Jeg fik denne lille italienske roman anbefalet af en tidligere kollega, og jeg må sige - hun overdrev ikke rosen. Det er en pragtfuld, skræmmende, velskrevet og hjerteskærende historie.
9-årige Michele bor i en lille, fattig syditaliensk by. Det er sommer, og sammen med nogle venner er han cyklet ud til et forladt hus på en øde bakke. Her finder han et dybt hul med en dreng i bunden. Drengen ser død ud, og Michele fortæller ikke de andre om opdagelsen. Det er hans hemmelighed.
Drengen er dog ikke død, og Michele vender flere gange tilbage til ham. Han forsøger også at fortælle sin far om drengen, men det rigtige øjeblik kommer aldrig. I stedet opbygger Michele og drengen et venskab, og Michele bringer ham mad og vand.
Blandt de voksne i byen er der en mærkelig stemning, og mens Michele kæmper med sin angst for de hekse, som må have puttet drengen i hullet, går det op for læseren, hvorfor drengen er der. Og det er mere skræmmende end hekse.
Riccolò Ammaniti fortæller, så hårene rejste sig på mine arme. Billedet af de to drenge og deres voksende venskab stod tydeligt for mig, og fornemmelsen af sommer og barndom er ramt lige på kornet.
Samtidig er der en underliggende stemning af gru. For hvorfor er drengen i hullet? Som læser tror vi jo ikke på Micheles idé om hekse og trolde, men ved slutningen af romanen ønskede jeg nærmest, at han havde haft ret. Det havde været lettere at forlige sig med.
"Jeg er ikke bange" er en fortælling om venskab, familie og kærlighed. Om at ønske sig noget og opdage, at det nogen gange er bedre med en gammel cykel end en splinterny.
Kommentarer