Drengen på stentrappen

I denne samlede udgave af Katrine Marie Guldagers tre fremragende novellesamlinger kommer vi fra København til Afrika og tilbage igen. Væsentligt klogere end da vi tog afsted.

Har man haft glæde af at læse ”København”, ”Kilimanjaro” og ”Nu er vi så her” hver for sig, skal man unde sig at læse dem igen i den samlede udgave. Samlet står de om muligt endnu stærkere, og tematisk er de tre samlinger bundet sammen på smukkeste vis som var de fra starten tænkt som en trilogi. For nye læsere vil det blot være en gave at få lov til at opleve dem for første gang som en helhed.

I ’København’ får vi en række kuldslåede fortællinger om storbymenneskets dybe ensomhed og selvoptagethed og manglende mod, tid eller vilje til at se, anerkende og interagere med sine medmennesker. Vist sker der sammenstød, men, forekommer det, oftere mod folks vilje end med. I ’Kilimanjaro’ stiller Katrine Marie Guldager skarpt på at være ude og hjemme – ude er oftest i Afrika, hvor danskernes forkælede blik farver deres forhold til landet, de indfødte og hinanden. De få af novellerne, der ikke udspiller sig i udlandet, fortæller om personer, der er så fremmedgjorte i deres tilværelser, at de ligeså godt uforvarende kunne være havnet i Afrika.

Selve titlen på den sidste ’Nu er vi så her’ er et lille mesterværk i sig selv. Den lille sætning rummer så fint personernes manglende indflydelse på og indsigt i, hvor de er havnet i livet. De kan blot tørt konstatere, i hvor høj grad de er produkter af deres familiære relationer og i nogle tilfælde, hvornår der skete noget afgørende. Men ikke altid hvad.

I de tre novellesamlinger udforsker Katrine Marie Guldager nære og fjerne mellemmenneskelige relationer. Alt fra tilfældige møder mellem to forbipasserende til livslange ægteskaber dissekeres, studeres fra flere vinkler og sættes under mikroskop. ”Resultaterne” formidles nærmest sagligt, uden stillingtagen til rigtigt eller forkert og med rig mulighed for at tolke situationerne på egen hånd.

Og alt serveres i et blændende smukt, poetisk og underspillet sprog. Det gør ’Drengen på trappen’ til en utrolig rig og meget åben læseoplevelse, der ikke kan anbefales varmt nok.