Bog

Dagene skifter hænder

Af (
1994
)

Anmeldelse

Dagene skifter hænder af Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med denne lille fine digtsamling med den helt vidunderlige titel ”Dagene skifter hænder”.

Jeg ved ikke, om jeg forstår alle digtene i ”Dagene skifter hænder”. Jeg ved ikke, om man skal forstå alle digtene i ”Dagene skifter hænder”. Men jeg fornemmer en hel del, og jeg er fuldstændigt betaget af ordene. Læser digtene igen og igen og gerne højt, blot for at lytte til og smage på ordene. Lyt selv:


”Dagene skifter hænder
og husene trykker sig mod jord.
De travles hår forsvinder i englestøv,
deler skyerne af blæst og regn.”

 
Jeg ved ikke, om man kan sige, digtsamlingen har et  gennemgående tema, for nogle af digtene handler om hengivelse, om kærlighed, også umulig kærlighed som i digtet ”Vi er som to spejle”. Mens andre digte handler om barndomserindringer eller årstiderne. Men jeg tror, man kan sige, at det er typisk for Katrine Marie Guldager, at hendes digte omhandler hverdagsting puttet ind i et lyrisk univers, som i digtene ”Brødmaskine” og ”Kaffekop” eller digtet ”Morgenbrød”, som starter sådan her:

”Jeg går efter morgenbrød og når jeg kommer hjem har det længe været nat: Sådan går dagene.”
 
I digtsamlingen er der to digte, der adskiller sig fra de øvrige ved at være det, man kalder prosadigte. En digtform Katrine Marie Guldager rendyrkede i sin næste digtsamling ”Styrt” fra 1995. I prosadigtet går teksten helt ud til kanten af højremargen ligesom i ”rigtig” prosa, og man kan sige, at handlingen i digtet er mere sammenhængende end i traditionelle digte.

Kritiker på Weekendavisen Lars Bukdahl har betegnet denne måde at skrive digte på som ”Rittersportmodellen”.

Og jeg kan blot opfordre: Smag dem, alle de smukke ord!

Gyldendal, 1995.  42 sider

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
20589302
ISBN
9788700174863
Antal sider
42

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer