Ungeanmeldelse
Forbrydelse og straf
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Det er ikke for sjov, at man behandler den litterære mester, Fjodor Dostojevskij, med den dybeste ærbødighed i litterære kredse, og 'Forbrydelse og straf' er et enestående eksempel herpå.
Hvis der er én ting, der er sikkert i den litterære verden, så er det, at Fjodor Dostojevskij er en af vores allerstørste forfattere nogensinde – og med god grund. Med sin fantastiske evne til at forstå menneskesindet og dykke ned i dets mørkeste afkroge skrev Dostojevskij ’Forbrydelse og straf’, som er en kriminalroman af verdensklasse, og et hidtil aldrig set spejlbillede af vores egen moral, selvforståelse og samvittighed.
I 'Forbrydelse og straf', der udspiller sig i et fattigt og fordærvet Rusland i 1800-tallet, følger vi den unge student Rodion Romanovitj Raskolnikov, der ser sig selv som lidt af et overmenneske, ”en Napoleon”. Med dette in mente begår han koldt mord på en gammel pantlånerske, som ingen alligevel bryder sig om, og hendes søster. Efter mordet på de to kvinder følger vi Rodion Raskolnikovs færd med at undslippe sin forbrydelse, mens han samtidig og langsomt går ned ad en selvdestruktiv sti.
Igennem lange, men givende monologer, interaktioner med specielle personligheder og Dostojevskijs førnævnte evne til at dykke ned i menneskets psyke og undersøge dens dybeste afkroge, finder vi for alvor kernen i 'Forbrydelse og straf'; os selv og mere specifikt, os selv i forhold til forbrydelsen, som vi ser den fra Raskolnikovs sted.
Hvis vi for alvor tænker os om og erkender, ser vi så ikke nogle gange os selv som ”en Napoleon”, og til hvilken grad, hvis overhovedet, er det acceptabelt? Altså kan vi virkelig tillade os som et menneske blandt andre mennesker at stille os selv i et bedre lys og se det som en kendsgerning, at vi er bedre. Hvis vi kan det, betyder det så ikke, at vi ingen indvendinger har til Raskolnikovs dobbeltmord, og hvad gør det så ikke ved vores forestilling om rigtigt og forkert?
Det er disse spørgsmål og tanker, som Dostojevskij sætter os ansigt til ansigt med, og uanset hvilke svar man finder frem til, kan man ikke stoppe med at læse, for dét er, hvad fandens god litteratur gør ved en.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Det er ikke for sjov, at man behandler den litterære mester, Fjodor Dostojevskij, med den dybeste ærbødighed i litterære kredse, og 'Forbrydelse og straf' er et enestående eksempel herpå.
Hvis der er én ting, der er sikkert i den litterære verden, så er det, at Fjodor Dostojevskij er en af vores allerstørste forfattere nogensinde – og med god grund. Med sin fantastiske evne til at forstå menneskesindet og dykke ned i dets mørkeste afkroge skrev Dostojevskij ’Forbrydelse og straf’, som er en kriminalroman af verdensklasse, og et hidtil aldrig set spejlbillede af vores egen moral, selvforståelse og samvittighed.
I 'Forbrydelse og straf', der udspiller sig i et fattigt og fordærvet Rusland i 1800-tallet, følger vi den unge student Rodion Romanovitj Raskolnikov, der ser sig selv som lidt af et overmenneske, ”en Napoleon”. Med dette in mente begår han koldt mord på en gammel pantlånerske, som ingen alligevel bryder sig om, og hendes søster. Efter mordet på de to kvinder følger vi Rodion Raskolnikovs færd med at undslippe sin forbrydelse, mens han samtidig og langsomt går ned ad en selvdestruktiv sti.
Igennem lange, men givende monologer, interaktioner med specielle personligheder og Dostojevskijs førnævnte evne til at dykke ned i menneskets psyke og undersøge dens dybeste afkroge, finder vi for alvor kernen i 'Forbrydelse og straf'; os selv og mere specifikt, os selv i forhold til forbrydelsen, som vi ser den fra Raskolnikovs sted.
Hvis vi for alvor tænker os om og erkender, ser vi så ikke nogle gange os selv som ”en Napoleon”, og til hvilken grad, hvis overhovedet, er det acceptabelt? Altså kan vi virkelig tillade os som et menneske blandt andre mennesker at stille os selv i et bedre lys og se det som en kendsgerning, at vi er bedre. Hvis vi kan det, betyder det så ikke, at vi ingen indvendinger har til Raskolnikovs dobbeltmord, og hvad gør det så ikke ved vores forestilling om rigtigt og forkert?
Det er disse spørgsmål og tanker, som Dostojevskij sætter os ansigt til ansigt med, og uanset hvilke svar man finder frem til, kan man ikke stoppe med at læse, for dét er, hvad fandens god litteratur gør ved en.