”Nu hvor mændene ikke klarer sig så godt, er det ikke usandsynligt, at kvinderne vil klare sig bedre" - Gisles saga (ca. 1250)
Af oversætter Kim Lembek
Betragter man islandsk litteratur gennem de sidste 20 år, er der en bemærkelsesværdig stor del af den, som udviser en vis lighed i deres beskrivelse af kvinde/mand-relationen, selv om plot og fortællemåde naturligvis er meget forskellige. Følger man den indfaldsvinkel, ses en tydelig tendens til at fremstille kvinden/kvinderne som stærke, hele og handlekraftige i forhold til én eller flere svage og marginaliserede mænd, og som artiklens motto viser, er denne modsætning ikke ny i islandsk litteratur. Jeg skal i det følgende omtale et lille udvalg af tekster skrevet af tre kvindelige og tre mandlige forfattere.
I Island er det en yndet litterær disciplin at omskrive ældre tekster. Det gør Gerður Kristný i sin digtkreds Blodhingst, der bygger på det gamle eddadigt Skírnismál, som beretter om, hvordan guden Frej bruger sin magt til at tvinge jættekvinden Gerd til sex. Hos Kristný er fortællersynsvinklen ændret, alt fremstår som Gerds indre monolog, og ved at sætte ord på det seksuelle overgreb vokser Gerds kvindelige styrke og integritet, samtidig med at både Frej og hans tjener Skirner udstilles i deres ynkelige brug af fysisk magtudøvelse for at tilfredsstille gudens seksuelle lyster.
Kristín Marja Baldursdóttir har som erklæret mål bl.a. at skrive romaner op imod en mandligt domineret litteratur: ”Den litterære verden var i lang tid mændenes verden. Den er derfor relativ velkendt for os – i det mindste i litteraturen – mens kvindernes verden i en vis udstrækning stadig ligger indhyllet i tåger. Det er grunden til, at jeg er så interesseret i den,” udtaler hun i et interview. I kortromanen Køligt daggry beskrives den kvindelige hovedperson Thorsteina bevidst med træk, som et mandsdomineret samfund opfatter som særligt maskuline (sej, cool, distanceret, selvsikker mv.). Samtidig er hun single, akademiker og sprogligt/intellektuelt stærk, og omkring hende kredser en række mandlige bipersoner, som alle i kraft af deres svagheder bestyrker Thorsteina i hendes mandhaftige selvforståelse. Romanen ironiserer bl.a. over kønsrollemønstre ved at placere en tilsyneladende stærk kvindefigur (og hendes veninder) som en kontrast til latterlige, svage og ynkelige mandefigurer. Et sted i Køligt daggry siger hovedpersonen: ”Jeg har tit ønsket mig at kunne male det, der viser sig for mine øjne” en udtalelse, som peger frem mod Baldursdóttirs to succesromaner om kvinden og billedkunstneren Karitas: Karitas uden titel og Karitas – kaos på lærred . I de to bind følger læseren Karitas fra 1915-99 og hendes opgør med mandligt formulerede tankeformer både omkring det at være kvinde, men især omkring det at være kvindelig kunstner. Baldursdóttir mener, at hun med sine to romaner om Karitas udfyldte et hul i en i øvrigt mandsdomineret islandsk litteratur: Fortællingen om en kvindelig billedkunstners kamp for at blive accepteret af et kunstnermiljø, som hovedsaligt er defineret af mænd. Romanerne er en beretning om en kvinde, som ved sin stædighed og sit mod vokser sig stærk som menneske og succesrig kunstner, men som også betaler prisen for mødet med tre svage, selvhævdende, uforstående og forældede mandetyper (som dermed marginaliseres ud i skyggen kastet af lyset fra den stærke kvinde): ægte- og pengemanden Sigmar, den maskuline drifts repræsentant Skarphedin og den ganske vist følsomme, men også gifte, kunstner Hauksson.
I Auður Jónsdóttirs roman Depositum berettes om seks kvinder – og stort set ingen mænd! Samtaleemnerne er bl.a. børn, husholdning, kvindelig selvrealisering og en næstekærlig holdning til fremmede fra andre kulturer, altså hvad man måske kunne kalde traditionelle, bløde, kvindelige værdier. Romanen viser også, at kvinder udgør et stærkt kollektiv, hvis de ellers kan overvinde egne idiosynkrasier (et træk i de fleste af de omtalte tekster er faktisk at vise styrken ved kvindeligt sammenhold, hvorimod de mandlige personer ofte står alene). I Depositum er manden helt bogstaveligt marginaliseret i kraft af sit fravær og dermed også udelukket fra dialogen om de ’kvindelige’ samtaleemner! Derimod optræder der en mand i Jónsdóttirs roman Livstørst , en bog med tydelige selvbiografiske træk. Den kvindelige hovedperson har en ældre, drikfældig ægtemand. Hans ’overgreb’ består i at forhindre hende i at udvikle sig som forfatter. Her møder læseren atter en kvindelig hovedperson, der i kraft af kunst, i dette tilfælde ordets kunst, skal opbygge sin kvindelige (kunstner)identitet. Og at det sker i en slags protest mod en mandsdomineret litteratur vises på en humoristisk måde, idet romanen lader den store forfatter i bogen, morfaren (= Halldór Laxness, Jónsdóttir er barnebarn af nobelpristageren Halldór Laxness), komme håbløs til kort i udførelsen af et traditionelt kvindejob: Bleskift!
