Bog

Dronningen af Saba og Kong Salomon

Af (
2015
)

Anmeldelse

Dronningen af Saba & Kong Salomon af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Myter og gamle fortællinger om den sorte dronning af Saba og den vise kong Salomon af Israel bliver lyslevende i en særdeles læseværdig roman om kærlighed, magt og levevilkår i oldtiden.

Bibelen, Koranen og det etiopiske epos Kebra Nagast fortæller om dronningen af Saba og kong Salomon fra Israel. Begge besad store riger og rigdomme, og deres kærlighedsmøde resulterede i sønnen Menelik. Men ingen ved reelt, om de har levet. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har via omfattende research nu skrevet sin egen version. Denne 3000 år gamle historie gøres levende og vedkommende, ikke mindst fordi det bliver et troværdigt tidsbillede med nogle stærke personer, der på hver sin måde prægede deres samtid og hinanden. Det lyriske sprog understreger det fremmedartede miljø, personernes sindstilstande, så det bliver en sanselig og intens læseoplevelse.

Makeda bor i Etiopien sammen med sin mor i en landsby. Hun er gået på jagt, selv om det ikke er velanset, fordi hun er en pige. Hun skiller sig ud, også med sin sorte hud, og hun vil finde sin ukendte fader, Mosi. Han havde planer om at være med til at samle det sabeanske rige, som kom til at bestå af dele af Etiopien og Yemen.  Makeda forklæder sig som dreng i en karavane og tager af sted. Hun har en vision om, hvordan riget skal udvikle sig. Men vejen dertil bliver lang og hård.

I Israel i Jerusalem er David konge, indsat af Gud, og Salomon er hans søn med den ærgerrige Batseba. Men der er andre sønner og konkurrencen er hård, så Salomon må bevise sit værd. På tabernakelpladsen står Pagtens ark med Moses’ stentavler i et telt, og der skal en dag bygges et tempel af en fredens konge, og det bliver Salomon.

Da Makeda besøger Salomon i Jerusalem og kommer med kostbare gaver, gør hun det for at sikre Sabas riges handel, men hun bliver overrasket over mødet, der resulterer i sønnen Menelik, som Salomon først ser mange år senere.

Undervejs er der voldtægter, drab, sygdomme, dødsfald, konflikter og personlige stridigheder. Vi får et ganske særligt indblik i, hvordan haremmet fungerer i et hierarkisk system med de mange hustruer og konkubiner.  Tro og religiøse ritualer spiller også en væsentlig rolle. Slangen, der pryder bogens omslag, er et gennemgående symbol i romanen og står for bevægelse og genfødsel.

Det er en historisk roman, en kærlighedsroman og en roman om at lide afsavn pga. spillet om magten og pga. konflikten mellem slægten og individet. Ikke mindst er det en fremragende skildring af en kvindes farefulde liv og vilkår i oldtidens samfund. Kærlighedens mange ansigter udfoldes, idet længsel, savn, sorg og lyst kæmper med og mod hinanden.

Sproget er i en klasse for sig. Som i ’Hildegard’ bliver naturen brugt til at afspejle personernes sinds- og hjertetilstande. Lys, lyde, dufte, støvet og heden bliver registreret i alle nuancer, så ørkenen, karavanerne, stammelivet, de religiøse ritualer, byerne og boligerne bliver nærværende i en sjælden grad.

I Bibelen står fortællingerne om kong Salomon og dronningen af Saba i Første Kongebog kap. 10 og Anden Krønikebog kap.9.

En meget læseværdig roman, der gør myter og bibelske fortællinger lyslevende med komplekse problemstillinger, der også er aktuelle i dag.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52002699
ISBN
9788702172553
Antal sider
480

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer