Finsk-svenske Kjell Westö har skrevet en stor samtidsroman, som rummer både kærlighed, venskab og svigt.
Kjell Westö har skrevet en stor roman om venskab, kærlighed og svigt, som samtidig er en roman om Finland fra 1960-erne til i dag. Romanen fortælles af et jeg, som aldrig får navn, men det er den aristokratiske entreprenørfamilie Rabelll, hvis medlemmer repræsenterer både rigdom, magt og arrogance, der er omdrejningspunktet. Fortælleren møder den jævnaldrende Alex Rabell og hans søster Stella, da han er 11 år, og venskabet med de to søskende kommer til at præge hele hans tilværelse. Fortællerens forhold til Axel og Stella kommer på mange måder til at ligne trekantsdramaet i ’Gensyn med Brideshead’ af Evelyn Waugh.
Om sommeren bor Rabellfamilien på godset Ramsvik, mens fortællernes forældre bor i en ydmyg ”stuga”. Fra dag ét føler han sig så tiltrukket af søskendeparret, at han vrager sine forældre for at være sammen med dem. I familien Rabelll er det grundlæggeren af familiedynastiet, farfar Poa, der er familiens absolutte overhoved. Fortælleren får at vide, at far Jacob opholder sig I New York, hvorfra han styrer sine forretninger, men i virkeligheden er Jacob psykisk syg og indlagt på et hospital. Psykisk sygdom passer dog ikke ind i familiefortællingen, og det er kun Stella, der har forbindelse til faren. Alex besøger ham aldrig.
Ligesom farfar Poa styrer familien, styrer Alex drengegruppen, som ud over Alex tæller den blide Krister, den voldelige Jajo og fortælleren. Kjell Westö beskriver hierarkiet og spændingerne i drengegruppen så intenst, at man føler sig som tilskuer på nært hold og ønsker at gribe ind, når Jajo gennembanker Krister, mens de andre passivt ser på. Han beskriver også ganske fremragende fortællerens næsegrus beundring for Alex, der til tider blandes med frygten for det grå blik og en vrede over vennens foragt for det, han kalder de opadstræbende klasser.
Stella har en voldsom erotisk tiltrækningskraft på fortælleren, men når de forsøger at leve sammen, går det ikke. På sidelinjen står Linda, som er fortællerens trøst, hver gang Stella svigter ham, en kendsgerning, som de begge er sig smerteligt bevidst. Efter en arvestrid bryder Stella forbindelsen til Alex, og fortællernes forhold til Alex bliver med tiden mere køligt, men på en eller anden måde formår Alex alligevel at styre ham. Kjell Westö fortæller om skam, skyld og fortrængning og om erkendelsen af, at sandheden om fortiden ikke nødvendigvis er den, vi ønsker at huske. Vi hører flere gange om den svovlgule himmel, som er det helt specielle genskær fra solen i drengeværelset på Ramsvik. Svovlgul er ikke nogen smuk farve, snarere en lidt farlig og giftig farve – et udmærket billede på Alex.
Det er fristende at se Kjell Westö som fortællerens alter ego, da de har samme alder og begge er forfattere, men Kjell Westö påstår hårdnakket, at det er en roman, ikke autofiktion. Han er meget optaget af Finlands – specielt Helsingfors´ historie, og ligesom i hans store historiske romaner blander han historiske facts med fiktion. ’Den svovlgule himmel’ er på alle måder en stor og gribende fortælling om os alle sammen. Kjell Westö modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Luftspejling 38, men jeg blev personligt endnu mere grebet af denne historie om min egen tid.
Kommentarer