Det manglende lys

Tragisk romantik og underholdende gangsterhistorier fra 1990’ernes Georgien. 

Nino Haratischwili, der havde stor succes med den mammutlange Det ottende liv, er tilbage med en kun halvt så lang, effektiv og velskrevet roman.

Hovedpersonen Keto bevæger sig i nutid gennem en fotoudstilling i Bruxelles med billeder taget af hendes barndomsveninde, Dina. Hendes to andre barndomsveninder, Nene og Ira, er også kommet til ferniseringen, hvor de tre endelig genforenes efter cirka 20 år.

De gamle veninder går sammen gennem udstillingen og genoplever således deres tumultariske ungdom i det kaotiske Georgien i 1990’erne. Den verdenskendte fotograf Dina brugte nemlig i høj grad veninderne som motiver, men også deres brødre og kærester, garneret med fotos af hverdagsliv, optøjer og krig i det dengang urolige land.

Stille og roligt optrevles en idyllisk barndom og en ret løfterig tidlig ungdom, hvor de fire veninder havde hinandens rygge. Ungdommens hormoner og toksiske, patriarkalske mandeidealer bringer siden kaos, da de unge forelsker sig i hinandens nærmeste i baggården i den stærkt skildrede fattige, sovjetiskdominerede og lovløse hovedstad, Tbilisi.

Nino Haratischwili skriver mesterligt om problematiske venskaber og romantiske forhold og særligt om, hvordan kvinderne må gå på line for at være sig selv. Et stort tema i bogen er tvangsægteskaber, hvor de unge kvinder er en handelsvare mellem mere eller mindre kriminelle unge mænd og deres magtfulde fædre.

Efterhånden som løsrivelseskrigen mellem Abkhasien, støttet af Rusland, og Georgien tager fart i slutningen af 90’erne, og heroinen gør sit indtog i området, tager historien endnu et tragisk nøk, og de tre kvinders traumer oprulles, og man får opklaret, hvad der er sket med den karismatiske, vilde Dina, men mere vil jeg ikke afsløre her.

Jeg var godt underholdt hele vejen af denne effektive og realistiske gangsterromance, hvor jeg samtidig lærte meget om det for mig ret ukendte land Georgien.