Ensomheden i Lydia Ernemans liv

Livet går sin stille gang i norske Rune Christiansens fine fortælling om den unge dyrelæge Lydia Erneman. Med denne roman får vi for første gang lov, at nyde hans smukke sprog på dansk.

En dejlig lille roman, der viser hvordan ensomhed ikke nødvendigvis er ensbetydende med noget negativt. Lydia vokser op som enebarn på en lille gård i Nordsverige. Efter nogle år som dyrelæge i Skåne søger hun arbejde i Norge, hvor hun slår sig ned på landet med hus og have. Her kommer læseren ind i Lydias ”ensomme liv” og følger hendes dagligdag som dyrelæge. Undervejs sker der vigtige ting; begge hendes forældre dør, hun knytter venskaber, finder kærligheden og får et barn. Alligevel er det som om Lydia forbliver ensom. Stilmæssigt kan romanen sammenlignes med Per Pettersons forfatterskab, mens det poetiske sprog får mig til at tænke på Jón Kalman Stefánsson.

Lydia Erneman er vel det man kan kalde en ’gæv pige’. Hun er dygtig, praktisk og arbejder hårdt - gerne iført beskidte gummistøvler. Hun lever et roligt og enkelt liv, med kun de mest nødvendige materielle ting. Lydia befinder sig godt i sit eget selskab og socialiserer mere af pligt end af lyst. Ja, det er måske et ensomt liv, men hun holder af det: ”I sit eget selskab var hun hverken rastløs eller urolig”.

En ’gæv pige’ lader sig ikke sådan slå ud, heller ikke når hun bliver forelsket, og manden ikke giver lyd fra sig: ”Hun følte nok en vis skuffelse over at han ikke havde ladet høre fra sig, men det var ikke noget at dvæle ved”. Denne sætning er typisk for både Lydias personlighed og stilen i romanen. Der er noget gammeldags og nostalgisk over sproget, men jeg fornemmer en forholdsvis nutid handling. Der bruges netop ord som ’dvæle ved’, ’skyndsom’, ’armod’ og ’sysler’ for bare at nævne nogle få.

Handlingen skrider langsomt frem i små korte kapitler, skrevet i et præcist og elegant sprog, som er en stor nydelse at læse. Jeg har ikke mindst nydt kapitlernes overskrifter, hvoraf nogle er lange, nogle er korte og nogle meget lyriske. Et kapitel hedder fx bare ”EMALJESKÅLEN”, mens et andet lyder: ”SKOVINTERIØR MED SVALER EFTER REGNVEJR”. Romanen kan læses samfundskritisk, som et modspil til den travle og teknologiske hverdag som mange af os har. Eller man kan glemme alt om det og bare nyde de litterære kvaliteter i sproget og det fine portræt af Lydia Erneman; en hyldest til ensomheden.

Rune Christiansen (f. 1963) debuterede i 1986 og har siden udgivet en række romaner, digtsamlinger, essays mm. ’Ensomheden i Lydia Ernemans liv’ er hans seneste roman, og som nævnt den første på dansk. Jeg håber virkelig ikke, at det bliver den sidste. Rune Christiansen er en fremragende forfatter, som helt klart har sine rødder i den nordiske litteratur.