Ungeanmeldelse
Rumrejsen år 2021
Arthur C. Clarke tager læseren med på en rejse gennem det der var, det der er og det der kommer. Med ’Rumrejsen år 2001’ er der ingen tvivl om, at Clarke har skrevet en gysende profeti, der måske er mere aktuel i dag end nogensinde før.
I 1968 udgav den legendariske manuskriptforfatter og filminstruktør, Stanley Kubrick sin science fiction-film ’2001: A Space Odyssey’, som revolutionerede science-fiction genren og slog benene væk under sin samtid med sine skræmmende og provokerende temaer. Den stillede spørgsmål til vores plads i universet, kunstig intelligens og hvad menneskehedens fremtid som interplanetariske væsener, har at byde på. Alt denne applaus og anerkendelse går dog ikke kun til denne ene mand. Nej, den går til to; den legendariske og anerkendte filminstruktør, Stanley Kubrick, og den mindst lige så anerkendte forfatter og videnskabsmand, Arthur Charles Clarke. Under dette samarbejde blev den legendariske science fiction-perle ’Rumrejsen år 2001’ til.
I ’Rumrejsen år 2001’ introducerer Arthur C. Clarke os for en verden, som ikke virker så fjern fra vores egen; Jorden befinder sig i en usikker tilstand af kold krig, hvor de største verdensmagter ængsteligt har rettet deres nukleare missiler mod hinanden. En hungersnød og en klimakrise truer menneskeheden, og denne tilsyneladende dødbringende udvikling ser ikke ud til at stoppe. Det er, indtil en gruppe forskere graver en stor og mystisk monolit op fra månens overflade. Ved opdagelsen af denne monolit ledes menneskeheden ud på en lang og farlig rejse til de yderste kanter af vores solsystem i jagten på vores overmand, en anden intelligent livsform.
Men denne jagt skal vise sig besværlig. Med følge af de to astronauter, David Bowman og Frank Poole, trækkes læseren gennem det ensomme og uendeligt mørke univers, hvor de to astronauter udsættes for isolation, dødbringende katastrofer og fremmede kræfter, som den menneskelige hjerne knap nok kan begynde at forstå. Ude i rummet hvor Gud ophører med at eksistere, hvor den mindste fejl kan betyde død, og hvor det menneskelige råderum formindskes til et rumskibs knapper og dets egne kropslige funktioner.
”Ret forude, sådan som skibet nu var orienteret, lå Mælkevejen med sine skyer af stjerner så tæt pakket, at det lammede tanken. Der var de glødende tåger i Sagittaurius, disse sydende sværme af sole, der for altid skjulte Mælkevejens hjerte for det menneskelige syn. Der var den såkaldte Kulsæks truende sorte skygge, det hul i verdensrummet, hvor ingen stjerner skinnede.”
’Rumrejsen år 2001’ er forrygende til det, den gør. Ikke blot maler den en episk og fantastisk rejse gennem verdensrummet, men den sætter desuden emner til diskussion og advarer os alle sammen om konsekvenserne af vores handlinger. I en tid med lige netop en klimakrise, interplanetarisk kolonisation og rumrejser, er den uhyggelig aktuel og tvinger os til at spørge os selv, om vi er på den rette vej. Er vejen virkelig verdensomspændende magtkonflikter og en base på månen, hvor vi kan flygte hen, når vi har slidt nok på ozonlaget, hævet temperaturerne til ulidelige leveforhold og bemægtiget os alle Jordens ressourcer, eller ligger vejen i en præservation af Jorden og dens ressourcer, så vi netop kan leve under optimale forhold og ikke behøves at flygte? Jeg vil ikke svare, men så alligevel, det er sgu da ret åbenlyst.
Arthur C. Clarke tager læseren med på en rejse gennem det der var, det der er og det der kommer. Med ’Rumrejsen år 2001’ er der ingen tvivl om, at Clarke har skrevet en gysende profeti, der måske er mere aktuel i dag end nogensinde før.
I 1968 udgav den legendariske manuskriptforfatter og filminstruktør, Stanley Kubrick sin science fiction-film ’2001: A Space Odyssey’, som revolutionerede science-fiction genren og slog benene væk under sin samtid med sine skræmmende og provokerende temaer. Den stillede spørgsmål til vores plads i universet, kunstig intelligens og hvad menneskehedens fremtid som interplanetariske væsener, har at byde på. Alt denne applaus og anerkendelse går dog ikke kun til denne ene mand. Nej, den går til to; den legendariske og anerkendte filminstruktør, Stanley Kubrick, og den mindst lige så anerkendte forfatter og videnskabsmand, Arthur Charles Clarke. Under dette samarbejde blev den legendariske science fiction-perle ’Rumrejsen år 2001’ til.
I ’Rumrejsen år 2001’ introducerer Arthur C. Clarke os for en verden, som ikke virker så fjern fra vores egen; Jorden befinder sig i en usikker tilstand af kold krig, hvor de største verdensmagter ængsteligt har rettet deres nukleare missiler mod hinanden. En hungersnød og en klimakrise truer menneskeheden, og denne tilsyneladende dødbringende udvikling ser ikke ud til at stoppe. Det er, indtil en gruppe forskere graver en stor og mystisk monolit op fra månens overflade. Ved opdagelsen af denne monolit ledes menneskeheden ud på en lang og farlig rejse til de yderste kanter af vores solsystem i jagten på vores overmand, en anden intelligent livsform.
Men denne jagt skal vise sig besværlig. Med følge af de to astronauter, David Bowman og Frank Poole, trækkes læseren gennem det ensomme og uendeligt mørke univers, hvor de to astronauter udsættes for isolation, dødbringende katastrofer og fremmede kræfter, som den menneskelige hjerne knap nok kan begynde at forstå. Ude i rummet hvor Gud ophører med at eksistere, hvor den mindste fejl kan betyde død, og hvor det menneskelige råderum formindskes til et rumskibs knapper og dets egne kropslige funktioner.
”Ret forude, sådan som skibet nu var orienteret, lå Mælkevejen med sine skyer af stjerner så tæt pakket, at det lammede tanken. Der var de glødende tåger i Sagittaurius, disse sydende sværme af sole, der for altid skjulte Mælkevejens hjerte for det menneskelige syn. Der var den såkaldte Kulsæks truende sorte skygge, det hul i verdensrummet, hvor ingen stjerner skinnede.”
’Rumrejsen år 2001’ er forrygende til det, den gør. Ikke blot maler den en episk og fantastisk rejse gennem verdensrummet, men den sætter desuden emner til diskussion og advarer os alle sammen om konsekvenserne af vores handlinger. I en tid med lige netop en klimakrise, interplanetarisk kolonisation og rumrejser, er den uhyggelig aktuel og tvinger os til at spørge os selv, om vi er på den rette vej. Er vejen virkelig verdensomspændende magtkonflikter og en base på månen, hvor vi kan flygte hen, når vi har slidt nok på ozonlaget, hævet temperaturerne til ulidelige leveforhold og bemægtiget os alle Jordens ressourcer, eller ligger vejen i en præservation af Jorden og dens ressourcer, så vi netop kan leve under optimale forhold og ikke behøves at flygte? Jeg vil ikke svare, men så alligevel, det er sgu da ret åbenlyst.