Du skulle være gået

Bog

Du skulle være gået

Af (
2018
)

Anmeldelse

Du skulle være gået af Daniel Kehlmann

På 92 sider skaber Daniel Kehlmann en knugende og uhyggelig stemning omkring en familie og det hus, de bor til leje i. Det er mesterligt fortalt.

Den tyske forfatter Daniel Kehlmann er aktuel med hele to bøger i august 2018. En historisk roman, Tyll, om narren Tyll Ulenspiegel og kortromanen, ’Du skulle være gået’, som både er et ægteskabsdrama og en gyserhistorie.

Fortælleren er manuskriptforfatter og arbejder på efterfølgeren til en stor filmsucces. For at fred og ro til at skrive, er han taget til et afsidesliggende hus et sted i Alperne sammen med sin kone, Susanne, og deres 4-årige datter Esther.

”Det passer fint, at jeg starter på en ny notesbog heroppe. Nye omgivelser, nye ideer, en ny begyndelse. Frisk luft.”

I begyndelsen består hans skriverier i notesbogen af ideer til scener og forløb til filmen, men efterhånden blandes der andre temaer ind. Vi forstår, at ægteskabet ikke er helt problemløst, der er mange skænderier og fortælleren får mistanke om, at Susanne er ham utro. Samtidig begynder der at ske mærkelige ting omkring ham. Han hører lyde fra loftet, selv om der ikke er nogen. Der er billeder, der er der, og så pludselig er de væk. Han kan ikke se sig selv i spejlbilledet i ruden, og på en indkøbstur til købmanden i dalen møder han en kvinde, som siger til ham, at han og familien skal skynde sig væk. Susanne kører hjem, og Esther og fortælleren forsøger at få fat på en taxa, men det lykkes ikke, og da de forsøger at forlade huset baglæns, ender de efter lang tid samme sted, som de startede. Det hele bliver mere og mere mystisk, og notesbogen fyldt med korte sætninger, som ikke bliver gjort færdige.

Hvad er det, der sker? Er det ægteskabet, der er ved at gå i opløsning, eller er det huset og omgivelserne, der har en mærkelig indflydelse på de mennesker, der bor i huset. Og er det rigtigt, at der før er nogen af dem, der har boet i huset, der er forsvundet?

Læs selv, og bliv lidt klogere (måske). og læs så bogen en gang mere.

’Du skulle være gået’ er en raffineret lille fortælling, som indeholder flere lag. Under læsningen kom jeg til at tænke på Stephen Kings Ondskabens hotel, hvor omgivelserne også spiller en stor rolle. Eller sker det hele bare i hovedet på hovedpersonerne?

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
ISBN
9788711902325
Antal sider
96

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer