København af Katrine Marie Guldager

Har vi stadig ansvar for hinanden? Eller passerer vi bare hinanden uden at se?

Det har Katrine Marie Guldager spurgt om, og det har hun udforsket i sin fremragende novellesamling om livet i den moderne storby. 

I København færdes mennesker, passerer hinanden, mødes eller mødes slet ikke. Somme tider ser man ikke dem, man møder, for eksempel sociale udskud, der bliver usynlige, og som derfor risikerer at blive kørt over. Eller børn og gamle, som kan komme til at leve en underlig tilværelse på kanten af livet, fordi det er svært at passe dem ind i dagens kalender.

Katrine Marie Guldager kalder sine tekster noveller. Men de er mere end det – for de hænger sammen med hinanden. Vi træffer personer og situationer igen og igen i fortællingerne, hele tiden set fra nye synsvinkler. Som om alle er tangenter på den samme cirkel.

Det er indholdet i den cirkel, Katrine Marie Guldager er i gang med at udforske. Er der noget i den? Har vi stadig et samfund med fælles værdier? Hvor går grænserne for ansvar kontra utidig indblanding? Det er velgørende at læse en forfatter, der har noget på hjerte, især fordi hun netop udforsker i stedet for at belære.

Men bedst af alt er sproget. Det er så smukt! Poetisk og tilsyneladende enkelt, men man får en oplevelse af, at hvert eneste ord og hver eneste sætning er valgt ud præcis til den sammenhæng, de indgår i. Her er alt det, der skal være, men ikke noget overflødigt og ingen smarte virkemidler. Det er et sprog, der synger i én længe efter, at man har lagt bogen fra sig.

'København' er en sjælden nydelse – gå endelig ikke glip af den.