Bog

Havana-rummet

Af (
2005
)

Anmeldelse

Havana-rummet af Colin Harrison

20 jun.05
Lån bogen på

Havana-rummet er en rigtig pageturner fuld af spænding og overraskelser. Men ud over de mange spændingsmomenter rummer den også en tragedie, hvor personer med reminiscenser til Fitzgeralds "Den store Gatsby" styrer mod fortabelse og skæbnebestemt deroute. Ganske som i en græsk tragedie.
Colin Harrison har skrevet endnu en forrygende litterær thriller, om "high-end-slaven" Bill Wyeth. Partner i et advokatfirma, masser af penge, smart kone og pragtfuld søn. Bill knokler derudad, men pludselig mister han alt - jobbet, konen, sønnen og vennerne. Fra succes til fiasko p.g.a. en tragisk og helt uforskyldt ulykke.

Ulykkelig og martret af samvittighedskvaler færdes han på må og få rundt i byen. Tilfældigheder gør, at han ender på et steakhouse på Manhattan. Her bliver han straks tiltrukket af den lækre Allison Sparks, som bestyrer stedet. Allison lover Bill, at hvis han hjælper en ven med en ejendomshandel, vil han få adgang til Havana-rummet - et rum i restaurantens kælder, der kræver en særlig invitation. Bill bliver nysgerrig, og på trods af alle alarmklokkerne hjælper han Allisons ven ... og inden han ser sig om, er han dybt involveret i lyssky forretninger.

Alle aktørerne i romanen er byens gidsler, og som Colin Harrison udtaler i et interview … "New York calls your bet". Gør din indsats - enten vinder du, eller du taber. Her er det pengene, der bestemmer. New York er ikke for folk uden de rigtige venner (læs: dem med penge og indflydelse).

Romanen er fyldt med atmosfære. Der er knaldgode beskrivelser af byen, der æder alt, hvad den møder. Beskrivelser af mennesker, der kæmper for den amerikanske drøm; af mennesker, der troede sig fordømt i al evighed, men frem for alt med følelsen af, at det der sker, bare ikke er retfærdigt.

Personligt er jeg meget fascineret af personen Jay i romanen. Præcis som Jay Gatsby i "Den store Gatsby" er han også omgærdet af mystik og finansierer sine eskapader med tilsyneladende lyssky forretninger. Og alligevel er han på en måde ren, fordi han er så loyal over for sin drøm … ganske som Gatsby.

Denne stemningsfyldte spændingsroman, hvor man hele tiden er i tvivl, om der nu også er sket en forbrydelse, er fuld af tristesse og vemod, men er samtidig en samfundskritisk kommentar til moralens forfald. Kunne du lide Fitzgeralds "Den store Gatsby" eller Tom Wolfes "Forfængelighedens bål" er denne thriller et must. Dette er Colin Harrisons fjerde roman på dansk. Oversat af Mich Vraa. Lindhardt og Ringhof, 2004. 494 sider. Kr 199,-

Læs anbefalingen af Efterspil
Læs anbefalingen af Brooklyn Blues

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Mich Vraa
Faustnummer
28941277
ISBN
9788759522431
Antal sider
494

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer