Ungeanmeldelse
Perverst navn
‘Perverst navn’ af Ida Frette er en fortælling om identitet, og hvordan vi forsøger at finde os selv i hverdagen.
Opdelt i små vers som er spredt, næsten kaotisk, over siderne, foregår en samtale mellem to entydige stemmer. Den ene, vores jeg-fortæller og personlige stemme, formår både at tale forbi, over og under den anden stemme, men begge opnår en forståelse for den anden igennem deres dialog.
‘Perverst navn’ er en digtsamling, der kan være svær at forstå. Gennem bogen bliver flere samtaler taget op for at stoppe i, hvad der kan føles som midten og blive samlet op igen senere, ofte helt fra begyndelsen igen. På trods af dette formår Ida Frette dog stadig, helt tydeligt, at vise læseren temaet i bogen. Nemlig den identitetssøgen ethvert menneske går igennem i løbet af sit liv.
Smukke beskrivelser og symboler fylder siderne og på trods af, at man hurtigt får læst ordene i bogen, må man længe sidde og tænke over handlingen, inden man for alvor kan begynde at forstå, hvad Ida Frette har forsøgt at skabe med hendes fortælling. Til tider styrer hun da også læseren ud på sidespor, som ikke ser ud til at have noget at gøre med selve temaet og bare bidrager til forvirring.
Bogen er en smuk tekst, der på trods af sine mangler alligevel formår at vække følelser hos læseren og inspirere til undren om ens egen tilværelse.
‘Perverst navn’ af Ida Frette er en fortælling om identitet, og hvordan vi forsøger at finde os selv i hverdagen.
Opdelt i små vers som er spredt, næsten kaotisk, over siderne, foregår en samtale mellem to entydige stemmer. Den ene, vores jeg-fortæller og personlige stemme, formår både at tale forbi, over og under den anden stemme, men begge opnår en forståelse for den anden igennem deres dialog.
‘Perverst navn’ er en digtsamling, der kan være svær at forstå. Gennem bogen bliver flere samtaler taget op for at stoppe i, hvad der kan føles som midten og blive samlet op igen senere, ofte helt fra begyndelsen igen. På trods af dette formår Ida Frette dog stadig, helt tydeligt, at vise læseren temaet i bogen. Nemlig den identitetssøgen ethvert menneske går igennem i løbet af sit liv.
Smukke beskrivelser og symboler fylder siderne og på trods af, at man hurtigt får læst ordene i bogen, må man længe sidde og tænke over handlingen, inden man for alvor kan begynde at forstå, hvad Ida Frette har forsøgt at skabe med hendes fortælling. Til tider styrer hun da også læseren ud på sidespor, som ikke ser ud til at have noget at gøre med selve temaet og bare bidrager til forvirring.
Bogen er en smuk tekst, der på trods af sine mangler alligevel formår at vække følelser hos læseren og inspirere til undren om ens egen tilværelse.