Hos de tre kvindelige forfattere er hovedpersonen en stærk kvinde ofte flankeret af en række kvindelige bipersoner. Manden/mændene opstilles som en kontrast – mere eller mindre svage og ynkelige. I de følgende romaner af de tre mandlige forfattere, Hallgrímur Helgason, Jón Kalman Stefánsson og Bergsveinn Birgisson er hovedpersonen derimod ofte, men ikke altid, en svag, sårbar eller ynkværdig mand omgivet af én eller flere stærke kvindelige bipersoner.
I Hallgrímur Helgasons to romaner 101 Reykjavik og Stormland møder læseren de to antihelte Hlynur og Bødvar. Fortællemåden præges af en hæsblæsende humoristisk og ironisk sprogbrug, som tydeligvis er et forsvar mod bl.a. stærke kvindelige bipersoner, hvor kvinden enten repræsenterer en moderfigur, et kønsvæsen eller den fødende. Bøgerne kan læses som en sarkastisk beskrivelse af en forstenet manderolle og som et famlende forsøg på at finde en ny. Romanen Kvinden ved 1000 ° har derimod en kvindelig hovedperson. Den 80-årige Herbjørg ligger i 2009 i en hospitalsseng i en ombygget garage og uddeler verbale tæsk til højre og venstre, og det går især ud over mandlige politikere og pengemænd og hendes egne sønner og ægtemænd. Selv om Herbjørg befinder sig på gravens rand fremstår hun som den stærke kvinde i et betændt mandesamfund, og hun glimrer netop på en baggrund af svage, ynkelige mænd.
I sin grundstruktur kan Jón Kalman Stefánssons trilogi – Himmerige og helvede , Englenes sorg og Menneskets hjerte – bl.a. læses som en fortælling om skabelsen af intet mindre end en ny, moderne mandetype. Trilogien beretter om Drengen – ”et åbent sår i verden”, som det hedder. Gennem de tre bøger møder den sårbare og usikre unge mand en række stærke kvinder – og en stribe mere eller mindre svage og ynkværdige mænd – og disse møder former ham, så han til sidst i en visionær paradisscene uden Biblens syndstanke og forskelsbehandling – som nøgen mand over for en nøgen kvinde – kan begynde på en frisk og springe ud som fremtidens mand. I tobindsværket Fisk har ingen fødder og Nogenlunde på størrelse med universet fortsætter Stefánsson med at lade stærke kvinder (sprogligt, følelsesmæssigt, kunstnerisk, erotisk) konfrontere svage, usikre og sølle mænd, så han i dag fremstår som en af de store feminister i moderne islandsk litteratur. I sin nyeste roman drager Stefánsson konsekvensen og lader hovedpersonen være en kvinde (Historien om Asta, udkommer på dansk efteråret 2018).
Endelig finder vi den samme tendens i forfatteren Bergsveinn Birgissons to romaner Et landskab er aldrig tåbeligt og Svar på Helgas brev . Der er tale om to vidt forskellige kærlighedsromaner – den første lykkelig, den anden ulykkelig, den første om en ung mand, den anden om en gammel – men i begge bøger fremstilles den mandlige hovedperson som uforløst, ulykkelig i sit liv, og hovedårsagen er fraværet af en kvinde. I modsætning til de to lidt ynkværdige mandlige hovedpersoner, fremstår kvinderne som stærke, handlekraftige og livsduelige. Men hvad der gælder de fleste andre af de omtalte tekster, gælder også her: En underfundig fortællemåde, en overraskende struktur og sprogbrug og især en stor dosis fortælleglæde og humor får læseren til at acceptere den omtalte tendens i beskrivelsen af mødet mellem kvindelige og mandlige personer. Det ser også ud til at være et gennemgående træk, at de stærke kvinder kan klare sig uden mænd, mens det modsatte ikke synes at være tilfældet. Og kvinderne vil så at sige være herre over deres seksualitet, deres sprog – og deres kunst!
Den omtalte tendens er næppe enestående for islandsk litteratur. Men den er bemærkelsesværdig markant og afspejler måske islandske kvinders styrkede position gennem de seneste ca. 40 års islandske historie i et på mange måder mandsdomineret samfund. Der går en direkte linje fra den store kvindestrejke i 1975, hvor 9 ud af 10 islandske kvinder deltog og dermed udfordrede mandesamfundet i sin grundvold og til den dugfriske indførelse – loven trådte i kraft 1. jan. 2018 – af reel ligeløn mellem kønnene.
Men som det indledningsvis blev antydet viderefører nyere islandsk litteraturs interesse for stærke kvinder og marginaliserede mænd også en tradition, som allerede ligger i kim i den islandske sagalitteratur. I Laksdølernes saga fra ca. 1250 falder Gudruns svar prompte, da hendes første mand Torvald har stukket hende en syngende lussing: ”Nu gav du mig noget, som vi kvinder synes, det er meget vigtigt at have, hvis vi skal være gjort rigtig fint i stand, og det er en god ansigtskulør”. Her sender en kvinde med et gevaldigt sproglig overskud en voldelig ægtemand et stærkt svar, som udstiller ægtemanden i al hans ynkelighed.
Se listen med de omtalte værker her.
Kommentarer