Halvbroderen af Lars Saabye Christensen

"Det vigtigste er ikke det, du ser. Det er det, du tror, du ser!".

Dette motto, en kuffert fuld af bifald og sin højde er Barnum Nilsens arv fra sin far, der var lille af vækst, men havde store ideer. Barnum er scriptwriter, og vi møder ham i bogens begyndelse til filmfestival i Berlin - stangdrukken. Han kaldes hjem til Oslo, da hans (halv)bror Fred er dukket op, 28 år efter at familien har afholdt mindegudstjeneste for ham.

Og så går vi et halvt århundrede tilbage til befrielsesdagen 8. maj 1945, hvor Vera bliver voldtaget på ejendommens tørreloft og nedkommer med Fred ni måneder senere. Nogle år senere møder hun ham, der skal blive Barnums far.

De bor allesammen i en lejlighed i Oslo: far, mor, de to drenge samt mormoren og noget af tiden oldemoren. Barnum er fortælleren, men Fred sætter dagsordenen, uanset om han er tilstede eller ej, og han er tit fraværende. 

Familien har sine historier, og familielivet skildres med stor indlevelse og humor, men også solidaritet. Handlingen kan ikke opsummeres i få ord, der er historier på kryds og tværs, men alligevel med lange linjer og tråde, der knyttes efter mange år og endnu flere sider.

Og ledemotivet: "Det vigtigste er ikke det, du ser. Det er det, du tror, du ser!" dukker op bogen igennem og viser, at der er utallige muligheder for at variere sandheden. Det er en roman om at drømme i plus og minus, om kærlighed og venskab, sandhed og løgn, og om den løgn, der hedder kunst.

Det er en medrivende bog, den er både tragisk og ustyrligt morsom, det er en rigtig bog, som man kan synke ned i og fordybe sig i. Det var en stor oplevelse at læse Halvbroderen, og jeg ser frem til at genlæse den om et par år og finde nye facetter.

'Halvbroderen' fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2002.