Mansfield Park

En velfungerende og intelligent nyoversættelse af Austens velkendte klassiker, der byder på meget mere end en romantisk askepothistorie.

Jeg holder meget af Jane Austens romaner, og selv om ’Mansfield Park’ ikke er min yndlingsroman, havde jeg stor fornøjelse af at genlæse den og opdage nye perspektiver. Det er måske nok Austens mest omstridte roman, for hvem er egentlig heltinden? Den moralsk uangribelige men også lidt ”blege” Fanny eller den charmerende og livlige men også overfladiske Mary Crawford? Det strides læserne stadig om, men hvem siger, at der i virkeligheden er en heltinde?

Det er egentlig ligegyldigt, for Fannys funktion er at sætte de øvrige personers dårlige/svage sider i perspektiv, samtidig med at hun selvfølgeligt selv repræsenterer indiskutable værdier.

Fanny er den fattige slægtning, der bliver optaget i sin moster og onkels rige familie. Her indtager hun en noget tvetydig position. En mellemting mellem selskabsdame/stikirendpige for lady Bertram og en lavt rangerende datter af huset. Sir Thomas er streng og ofte fraværende, og lady Bertram er ubegribeligt lad. Et forældrepar der helt forsømmer opdragelsen af deres fire børn med katastrofale følger. Lady Bertrams søster, den emsige, griske, ondskabsfulde og manipulerende mrs. Norris, skubber til den hældende vogn med sin blinde loyalitet over for især den ældste datter.

Døtrene Maria og Julia er overfladiske, egoistiske pyntedukker, den ældste søn Tom er en ekstravagant døgenigt. Kun den yngste søn, Edmund, rummer værdifulde karaktertræk. Han er den eneste, der tager sig af Fanny, og hendes dybe taknemmelighed udvikler sig hurtigt til hemmelig kærlighed.

Ankomsten af det charmerende og livlige søskendepar, Mary og Henry Crawford, skaber røre i andedammen. Edmund forelsker sig vildt og inderligt i den smukke Mary, men hun er henholdende, fordi  han forbereder sig på at blive præst. Henry er en skrupelløs kvindebedårer. Han flirter med begge døtre, og det bliver en sport for ham også at erobre Fanny. Men her har han forregnet sig, for han ender med at blive forelsket i Fanny. Hendes faste moral og indsigt i den menneskelige natur gør hende dog uimodtagelig. Han ender med at løbe bort med Maria, der har giftet sig med en rig og tåbelig mand.

Austen har et skarpt øje for menneskelige dårskaber, som hun veloplagt og elegant afslører med sin spidse pen. Hun er på ingen måde romantiker.  Romanen er forsynet med en herligt ironisk afslutning, hvor hun på summarisk vis får tildelt personerne den plads, de fortjener.

Selv om askepothistorien er et væsentligt tema i bogen, har Austen også andet på hjerte. Under overfladen løber en strøm af lidenskab og erotisk begær. Hun udforsker familiedynamikken og relationer udefra, der påvirker familien. Det fremgår at opdragelsen, eller manglen på samme, får indflydelse på de voksne børns karakter med Fanny og Edmund som markante undtagelser. Alle personer, høj som lav, udstilles med alle deres svagheder. Det er morsom, underholdende, men også meget tankevækkende læsning.

Da jeg netop har genlæst en anden klassisk engelsk askepothistorie ’Jane Eyre’, er det fristende at sammenligne de to hovedpersoner. Begge har en stærk personlighed og en fast moral, men hvor Fanny er nærmest selvudslettende, er Jane en anderledes lidenskabelig og handlekraftig person. Jeg kan kun anbefale, at man læser begge romaner.