Anmeldelse

Europas ambassade af Jens Christian Grøndahl

Europas udfordringer i forbindelse med de store flygtningestrømme udfoldes i et velskrevet rejseessay, som til tider bliver en lang vandring frem mod pointerne.

I Jens Christian Grøndahls rejseessay kommer vi ned i detaljen; vi hører om bygninger og kulturhistorie, vi møder forfattere, embedspersoner, flygtninge og knudepunktet Lampedusa i Italien. Sproget flyder og det er en god læseoplevelse i den forstand. Essayet er fremragende skrevet. Grøndahl har et særligt blik for at beskrive sine bevægelser, de ting han ser og de tanker han og andre har. Men nogle gange bliver det lidt for luftigt, og til tider mister essayet retning, når han for eksempel kommer med fluffy pointer om det moderne menneskes brug af Google og Wikipedia.

Gennem essayet reflekterer Grøndahl over den danske velfærdsstat, sit eget liv og de mange tusinder, der søger lykken i et Europa i forandring. Men mest af alt forbliver essayet et rejseessay og nogle væsentlige pointer om flygtningesituationen træder til side for beskrivelsen af rejsen. Og det kan være svært at sige, om det skal være en kritik af essayet eller ej; for det er beskrevet som et rejseessay, men nogle gange valser Grøndahl forbi de steder, hvor han kunne have fremlagt sine egne pointer ud fra alt det, han oplever og betragter. Men heldigvis lader han for eksempel den italienske forfatter Erri de Luca og flygtningen Omar komme til orde – og i forbindelse med det samler han stemmer op og giver dem kraft i en ny sammenhæng til et dansk publikum.

I sin rejseskildring søger Grøndahl en forståelse af, hvilke processer folk gennemgår, hvad der kan skabe problematikker og hvorfor Europa har så svært ved at håndtere flygtningesituationen. Især beskrivelserne af fællesskab, kulturforståelse og at mødes i øjenhøjde er stærke. Han stiller en række spørgsmål og fremviser sider af en tilværelse, der er fjern for de fleste. På den måde finder essayet også sin relevans og sin debatværdi; fordi det får os til at tænke og tage stilling. Madame Nielsen, ’Invasionen’, er et andet godt bud på et værk, der behandler samme emne. Dog i en anden form.

Især mod slutningen af essayet er Grøndahl skarp (og kommer endelig med nogle pointer), som for eksempel her:

”Måske er velfærdssamfundets dilemma på længere sigt ikke det umulige valg mellem at gøre sig hjerteløs eller at blive rendt over ende. I praksis står valget mellem at bygge murene højere og højere eller at finde en intelligent måde at være åbne på … Vi, der har noget at tabe, kunne sikkert også lære noget af dem, der har alt at vinde.”

Der er ingen tvivl om, at essayet er et vægtigt og interessant indblik i et nye Europa, som skal genfinde sig selv og tage et ansvar. Grøndahl forsøger og lykkedes med at fremvise begge sider af situationen i et neutralt sprog, der ikke håner Dansk Folkeparti eller flygtningen i Lampedusa. Måske kunne lidt mere kant dog have gavnet essayet, ligesom lidt kortere vej hen til pointerne kunne. Men det piller ikke ved, at det er et interessant og nuanceret indspark til, hvordan vi får kulturerne til at blande sig, ikke støde sammen.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52430100
ISBN
978-87-02-21261-7
Antal sider
122

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer