Blixen, Karen - Vintereventyr

Med 'Vintereventyr' søgte Karen Blixen tilbage i tiden. Dog rettede hun samtidig en kritik mod samtidens problemstillinger.

Karen Blixens (1885-1962) litterære produktion er ikke specielt stor, men hendes forfatterskab er imidlertid kendt i udlandet på niveau med H.C. Andersens. Hun får sit egentlige gennembrud i 1934 med Seven Gothic Tales, som hun året efter genudgiver i Danmark under titlen Syv fantastiske Fortællinger. Selvbiografien eller erindringsbogen Den afrikanske Farm (1937) bliver også både udgivet på engelsk og dansk. I 1957 udkommer Skæbne-Anekdoter, hvori bl.a. den mere kendte Babettes Gæstebud er at finde.

Blixens forfatterskab adskiller sig på mange måder fra den tid og litterære periode, hun befinder sig i. Hendes stil kan karakteriseres som romantisk eller gotisk, hvilket kommer til udtryk i bl.a. 'Syv fantastiske Fortællinger', der hovedsageligt foregår i 1800-tallet; netop romantikkens og gotikkens epoke.

1930’erne, 1940’erne og 1950’erne er præget af de to store kriges altødelæggende konsekvenser. Heretica-gruppens nihilisme i 40’erne og den begyndende modernisme og eksistentialisme i 50’erne synes ikke at komme direkte til udtryk i Blixens forfatterskab. Hendes værker kan naturligvis stadig læses i den kontekst, de er skrevet, men pessimismen, opbruddet og angsten kommer hos Blixen til udtryk i en mytisk, nærmest allegorisk eller bibelsk lignelsesform, hvor nutiden opløses og trækkes tilbage i fortiden. Hun søger i sine værker noget tabt. Noget forsvundet. Dette ser vi også i Vinter-Eventyr (1942), der netop er skrevet under krigen.

Vinter-Eventyr er en samling af noveller eller længere, afrundede fortællinger, der alle har en lang række fortælletekniske, tematiske og motiv- og plotmæssige aspekter tilfælles.

Værkets eventyr er henlagt til 1800-tallets Europa og i nogen grad Danmark. Vinter-Eventyr søger tilbage i tiden, men kan stadig læses som en kritik af de samme punkter, som samtidens kunst sætter spørgsmålstegn ved. Således udspilles fortællingen "Heloïse" i en atmosfære af krig: ”Mens [Frederick] gik i sine egne tanker stod verden omkring ham ikke stille, men var tværtimod i den stærkeste bevægelse, og forandredes fra dag til dag med rivende hast. En stor krig var ved at bryde ud.” Der er tale om krigen mellem Frankrig og Tyskland i 1870, men derfor fornemmes i ovenstående citat forholdet mellem individet og tiden, som sammenblandet, dog paradoksalt adskilt. Men det er tydeligt, at hvor teksterne på realplanet ønsker at beskæftige sig med en samtidskritik, bliver værket på et allegorisk plan en skitse eller et portræt af hele menneskets sind, der strækker sig over tid. Skæbnen deler vi alle, synes at blive værkets overordnede budskab.

Fortællingerne forsøger alle at behandle problematikken mellem materialisme og idealisme, fangenskab og frihed, barndom og alderdom, opbygning og nedbrydning og forholdet mellem livet og døden og i sidste ende kunsten og virkeligheden. I den første fortælling "Skibsdrengens Fortælling", der af de 11 historier er den, som tydeligst viser sig som et eventyr og bruger magisk realisme, redder skibsdrengen Simon en fugl, der senere viser sig at være en gammel kone: ”En fugl, der havde søgt tilflugt oppe på råen, havde fået fødderne indviklet i noget løst taklegarn i et af faldene og kæmpede nu, højt oppe, forgæves for at blive fri. Drengen kunne fra dækket se den slå med vingerne og dreje hovedet fra side til side”. Allerede her bliver fortællingen og værket allegorisk. Denne sekvens bliver hele værkets mantra, nemlig forholdet mellem det sted, den enkelte person befinder sig i tid og dets forhold til andre og til skæbnen. Vinter-Eventyrs gennemgående spørgsmål kredser følgelig om, hvorledes mennesket er skæbnebestemt – kan det enkelte individ ændre tiden og skæbnen? Svaret synes i sidste ende at blive: ja, gennem det at fortælle; gennem kunsten.

"Den unge Mand med Nelliken" og "En opbyggelig Historie" er henholdsvis Vinter-Eventyrs anden og sidste fortælling. De har begge forfatteren Charlie Despard som hovedperson. Han har mistet sin muse og er kommet i tvivl om sit kald som kunster. I den første fortælling fører han samtale med Gud: ””Hør mig”, sagde Herren, ”jeg vil gøre en pagt mellem dig og mig! Jeg vil ikke måle dig større ulykker ud, end du netop behøver for at skrive bøger.” Således peger fortælleren på fortællergerningen som hellig og sakral, men samtidig som gudsbestemt; og dermed determineret.

Skæbnen er livets tråd, men kunsten er gjort af livet og dermed bundet sammen med skæbnen, og fortælleakten, kunstnerens position, bliver således guddommelig.

Af stud.mag. Henrik Romby Smith Madsen