The Hills

'The Hills' er som den klassiker, du allerede har læst flere gange og aldrig helt er blevet færdig med. Den er mesterligt udført.

Norske Matias Faldbakken skaber et stillbillede af en svunden tid i sin sceniske beskrivelse af den fiktive restaurant The Hills i Oslo. Her fremtræder den kontinentale stil med mørkt og slidt træværk, lysekroner af krystal, huspianist og ”nedtrådt mosaik i koncentriske cirkler.” Stedet er indbefattet af patina og kvalitet. Her kan gæster ”mæske sig i traditionsrige omgivelser.”

Stedets faste rytmer og stamgæsternes færden bliver beskrevet af jeg-fortælleren - den pligtopfyldende og punktlige tjener. Ikke alene ligner han noget, der stammer fra restaurantens start for 150 år siden, han sørger også for at holde alle traditionerne i hævd: ”Vi er gør os alle umage herinde på The Hills. Det er umagens sted. Umage og bekymring hænger sammen, så meget er jeg overbevist om.” Og bekymringer er der nok af for den fagligt stolte tjener. Det hører med til stillingsbetegnelsen at være selvudslettende og ”have en behagelig grad af usynlighed (…) selvudslettelsen betyder, at jeg skal omgås og servere for mennesker uden at måtte involvere mig.”

De faste former krakelerer dog undervejs, og samfundets udvikling trænger langsomt ind i The Hills udefra. En verden hvor forfaldet lurer og ubehaget breder sig umærkeligt. Figuren ”barnedamen”, som er en kvinde, der pludselig omgås stamgæsterne, starter et skred, som vil komme til at vende op og ned på etablissementet. Fortælleren fastslår i en tør konstatering om ”barnedamen”:

”Det er som om hun trækker hele The Hills´ grandeur, ælde og langlinede umage ned på niveau med sin hofte (..) hun er den sti, vi går ned ad for at miste os selv.”

Jeget, som ellers har holdt stand overfor teknologi og mobiler, må se sig indfanget og viser sig i restauranten med ”forscrollede øjne.” ”Man hører det formelig knage i pertentligheden.”

Tjenerens betragtninger, hans indre monologer og et humoristisk ydre blik på sig selv, er også læserens blik på de mange absurde scener. Han står stramt i tjenerdragten, som et symbol på de gamle dyder. Romanen er fuld af skæve og pinagtige hændelser, som sprogligt udfoldes mesterligt. Humoren er en fast del af de akavede scener, der zoomer ind på restaurantens begivenheder og personer. Det hele er fremstillet så indgående, at du som læser føler dig inviteret ind i restauranten som gæst.

Udtrykket på romanens omslag står undselig og i enkel klassisk stil på råhvid baggrund. Indholdet i romanen er dog anderledes farverigt.Faldbakken er tidligere kendt for sine konceptuelle og grænseprøvende bøger fra 00´erne. I 'The Hills' finder vi en helt ny side af Faldbakken i tema og sprog.

Faldbakkens roman er som den klassiker, du allerede har læst flere gange, og aldrig helt er blevet færdig med. Du bliver aldrig helt færdig med de sproglige detaljer, der er så genialt udført. Det er et episk gennemført værk, som jeg gerne lader stå på bogreolen til senere genlæsning.