Bog

Flugten til Amerika

Af (
2007
)

Anmeldelse

Flugten til Amerika af Irene Dische

14 maj.07

En dejlig, livsbekræftende roman om familien Rother fortalt af den bramfrie mormor, som må flygte fra Tyskland til USA med sin jødiske mand under Hitlers regime.

Elisabeth Rother (født Gierlich) er tysk katolik, men gifter sig med den jødiske læge Carl, som konverterer til katolicismen. De får kun et barn – oven i købet en pige, hvilket Elisabeth er noget utilfreds med. Hun har altid ønsket sig drenge, fordi det er så svært at være pige.

Pigen Renate er ikke nem, men hun er yderst intelligent, og som voksen lykkes det hende at blive doktor i patologi. Mere om det senere, som mormor Rother ville have sagt.

Den lille familie må flygte fra Tyskland, da Hitler kommer til magten pga. Carls jødiske baggrund. De tager til Amerika, her lykkes det Carl at blive læge, og de opbygger et nyt liv i Fort Lee i New Jersey.

Da børnebørnene lille Carl og Irene kommer til, bliver de også en del af den Rotherske familie, selvom deres far, jøden Dische, absolut ikke falder i svigerfamiliens smag. Og hvor lille Carl er en god dreng, er Irene mindst ligeså oprørsk som sin moder og mormor og bliver en evig prøvelse (men også kilde til stolthed) for mormor Rother.

"Flugten til Amerika" er en rigtig dejlig og yderst velfortalt historie om tre generationer kvinder og deres liv. Den fortælles humoristisk gennem mormoren, som både er stærk og handlekraftig, men kan også være ret så irriterende samtidig. For der er forskel på at være født som tysk overklasse, og på at leve i Amerika hvor beskedenhed ikke er en dyd.

Beskrivelsen af familiens indsats for at tilegne sig en ny identitet som amerikanere virker yderst troværdig, og jeg fik en helt ny forståelse for begrebet nationalisme.

Irene Dische har skrevet denne fiktive selvbiografi, som er livsbekræftende og fuld af kærlighed til både moderen og mormoren. Hun tegner et levende billede af tre kvinder, som overlever og lever i en hverdag, der byder på skuffelse og modgang, men også på glæde og kærlighed.

Jeg faldt pladask for mormor Rother, selvom jeg må indrømme, at jeg er glad for, at hun ikke er min mormor – for helt nem er hun nu ikke. Det er bogen til gengæld, nem at forelske sig i. Jeg læste den med stor fornøjelse og kan kun anbefale den til alle, som holder af en god roman.

Oversat af Ulrich Horst Pedersen. Tiderne Skifter, 2007. 276 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Ulrich Horst Petersen
Faustnummer
26703182
ISBN
9788779732070
Antal sider
276

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer