Forbrydelse og straf af Fjodor Dostojevskij

En fantastisk, rædselsfuld idéroman og et psykologisk studie ...

Føj for fanden! Denne her bog er aldeles afskyelig, grum og mareridtsagtig – mordene er sådan set det mindste af det – gennemsyret som den er af alle de værste sider, mennesket kan fremvise af dårskab og fornedrelse, af sygelighed i tanke og handling. Det ville overhovedet ikke være til at bære, hvis ikke bogen samtidig var så urimeligt god. Ekstremt heterogen i såvel fortællestemme som i temaer, ved første møde næsten rodet, og så alligevel fuldstændig blændende.

Historien er hurtigt fortalt. Raskolnikov - student, ung, rodløs, indesluttet, hovmodig og dog plaget af mindreværd, sætter sig i 1860ernes Skt. Petersborg i hovedet, at han, som noget nær Nietzschesk overmenneske, kan sætte sig ud over al moral. Han myrder en pantelånerske og dennes søster for at befri samfundet for bærme og for at bruge dennes penge til at hjælpe de fattige. Bogen følger hans handlinger og tanker efter forbrydelsen og giver både et ekstremt nærgående og nuanceret portræt af en skidt knægt og et kalejdoskopisk vue over et skident russisk samfund, hvor nødens fornedrelse er et livsvilkår for de mange.

Der er alt for mange temaer og skæbner til, at jeg kan komme ind på dem her. Centralt i bogen står analysen af ideen om et overmenneske. Analyseret, ikke som filosofisk afhandling, men som gennemspilning af, hvad der sker, når idealet møder rigtige, fejlbarlige mennesker. Når Menneske og (tanke)system mødes bliver det værst for mennesket, det være sig offer som bøddel. Det går helt ud i titlen - Er forbrydelsen mordene eller den omstændighed, at Raskolnikov ikke er overmenneske nok til at slippe af sted med sine handlinger? Straffen – er det den udvendige (tilfangetagelsen) eller sindets lidelser?

Bogens stil er et kapitel for sig - distanceret og dog ekstremt nær- og pågående. Filmisk, og dog virker dele af bogen surreel i sit overspændte drama. Det er ikke kun Raskolnikov, der virker, som om han er ved at gå op i limningen – fortælleren veksler også mellem det rablende og det kontrollerede på en måde, som ikke altid virker kontrolleret, og som netop derfor kommer til at understøtte fortællingen.

Jeg kan ikke et ord russisk og kan derfor ikke sige noget om oversættelsens præcision, men bogen fungerer ekstremt godt på dansk i Jan Hansens oversættelse. Sammenlignet med Thomassens udgave er denne Dostojevskij mere nøgtern, og måske derfor mere barsk.

En ubarmhjertig, men uafrystelig læseoplevelse.