Bog

Faren ved at være en Skrake

Af (
2004
)

Anmeldelse

Faren ved at være en Skrake af Kjell Westö

En colabil kører af sporet, en biskop invalideres, sølvfiskene springer og bider, og alt sammen er en del af den fængslende historie om familien Skrake.

Wiktor Jurij Skrake, kaldet Viki, vokser op med sine forældre Werner og Vera i Råberga uden for Helsingfors. "Faren ved at være en Skrake" er fortællingen om hans liv og om familien Skrakes historie.

Vikis barndom er ikke helt almindelig. Faderen Werner er på mange måder en ualmindelig mand. Ualmindelig, fordi han rammes af sort uheld, som da han bliver udvalgt til at køre lastbilen med cola'er, da de bliver introduceret i Finland i en storstilet kampagne. Desværre ender Werner med at køre lastbilen lige ind i et træ og foreviges i aviserne som "Finlands-svenskeren Som Kørte Colabilen Ind I Et Træ".

Men også ualmindelig, fordi han er et yderst passioneret menneske. Han elsker Elvis, han elsker at fiske efter sølvfisk, som han kalder ørrederne, og han elsker at kaste hammerkast. Alle disse passioner får i perioder Werner til at kortslutte, og så forsvinder han ind til Helsingfors i dagevis, mens Vera og Viki venter derhjemme.

Mellem fortællingen om Vikis hverdag og Werners oplevelser hører vi også om Skrake-familiens fortid og via den om Finlands historie, om Vinterkrigen og Anden Verdenskrig og andre episoder op gennem tiden, der havde betydning for Skrakerne.

"Faren ved at være en Skrake" er på mange måder en anderledes bog end "Lang" af Kjell Westö. Skrakernes historie er mere dyster, og der er visse dele af historien, som er svær at følge, hvis man ikke er godt inde i Finlands fortid.

Alligevel er det en underholdende og fængslende fortælling. Bogen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, da den udkom i Finland i 2000. Kjell Westö skriver flydende, og man indfanges af den skæve familie, som oftere rammes af uheld end andre familier.

Har man ikke tidligere forsøgt sig med finsk litteratur, er Kjell Westö et godt sted at starte, og "Faren ved at være en Skrake" kan fint være den bog, man begynder med.

Bogdetaljer

Forlag
Athene
Faustnummer
25426614
ISBN
9788711170731
Antal sider
373

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer