Bog

Hvide nætter

Af (
2016
)

Anmeldelse

Hvide nætter af Fjodor Dostojevskij

Intens kærlighedsroman om at mangle et hjem til sin vilde forelskelse.  Et godt sted at starte hvis man vil i gang med at læse Dostojevskij.

’Hvide nætter’ bliver betegnet som en sentimental roman med undertitlen: 'Af en drømmers erindringer'. Dostojevskij holder, hvad han lover. Romanens hovedperson er meget sentimental og en stor drømmer, der pludselig bliver trukket ind i virkeligheden, da en ung kvinde tilsyneladende har brug for hjælp. Vi befinder os midt i Sankt Petersborg omgivet af kanaler og gader. Det bliver til fire hvide, magiske nætter og en morgen.

Fortællingen er i sig selv skrigende banal: En blomstrende forelskelse, der måske/måske-ikke gengældes. Men efterhånden som siderne vendes, viser Dostojevskij, hvad der senere folder sig ud gennem hans forfatterskab. At han har en særlig evne til at beskrive menneskets omskiftelighed, hvordan følelserne bruser frem i bølger og ændrer ens psykiske tilstand. Hvordan – i dette tilfælde – forelskelsen kan overtage hele ens tilværelse.

Hovedpersonen er pinlig klar over situationen, og selvom kvinden, Nástenjka, beder ham om ikke at forelske sig i hende, kan han ikke undvige hendes væsen. En del af deres møder består af længere monologlignende dialoger, hvor de begge krænger deres inderste ud – i slet skjulte fortællinger. Deres livsomstændigheder er ret interessante, tragiske og morsomme. Her er et uddrag fra indledningen til hans historie:

”Der findes i Petersborg, hvis De endnu ikke ved det, Nástenjka, ganske mærkelige afkroge. Dér, synes det, skinner aldrig den sol, som ellers lyser for alle petersborgere, men en anden, en ny, der ligesom er skabt for disse kroge; det er en sol, som skinner på alt med et ganske særligt og besynderligt lys.”

Han fremhæver sig selv som en særlig eksistens, en person der aldrig har oplevet livet og det modsatte køn, før han mødte hende. Men på samme tid, som i citatet ovenfor, fremhæver han også sig selv som en del af en særlig kontekst i byen. Der opstår en mystik omkring ham, som alligevel tiltaler hende, selvom hendes hjerte tilhører (eller har tilhørt) en anden.

Det er netop denne dobbelthed, Dostojevskij mestrer – og som gør, at det sande væsen og følelserne i de to personer længe fremstår sløret; som et mysterium læseren selv skal løse. Fortællingen befinder sig midt i erindringens miskmask, og de hvide nætter vokser omkring dem i forfatterens særlige og til tider krævende sprog.

Hvis man gerne vil i gang med Dostojevskij, er dette et godt sted at starte. Man fornemmer potentialet, der senere folder sig ud i for eksempel ’Forbrydelse og straf’ (1866), hvor han igen bevæger sig helt ind i menneskets dobbelthed – at man på en og samme tid kan være fyldt med sikkerhed og tvivl.  

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Ejnar Thomassen
Faustnummer
52629780
ISBN
9788763847735
Antal sider
117

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfAnne Voel
tor, 14/12/2017 - 22:44

Mandefølelser i verdenslitteraturen er et kapitel for sig.

 

Hvide Nætter blev fornylig genudgivet.
I dagbogsform fortæller Dostojevskij om en ung mand,
der møder en unge kvinde, som venter...
Under den sommerlyse nattehimmel.

Fortællingen udspændes indvendigt i den unge mand ved hans gentagne møder med kvinden,
og han fortæller hende om sine følelser:

"Hvem ved - måske har De forsonet mig med mig selv..." (side 30)
og
"...ofte forekommer det mig, at jeg har mistet enhver følelse og enhver modtagelighed for alt, hvad der har med det ægte, det sande liv at gøre..." (side 53)

Men hvad gør en følsom mand, som møder en kvinde, der afsværger ham løftet om ikke at forelske sig i hende - og senere erklærer:
"Måske var hele min kærlighed intet andet end en vildfaren følelse, eller blot en indbildning..."(side 107) ???

Dostojevskij skrev romanen som 26-årig, inden han blev dømt til døden - og benådet til strafarbejde i Sibirien. Hele hans eminente forfatterskab handler om originaler - og mænds følsomme dybder.
Stadig nutidsrelevant og anbefalelsesværdigt!

De samme temaer kan opleves i
Den Unge Werthers Lidelser (Goethe),
Konge, Dame, Knægt (Nabokov)
Frysende Våde Vejbaner (Sonnergaard)

Hovedpersonen i alle fire romaner er mænd,
der undrer sig over kvinders opførsel.
Og man kan godt forstå dem ;-)