Bog

Anton og den tungeste byrde

Af (
2017
)

Anmeldelse

Anton og den tungeste byrde af Katrine Marie Guldager

Bøgerne om Anton er fremragende litterære nedslag i børnelivet. Det er befriende med en billedbog, som er på barnets side og undlader at slå sorg og bekymring hen som noget, der går over.

Anton er normalt en glad dreng, men nu bærer han på en byrde, der er så tung, at han ikke kan løfte en kuglepen; ikke kan spise småkager, og han vil hverken giftes (med kusine Rikke) eller have børn. Aldrig nogen sinde. I denne femte bog om Anton bliver hans krop pludseligt så tung, at han ikke orker cykle ”hurtigere end tiden” eller dykke så dybt ”at selv fiskene holder op med at svømme”. For når man bærer på den tungeste byrde, bliver kroppen bare tungere og tungere, og Anton føler, at han falder ned gennem gulvet.

Antons bedste ven skal nemlig flytte, så Anton er rigtigt ked af det, men han kan ikke rigtigt få det sagt til nogen af de voksne. Til en familiefest vil han ikke lege med sine fætre og kusiner, og småkagerne frister ikke. Byrden kan han dog stadig ikke få fortalt om, for han er jo hele familiens øjesten og stolthed, og så kan han ikke gå og være ked af det. Heldigvis skal Anton og Mor hente Far i lufthavnen på hjemvejen, og om aftenen, da Far kommer for at sige godnat, kan Anton endelig fortælle Far, hvad der er galt. Så bliver det lettere for Anton – det hjælper at tale om det, og han ved, at han næste dag vil give vennen et kæmpeknus (men ikke græde).

Anton er en tænksom og kvik dreng, som ikke tager noget for givet, og som har sine egne grænser, og ind imellem sine egne dæmoner. Heldigvis finder han altid en voksen, der kan forstå hans bekymringer og sorger, og det hjælper. Hans sorg over at skulle miste sin bedste ven, er noget mange børn og voksne kan genkende, og Guldager springer aldrig over, hvor gærdet er lavest. Der er ingen hurtige og nemme løsninger, men en forståelse af, at Antons sorg er reel og skal tages alvorligt. Hans far ved, at sådan noget ikke er sjovt, og han hjælper Anton videre ved at lade ham tale om det.

Det lyder så nemt, men det er det jo ikke nødvendigvis. Anton er en af mine yndlingsbørnebogspersoner; charmerende og fornuftig og en helt almindelig dansk dreng – hvis sådan nogen da findes. Bogen kan læses for børn helt op til Antons alders omkring de ti år. Den kan selvfølgelig bruges, hvis man gerne vil læse og tale om et problem, der ligner Antons, og så er den også fin at læse sammen helt uden fokus på problemer. Det er Kirsten Raagaard, der har illustreret, og tegningerne understøtter Guldagers tekst i både farver, perspektiver og vinkler. Og så er Guldagers sprog smukt og understøtter følelsen, man som læser har af at være med i Antons liv og hoved. Det er ren sprognydelse med korte sætninger og præcise iagttagelser af et børneliv.

Bogdetaljer

Forlag
ABC Forlag
ISBN
9788779164413

Indgår i tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer