Bog

Kruso

Af (
2015
)

Anmeldelse

Kruso af Lutz Seiler

Den tyske forfatter Lutz Seiler (født 1963) har med romanen ”Kruso begået en moderne klassiker og et hovedværk om DDR´s fald.

Romanen har med rette høstet gode anmeldelser og tillige i 2014 indbragt forfatteren Deutscher Buchpreis, der er Tysklands største litteraturpris.

Bogens hovedperson er den unge mand Ed. Da Ed´s kæreste dør i en ulykke og parrets fælles kat Matthew forsvinder kan han ikke rigtigt se meningen med tilværelsen mere. Han ved ikke hvad han vil, andet end, at han ikke kan blive hvor han er. 

Plaget af sorg dropper han sit gamle liv i storbyen Leipzig og flytter til øen Hiddense, en ø, der ligger vest for Rügen i Østersøen. Det er et sted, hvor tiden står stille og hvor man på en klar dag kan se til Møn. I romanen bliver denne danske provinsflække et symbol på den menneskelige og politiske frihed, som bogens hovedperson ikke har, men som han ligesom de fleste borgere i DDR brændende ønsker sig.

Ed får arbejde som opvasker i restauranten Zum Klausner, og det er her han møder manden Kruso, der fungerer som en slags overhoved på øen. Man kan med en vis ret sige, at Kruso i lige så høj grad som Ed er en hovedperson i bogen. De fleste beboere på øen fremstår som menneskelige eller politiske afhoppere. Med andre ord personer, der er imod styret og som har valgt at bosætte sig på denne afsidesliggende ø fordi de har vanskeligt ved at indordne sig under et totalitært styre.

Tiden går og i 1989 ændres verden for tyskerne da Muren falder. Verden er i opløsning. Man kan sige, at livet ændres til en kamp på liv og død, og mennesker, der har levet under et diktatorisk styre skal pludselig lære, at tænke selvstændige tanker og indordne sig under den vestlige verdens kapitalistiske styre. Det forhadte styre er opløst, og hvordan er det lige, at mennesket skal lære at begå sig i den nye verden?

”Kruso” er en roman, der både er forudsigelig og overraskende på samme tid. Bogen er endda lidt sentimental på nogle punkter, men det er samtidigt også en bog om menneskets drømme om frihed.

Jeg vil beskrive ”Kruso” som en realistisk og velovervejet roman, der handler om overgangen fra det usympatiske styre i øst til styret i vesten, der fremstilles i et positivt og næsten ophøjet lys.

”Kruso” er på mange måder en mesterlig og spændende bog om en ikke så fjern fortid, der ganske snart går i glemmebogen.

Lutz Seiler har skrevet en klog roman, der er et mesterligt erindringsværk. Det er en ambitiøs bog, som er klog på det menneskelige sind – og det er en meget bemærkelsesværdig og velskrevet bog, som jeg synes virkelig godt om.

”Kruso” er en solid og rørende bog om mennesker på flugt, og bogen er et must for læsere, der interesserer sig for historie og politik – og så vil bogen være kræs for læsere, der sætter pris på spænding og solidt, litterært håndværk. Der er ganske enkelt tale om en god og læseværdig bog, der med al tydelighed beviser, at der stadig udgives kvalitetslitteratur.

Bogdetaljer

Forlag
Batzer & co
Oversætter
Sarah Holst Aagaard
Faustnummer
52035198
ISBN
9788793209213
Antal sider
520

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer