Ungeanmeldelse
Andromeda
Therese Bohman skriver lysende om den ukommercielle litteraturs tabte fortælling og om en forlagsbranche, hvis fornemste opgave er selve salget.
‘Andromeda’ er litteratur om litteratur, et kærlighedsbrev til skrivekunsten og måske væsentligst af alt en fortælling om samhør og altings forgængelighed. Værket er fortalt med imponerende klarhed og skildrer en fortrolighed mellem de to hovedpersoner, som kun kan opstå som følge af et forankret fælles: At bevare det, der betyder mest, nemlig kærligheden til kunsten.
Da Sofie får tilbudt en praktikplads på et velrenommeret forlag, konfronteres hun med en branche, hvor litteraturens værdi måles i kommerciel succes. I mødet med den erfarne forlagschef, Gunnar, finder hun dog en åndsfælle, hvis syn på litteraturen resonerer med hendes eget—Gunnar er konstant på jagt efter den næste kunstneriske beruselse og hans tilgang til forlæggeri er drevet af romantisk idealisme og kompromisløs autenticitet, hvorfor han bliver betaget af den nye praktikant, da hun åbent kritiserer en af forlagets debutantudgivelser.
Sofie og Gunnar indleder i de kommende år et tæt samarbejde, og Sofie avancerer hurtigt til en position som redaktør. Udover denne platoniske relation interesserer teksten sig ligeledes for den uudtalte spænding mellem dem og krydsklipper uafladeligt mellem venskab og tiltrækning. ‘Andromeda’ er på denne måde også en forelskelsesfortælling, hvor læserens romantiske forventninger igen og igen bliver punkteret. Bohman skriver med en uforløsthed, der forlanger at mærkes, og beskæftiger sig, trods glimt af intimitet og fortabelse primært med det indestængte mellem mennesker: “Så længe vores relation til hinanden kunne kaldes et venskab, var det uskyldigt ifølge sprogets binære opdeling, mens et ord der bevægede sig imod tiltrækning ville have gjort verden for kompliceret.”
‘Andromeda’ inviterer læseren med ind i et kulturelitært rum, hvor Sofie og Gunnar optræder som de oplagte helte, der har til opgave at forsvare den “sande” litteratur, mens resten af forlagsbranchen alene interesserer sig for at sælge bøger i pallevis. Jeg kom hurtigt i ledtog med vores protagonister og kunne nikke genkendende til deres kritik af både økonomiafdelingen og de karrieresultne praktikanter. Alligevel undrede jeg mig over karakterernes behov for at skulle skelne mellem god og dårlig kunst (og deres persistente uvilje over for sidstnævnte). Deres overbevisninger bliver selvfølgelige, og jeg ville gerne have set disse overbevisninger udfordret. Med andre ord er Sofie og Gunnar overvejende færdigbagte som karakterer og præges derfor mest i deres forhold til hinanden: “Vores relation var afskåret fra omverdenen, en boble som vi havde skabt sammen og trivedes i, hvor vi var en enhed, han og jeg, selvtilstrækkelige som en ø.”
Samlet set er Therese Bohmans ‘Andromeda’ gennemtænkt, begavet og underspillet morsom, og trods et enkelt hår i suppen, er den et glimrende eksempel på forfatterens sproglige overskud og bragende talent.
Therese Bohman skriver lysende om den ukommercielle litteraturs tabte fortælling og om en forlagsbranche, hvis fornemste opgave er selve salget.
‘Andromeda’ er litteratur om litteratur, et kærlighedsbrev til skrivekunsten og måske væsentligst af alt en fortælling om samhør og altings forgængelighed. Værket er fortalt med imponerende klarhed og skildrer en fortrolighed mellem de to hovedpersoner, som kun kan opstå som følge af et forankret fælles: At bevare det, der betyder mest, nemlig kærligheden til kunsten.
Da Sofie får tilbudt en praktikplads på et velrenommeret forlag, konfronteres hun med en branche, hvor litteraturens værdi måles i kommerciel succes. I mødet med den erfarne forlagschef, Gunnar, finder hun dog en åndsfælle, hvis syn på litteraturen resonerer med hendes eget—Gunnar er konstant på jagt efter den næste kunstneriske beruselse og hans tilgang til forlæggeri er drevet af romantisk idealisme og kompromisløs autenticitet, hvorfor han bliver betaget af den nye praktikant, da hun åbent kritiserer en af forlagets debutantudgivelser.
Sofie og Gunnar indleder i de kommende år et tæt samarbejde, og Sofie avancerer hurtigt til en position som redaktør. Udover denne platoniske relation interesserer teksten sig ligeledes for den uudtalte spænding mellem dem og krydsklipper uafladeligt mellem venskab og tiltrækning. ‘Andromeda’ er på denne måde også en forelskelsesfortælling, hvor læserens romantiske forventninger igen og igen bliver punkteret. Bohman skriver med en uforløsthed, der forlanger at mærkes, og beskæftiger sig, trods glimt af intimitet og fortabelse primært med det indestængte mellem mennesker: “Så længe vores relation til hinanden kunne kaldes et venskab, var det uskyldigt ifølge sprogets binære opdeling, mens et ord der bevægede sig imod tiltrækning ville have gjort verden for kompliceret.”
‘Andromeda’ inviterer læseren med ind i et kulturelitært rum, hvor Sofie og Gunnar optræder som de oplagte helte, der har til opgave at forsvare den “sande” litteratur, mens resten af forlagsbranchen alene interesserer sig for at sælge bøger i pallevis. Jeg kom hurtigt i ledtog med vores protagonister og kunne nikke genkendende til deres kritik af både økonomiafdelingen og de karrieresultne praktikanter. Alligevel undrede jeg mig over karakterernes behov for at skulle skelne mellem god og dårlig kunst (og deres persistente uvilje over for sidstnævnte). Deres overbevisninger bliver selvfølgelige, og jeg ville gerne have set disse overbevisninger udfordret. Med andre ord er Sofie og Gunnar overvejende færdigbagte som karakterer og præges derfor mest i deres forhold til hinanden: “Vores relation var afskåret fra omverdenen, en boble som vi havde skabt sammen og trivedes i, hvor vi var en enhed, han og jeg, selvtilstrækkelige som en ø.”
Samlet set er Therese Bohmans ‘Andromeda’ gennemtænkt, begavet og underspillet morsom, og trods et enkelt hår i suppen, er den et glimrende eksempel på forfatterens sproglige overskud og bragende talent.