Anmeldelse
Før vi siger farvel af Jens Christian Grøndahl
- Log ind for at skrive kommentarer
Find lommetørklæderne frem! Ny stærk kærlighedshistorie fra Jens Christian Grøndahl om rodløshed og om at blive forladt.
En ulykkelig kærlighedshistorie om at møde dén person, som man ikke kan leve uden, hvorefter man bliver forladt. Et klassisk dilemma i litteraturen, men her sker bruddet på baggrund af uselvisk kærlighed og et ønske om at sikre den andens lykke, uden at man nødvendigvis selv er en del af ligningen.
Barbara er i trediverne, adopteret og i et forhold til den nogen og tresårige fotograf Marcus. Sammen deler de den samme grundfølelse af rastløshed og rodløshed: altid på vej væk fra noget og en søgen hen imod noget udefinerbart. Efter syv års forhold meddeler Marcus pludselig, at han forlader hende. Aldersforskellen er for stor, og hun bør have muligheden for at få børn. Det står ikke til diskussion. Barbara mister sit eneste faste rodfæste i tilværelsen og kastes herefter ud i en lang sørge-og erkendelsesproces omkring sig selv.
Romanen foregår i to dele. Første del fortælles på sin vis bagvendt, idet læseren er på forkant med bruddet som vil komme, men hvor Grøndahl bruger siderne på at kredse om Barbaras fortid og rodløshed flettet sammen med hendes liv med Marcus. I anden del er der gået et par år efter bruddet, og Barbara lever alene. Hun er forsøgsvis blevet redaktør og møder herigennem Asger, som vækker noget i hende.
Grøndahl er en god observator udi de følelsesmæssige relationer mellem mennesker. Han videreformidler selv de mindste sanseindtryk, detaljer og stemninger på glimrende vis. Det er næsten, som om han ligesom Marcus tager et billede og viser læseren et komprimeret intenst udsnit af verden: "Han var fotograf, det var nutiden, der interesserede ham. Lige her foran næsen. Det var hans arbejde at fiske øjeblikke i tidens flod og fiksere dem til billeder […] Den synlige verden var hans gebet, men egentlig viste han det, man aldrig ser. Et standet nu".
Som kontrast til det standsede nu indfanger romanen også på glimrende vis tidens flygtige karakter. Der er et godt flow i handlingen, både frem og tilbage i tiden såvel i de ydre handlingsforløb som i Barbaras indre tankestrømme. Romanens ulykkelige dilemma og sanseindtryk kan ikke undgå at indfange og berøre sin læser.
- Log ind for at skrive kommentarer
Find lommetørklæderne frem! Ny stærk kærlighedshistorie fra Jens Christian Grøndahl om rodløshed og om at blive forladt.
En ulykkelig kærlighedshistorie om at møde dén person, som man ikke kan leve uden, hvorefter man bliver forladt. Et klassisk dilemma i litteraturen, men her sker bruddet på baggrund af uselvisk kærlighed og et ønske om at sikre den andens lykke, uden at man nødvendigvis selv er en del af ligningen.
Barbara er i trediverne, adopteret og i et forhold til den nogen og tresårige fotograf Marcus. Sammen deler de den samme grundfølelse af rastløshed og rodløshed: altid på vej væk fra noget og en søgen hen imod noget udefinerbart. Efter syv års forhold meddeler Marcus pludselig, at han forlader hende. Aldersforskellen er for stor, og hun bør have muligheden for at få børn. Det står ikke til diskussion. Barbara mister sit eneste faste rodfæste i tilværelsen og kastes herefter ud i en lang sørge-og erkendelsesproces omkring sig selv.
Romanen foregår i to dele. Første del fortælles på sin vis bagvendt, idet læseren er på forkant med bruddet som vil komme, men hvor Grøndahl bruger siderne på at kredse om Barbaras fortid og rodløshed flettet sammen med hendes liv med Marcus. I anden del er der gået et par år efter bruddet, og Barbara lever alene. Hun er forsøgsvis blevet redaktør og møder herigennem Asger, som vækker noget i hende.
Grøndahl er en god observator udi de følelsesmæssige relationer mellem mennesker. Han videreformidler selv de mindste sanseindtryk, detaljer og stemninger på glimrende vis. Det er næsten, som om han ligesom Marcus tager et billede og viser læseren et komprimeret intenst udsnit af verden: "Han var fotograf, det var nutiden, der interesserede ham. Lige her foran næsen. Det var hans arbejde at fiske øjeblikke i tidens flod og fiksere dem til billeder […] Den synlige verden var hans gebet, men egentlig viste han det, man aldrig ser. Et standet nu".
Som kontrast til det standsede nu indfanger romanen også på glimrende vis tidens flygtige karakter. Der er et godt flow i handlingen, både frem og tilbage i tiden såvel i de ydre handlingsforløb som i Barbaras indre tankestrømme. Romanens ulykkelige dilemma og sanseindtryk kan ikke undgå at indfange og berøre sin læser.
Kommentarer