Sortsyge

Sortsyge er en modig insisteren på at beskrive en af livets sværeste og mest tabuiserede følelser; jalousi. Desværre står klicheerne i kø.

Allerede mødet med bogens omslag er på en og samme tid dragende og alt for meget. Og det er selve historien om Frejas polyamorøse forhold til den svenske mann August i den grad også. Først finder Freja forholdet spændende og friheden i forholdet med flere elskere dragende. Men over tid vokser et mørke i hende. Sortsygen, som betyder jalousi på svensk, breder sig som en ustoppelig infektion, og Freja tjekker konstant alle Augusts elskere, Lovisa, Fanny, Moa, Denise og Emma, ud på Instagram og Facebook. Især hæfter Freja sig ved de mange likes, som disse piger får fra August.

Det er nu ikke, fordi August lægger skjul på, hvor højt han elsker Freja. Og hun lapper da også hans søde ord i sig. Men hungeren efter at blive kaldt ”den smukkeste” stiger i takt med tvivlen på, om August overhovedet mener alt det, han siger. Om han virkelig synes, at Freja er den smukkeste kvinde, han nogensinde har mødt. Eller om han i virkeligheden elsker nogen af de (mange) andre kvinder højere.

'Sortsyge' er hurtigt læst, men det er bestemt ikke rar læsning om et forhold. Man er det meste af tiden stresset over de mange tanker, som Freja gør sig. Hun lever i en medieret virkelighed og gør sig utroligt mange overvejelser – faktisk så mange, at man nærmest aldrig er i situationen, men snarere i hendes hoved. Hendes forvirring og fortvivlelse overføres til læseren. Det er både en bog, man har lyst til at lægge fra sig, men som man samtidig ikke kan slippe. Præcis ligesom Freja konstant overvejer at bryde med August, men samtidig vil have mere.

Det ærgerlige ved bogen er, at den mangler pluralitet. De samme adjektiver går igen uden megen afstand imellem sig. Og både karakterne og deres handlinger er klichefyldte. Selv om Cecilie Bødker sætter ord på tanker, man som kvinde (og måske også mand) afskyer, men samtidig kan genkende brudstykker af, er man efter endt læsning ikke proppet med ny erfaring. De kulturelle mønstrer forbliver uændrede, og man sidder – overraskende nok - tilbage med følelsen af at have læst en småborgerlig roman.

'Sortsyge' er trods forbeholdene relevant læsning i en tid, hvor fortidens ideer om køn, seksualitet og forhold er i opbrud og bliver afprøvet i nye former. Jeg vil afslutte med at dele ud af en for mig vigtig sætning i bogen, tænkt af Freja selv: ”Dette er ikke en kærlighedshistorie”. Og ja, hvis man forstår kærlighed, som den står beskrevet i Paulus Første Brev til Korintherne, så er ’Sortsyge’ ikke en bog om kærlighed.