Ungeanmeldelse
Ueno Station, parkudgangen
- Log ind for at skrive kommentarer
Velkommen til Yu Miris sorgfyldte og surrealistiske novella om et Tokyo, hvor teltet med den blå presenning kaldes ’hjem’, og utallige dåsefyldte plastikposer giver et bad og et måltid på den lokale.
I Ueno Park, Tokyo, sidder Kazu. Eller, det som er tilbage af Kazu. Et trist og dunkelt afkom af den krop, som han befandt sig i. I Ueno Park, Tokyo, blandt alle de forskellige hjem af papkasser og presenninger, blandt nedfaldne blade, kold vind og tung regn, sidder det som er tilbage af Kazu. En smertet og tæsket sjæl, som livet tog til fange, og da det fik nok, smed det ham i Ueno Park med nogle papkasser, en blå presenning, en kasserolle og en håbløs skæbne. Tilbage sidder nu en skygge. Skyggen af det som var Kazu.
'Ueno Station, Parkudgangen' er en enestående novella, skrevet med en særegen hånd. Bag ordene på det hvide papir gemmer sig et geni, der ikke kun kan sætte stemning og fortælle gribende historier, men et geni, som kan bøje og dreje fortællekunstens traditionelle opbygning og tage de mest simple og hverdagsagtige dialoger og forvandle dem til nogle af de mest interessante og kontrastfyldte sætninger i litteraturen. Dette geni er den japansk-koreanske forfatter Yu Miri.
Dette betyder dog ikke, at bogen er ligefram eller let at læse. Tværtimod. Novellaen er ekstremt fragmenteret. Den springer mellem nutid og fortid, tanker og handling på en sådan måde, at det somme tider føles umuligt at vide, hvor vi er henne i den historie, som vi får fortalt. Men med det sagt, er det jo faktisk heller ikke det lineære handlingsforløb, som 'Ueno Station, Parkudgangen' stræber mod. Den stræber mod tankerne, mod følelserne og mod de hændelser, vi får fortalt. 'Ueno Station, Parkudgangen' handler ikke om, hvad, hvordan og hvorledes, men om hvorfor. Hvorfor ender Kazu fra landsbyen Yasawa under en presenning i Ueno Park i Tokyo? Det er selve kernen af de to samfundsomfattende og eksistentielle problemer, hjemløshed og klasseforskelle, Yu Miri sætter under lup; her defineres og sættes ord på det, som er hjemløsheden og klasseforskellen; denne enorme forskel på to tilsyneladende lige væsner.
”Samtidig med at det var en lettelse, at pengeopkræveren forsvandt, tænkte jeg, hvor syndig fattigdommen er, når den får mennesker til at tvinge små børn til at lyve. Og at straffen for det er mere fattigdom, og når de ikke kan udholde den længere, bliver de nødt til at synde igen, og medmindre de slipper ud af fattigdommen, vil det fortsætte sådan, til de dør.”
Forlaget Korridor har i samarbejde med den dynamo af en oversætter, som er Mette Holm, beæret os med en fremragende oversættelse af en ægte litteraturperle fra Japans østkyst, Minamisōma. I dette område tæt på Japans østkyst bor forfatteren Yu Miri, som har vundet store litteraturpriser, såsom "2020 National Book Award for Translated Litterature" for sin novella 'Ueno Station, Parkudgangen' og den fornemme og prestigefyldte litteraturpris, ’Akutagawa-prisen.’
- Log ind for at skrive kommentarer
Velkommen til Yu Miris sorgfyldte og surrealistiske novella om et Tokyo, hvor teltet med den blå presenning kaldes ’hjem’, og utallige dåsefyldte plastikposer giver et bad og et måltid på den lokale.
I Ueno Park, Tokyo, sidder Kazu. Eller, det som er tilbage af Kazu. Et trist og dunkelt afkom af den krop, som han befandt sig i. I Ueno Park, Tokyo, blandt alle de forskellige hjem af papkasser og presenninger, blandt nedfaldne blade, kold vind og tung regn, sidder det som er tilbage af Kazu. En smertet og tæsket sjæl, som livet tog til fange, og da det fik nok, smed det ham i Ueno Park med nogle papkasser, en blå presenning, en kasserolle og en håbløs skæbne. Tilbage sidder nu en skygge. Skyggen af det som var Kazu.
'Ueno Station, Parkudgangen' er en enestående novella, skrevet med en særegen hånd. Bag ordene på det hvide papir gemmer sig et geni, der ikke kun kan sætte stemning og fortælle gribende historier, men et geni, som kan bøje og dreje fortællekunstens traditionelle opbygning og tage de mest simple og hverdagsagtige dialoger og forvandle dem til nogle af de mest interessante og kontrastfyldte sætninger i litteraturen. Dette geni er den japansk-koreanske forfatter Yu Miri.
Dette betyder dog ikke, at bogen er ligefram eller let at læse. Tværtimod. Novellaen er ekstremt fragmenteret. Den springer mellem nutid og fortid, tanker og handling på en sådan måde, at det somme tider føles umuligt at vide, hvor vi er henne i den historie, som vi får fortalt. Men med det sagt, er det jo faktisk heller ikke det lineære handlingsforløb, som 'Ueno Station, Parkudgangen' stræber mod. Den stræber mod tankerne, mod følelserne og mod de hændelser, vi får fortalt. 'Ueno Station, Parkudgangen' handler ikke om, hvad, hvordan og hvorledes, men om hvorfor. Hvorfor ender Kazu fra landsbyen Yasawa under en presenning i Ueno Park i Tokyo? Det er selve kernen af de to samfundsomfattende og eksistentielle problemer, hjemløshed og klasseforskelle, Yu Miri sætter under lup; her defineres og sættes ord på det, som er hjemløsheden og klasseforskellen; denne enorme forskel på to tilsyneladende lige væsner.
”Samtidig med at det var en lettelse, at pengeopkræveren forsvandt, tænkte jeg, hvor syndig fattigdommen er, når den får mennesker til at tvinge små børn til at lyve. Og at straffen for det er mere fattigdom, og når de ikke kan udholde den længere, bliver de nødt til at synde igen, og medmindre de slipper ud af fattigdommen, vil det fortsætte sådan, til de dør.”
Forlaget Korridor har i samarbejde med den dynamo af en oversætter, som er Mette Holm, beæret os med en fremragende oversættelse af en ægte litteraturperle fra Japans østkyst, Minamisōma. I dette område tæt på Japans østkyst bor forfatteren Yu Miri, som har vundet store litteraturpriser, såsom "2020 National Book Award for Translated Litterature" for sin novella 'Ueno Station, Parkudgangen' og den fornemme og prestigefyldte litteraturpris, ’Akutagawa-prisen.’