Ungeanmeldelse
Steppen
Anton Tjekhov går til værks som en videnskabsmand i sin debutroman ’Steppen’, hvor det sydrussiske proletariat møder steppens øde og golde landskab.
Som den forhenværende titel anslog (’Steppen: Historien om en rejse’), så er ’Steppen’ en historie om en rejse. En rejse ind i 1800-tallets plagede Sydrusland og det ubønhørlige landskab, som er ’Steppen’. I en kalechevogn følger vi den unge knægt, Jegorusjka, som på en rejse med sin onkel og præsten ”Fader Christoffer” konfronteres med overklassens overdåd, tabte skæbners vemod og den barske realitet, som er at vende ryggen til barndommens tryghed og begive sig ud i en usikker og plaget verden. En verden af fattigdom og forskel, mørke og lys. En verden, som Tjekhov har fyldt med et hav af karakterer, som er så ufatteligt velskrevne, at de er lige til at række ud og røre. Tjekhov en mester i at levendegøre sine karakterer med et simpelt fingerknips.
Men ’Steppen’ er ikke blot en fortælling om fattigdom og de nedre stande af 1800-tallets Sydrusland. Det er en fortælling om at forlade hjemegnen, at begive sig blindt ud på en steppe af usikkerhed og farer, som også frister med overdådig smukhed og intimitet. Steppen leder vagtler og krager på rette vej, overgiver vindheksene til den rasende storm og i sin uforudsigelighed og nådesløshed begraver levende væsner, hvis de ikke er opmærksomme. Den er hvirvelvinde, opblæste storme og stille og tung aftentåge, som ikke engang månens skær vover at penetrere. Vi føres på landeveje, i fattighjem, til mindre landsbyer og de større, borgerlige byer. Vi drages mod Jeguruskjas omgivelser, så vi for alvor kan forstå og sympatisere med dette småfolk. Romanen er et stillbillede af en fjern og plaget tid, som vi ikke må forkaste til erindringens brønd.
Sommetider kan man omtale forfattere som kunstmalere. I Tjekhovs tilfælde er der ingen andre måder at beskrive hans sætninger og passager på. Ord for ord maler Tjekhov sølle kalechevogne kørende langs steppens tomme grusveje, jordbundens flora som spirer på steppens ensomme og storslåede landskab, den steppe hvorpå arme fattighjem står. Alt sammen pensles og stryges, indtil hver passage, hver sætning og hvert ord står som et smukt og realistisk billede af det splittede Sydrusland, vi i dag kender som Ukraine. Hvor en forfatter holder et billede for øjnene af læseren, tager Tjekhov læseren ved hånden og fører dem ind på steppen. Her mærkes vindens pust, den knastørre luft, hvert eneste vingesus, når Tjekhovs romantiske landskaber blotter sig for egne øjne – lige så ægte som et kys:
”På juliaftner skriger vagtlerne ikke, nattergalene synger ikke i skovenes lavninger, blomsterne dufter ikke, men alligevel er steppen skøn og fuld af liv. Knap er solen gået ned og jorden omsluttet af tåge, før dagens tristhed er glemt, alt er tilgivet, og steppen ånder af fuldt bryst.”
Er det da ikke essensen af maleren?
Anton Tjekhov går til værks som en videnskabsmand i sin debutroman ’Steppen’, hvor det sydrussiske proletariat møder steppens øde og golde landskab.
Som den forhenværende titel anslog (’Steppen: Historien om en rejse’), så er ’Steppen’ en historie om en rejse. En rejse ind i 1800-tallets plagede Sydrusland og det ubønhørlige landskab, som er ’Steppen’. I en kalechevogn følger vi den unge knægt, Jegorusjka, som på en rejse med sin onkel og præsten ”Fader Christoffer” konfronteres med overklassens overdåd, tabte skæbners vemod og den barske realitet, som er at vende ryggen til barndommens tryghed og begive sig ud i en usikker og plaget verden. En verden af fattigdom og forskel, mørke og lys. En verden, som Tjekhov har fyldt med et hav af karakterer, som er så ufatteligt velskrevne, at de er lige til at række ud og røre. Tjekhov en mester i at levendegøre sine karakterer med et simpelt fingerknips.
Men ’Steppen’ er ikke blot en fortælling om fattigdom og de nedre stande af 1800-tallets Sydrusland. Det er en fortælling om at forlade hjemegnen, at begive sig blindt ud på en steppe af usikkerhed og farer, som også frister med overdådig smukhed og intimitet. Steppen leder vagtler og krager på rette vej, overgiver vindheksene til den rasende storm og i sin uforudsigelighed og nådesløshed begraver levende væsner, hvis de ikke er opmærksomme. Den er hvirvelvinde, opblæste storme og stille og tung aftentåge, som ikke engang månens skær vover at penetrere. Vi føres på landeveje, i fattighjem, til mindre landsbyer og de større, borgerlige byer. Vi drages mod Jeguruskjas omgivelser, så vi for alvor kan forstå og sympatisere med dette småfolk. Romanen er et stillbillede af en fjern og plaget tid, som vi ikke må forkaste til erindringens brønd.
Sommetider kan man omtale forfattere som kunstmalere. I Tjekhovs tilfælde er der ingen andre måder at beskrive hans sætninger og passager på. Ord for ord maler Tjekhov sølle kalechevogne kørende langs steppens tomme grusveje, jordbundens flora som spirer på steppens ensomme og storslåede landskab, den steppe hvorpå arme fattighjem står. Alt sammen pensles og stryges, indtil hver passage, hver sætning og hvert ord står som et smukt og realistisk billede af det splittede Sydrusland, vi i dag kender som Ukraine. Hvor en forfatter holder et billede for øjnene af læseren, tager Tjekhov læseren ved hånden og fører dem ind på steppen. Her mærkes vindens pust, den knastørre luft, hvert eneste vingesus, når Tjekhovs romantiske landskaber blotter sig for egne øjne – lige så ægte som et kys:
”På juliaftner skriger vagtlerne ikke, nattergalene synger ikke i skovenes lavninger, blomsterne dufter ikke, men alligevel er steppen skøn og fuld af liv. Knap er solen gået ned og jorden omsluttet af tåge, før dagens tristhed er glemt, alt er tilgivet, og steppen ånder af fuldt bryst.”
Er det da ikke essensen af maleren?