Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl

Denne roman føjer sig på smukkeste vis til et stort og vigtigt forfatterskab med sine refleksioner over livets tilfældigheder og sit kritiske blik på nutidens narcissistiske livsstil.

Jens Christian Grøndahls korte roman er formet som et brev fra den 70 årige Ellinor til hendes afdøde veninde Anna. Ellinors mand Georg er død for nyligt, og tomrummet efter ham afføder Ellinors trang til at se tilbage på sit liv som et væv af tilfældige hændelser, der formede hendes skæbne. Undervejs kaster hun et kritisk og sarkastisk blik på nutidens karriereræs og generationen af curling børn.

Det viser sig i beretningen, at Annas og Ellinors skæbnetråde er vævet sammen på ganske forunderlig men også ganske brutal vis. Anna havde nemlig et forhold til Ellinors første mand, et forhold der blev afsløret og afbrudt voldsomt ved en skiulykke, hvor de begge omkom. I tiden efter finder Ellinor og Annas enkemand Georg sammen, og Ellinor bliver stedmor for Annas to tvillingedrenge og følger deres opvækst og voksne liv som forældre. Der er megen hvas satire i skildringen af liv, hvor der er masser af narcissisme og jagt på statussymboler - men også en konfliktskyhed i forhold til børnene i en curling familie, hvor børnene pakkes ind i vat. Ellinor tillader sig et sted at spørge om en hastigt nedkradset tegning fra et af børnene måske kunne have været udført med lidt større omhu, hvilket resulterer i en forældrereaktion, hvor hun anklages for at have saboteret barnets selvværd.

Der er i det hele taget megen satire i Ellinors - og Grøndahls - fortættede og elegant løbende prosa med refleksioner også over menneskelige relationer generelt. Et eksempel: "Men det var telefonen, jeg kom fra. Som sagt, den ringer. Man vil ikke lade mig sidde alene, man vil ikke lade mig tro, at jeg er blevet urørlig i deres øjne, fordi døden har gæstet mit hus. Man vil have mig til at sætte ord på. Jeg må gerne græde, meget gerne, så de kan vise mig, at de tåler min utrøstelighed. Der er åbenbart ikke noget så rensende for selvfølelsen som at stille sig helt hen på kanten af en andens sorg og vise, at man ikke bliver svimmel (...)" Sådan!

Ellinor er datter af en enlig mor, og ikke blot det, hun er frugten af en forelskelse mellem en dansk pige og en tysk soldat fra besættelsesmagten, et barn af en feltmadras, en tyskertøs. Det er et spor og en skæbne, som Ellinor også må skrive ind i sit brev til sin afdøde veninde.

Bogens titel er et citat fra et vers af B. S. Ingemann:

"Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde;

Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde (...)"

Denne fine dobbelthed rummer den livskloge og rummelige og overbærende, men også skarpt seende og ironiske lille roman, der på smukkeste vis føjer sig til et stort og vigtigt forfatterskab.