sit job efter 22 år, hvilket sender ham til tælling i et samfund, hvor der ikke mere er plads til en som Jørgen. 

Jørgen på 52 år er en mand af en tid, hvor man gjorde sit (el)arbejde godt og grundigt. Det var dengang, et ord var et ord og et håndtryk kunne man stole på. Pludselig står Jørgen med en fyreseddel i hånden efter 22 år i det lille firma Due-El. Det kommer som et chok, for Jørgen har jo altid leveret og været pålideligt, men det er jo nedgangstider siger hans chef, så Jørgen tager afskedigelsen pænt.

Til en start går Jørgen til sin nye situation med optimisme, får sendt ansøgninger af sted og får afviklet en masse praktiske hængepartier derhjemme indimellem de sociale events i el-forbundet for de arbejdsløse. Men standhaftigheden og overskuddet varer ikke ved efterhånden som Jørgen får det ene afslag efter det andet og han samtidig opdager, at hans tidligere chef har udvidet forretningen og hyret polske elektrikere ind. Tiderne har ændret sig, men det har Jørgen ikke. 

Jørgen begynder at have de særeste ofte seksuelt betonede drømme og dagdrømmerier, drikke lidt for meget lidt for ofte og fjerner sig langsomt fra sin elskede og forstående hustru Anita. Angsten er også begyndt at snige sig ind på ham. Jørgen er en mand i forvandling og frit fald.  

På sin vanlige tragikomiske facon fortæller Blendstrup historien om en mand, der langsomt går i opløsning uden at omgivelserne helt indser alvoren. Det er historien om en mand, der ikke selv indser, at han har forladt sig på gamle værdier og overbevisninger, som ikke mere er gangbare. Samtidig er det en aktuel historie om, hvad arbejdsløshed kan gøre ved et menneskes identitet. 

Man skiftevis sidder med en klump i halsen og tæerne krummet, når Jørgen prøver kræfter med tilværelsens  udfordringer som arbejdsløs og hans mere og mere irrationelle opførsel, som bringer ham ud i mange tragikomiske situationer. Blendstrup beretter, så man både føler medfølelse og foragt for Jørgen. Man vil så gerne Jørgen det godt, men det virker som en lost case. Dette er ikke en udviklingshistorie, nærmere en afviklingshistorie, som efter min smag blev en smule for langtrukken men alligevel rørte mig.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
52606241
ISBN
9788763836104
Antal sider
420

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer