Anmeldelse
Autobiografiske Hybrider. Tre mesterværker i den glimrende norske samtidslitteratur
Norsk prosa er noget af det mest originale og kvalificerede man finder i vores samtid. Professor Peter Stein Larsen ser nærmere på den populære norske skønlitteratur.
Af Peter Stein Larsen, professor, dr. phil og ph.d, Aalborg Universitet
Når man ser på norsk litteratur i dag, kan man undre sig over, hvordan denne blev vurderet i sidste halvdel af det 20. århundrede. I Poul Borums 'Poetisk modernisme' fra 1966 lyder det perfidt, at “Norge på mange måder er et litterært u-land” (1966: 9). I Lise Loeschs 'Tamme fugle længes, vilde flyver. Avantgardelyrik i Danmark, Sverige og Finland i mellemkrigstiden' (1976) er norsk digtning udeladt med en bemærkning om, “at modernismen i betydningen avantgarde først kommer sent til Norge” (1979: 7). I Torben Brostrøms 'Modernismens gennembrud i nordisk litteratu'” springes en eventuel tidlig norsk modernistisk digtning også let og elegant over med følgende korte sociologiske forklaring (1986: 21): ”En forklaring på, at modernismen ikke havde naturlig grobund i Norge på det tidspunkt, er at landet ikke var præget af samme urbanisering som Sverige og Danmark.”
Ser man bort fra det idiosynkratiske og unuancerede i ovenstående betragtninger, skal forklaringen på disse nok ses i to forhold. For det første, at Norge i det 20. århundrede på trods af store navne som Olaf Bull, Rolf Jacobsen, Olav H. Hauge og Gunvor Hofmo ikke kan opvise så mange radikalt eksperimenterende digtere som Danmark, Sverige og Finland. For det andet, at vægten hos de nævne litterater ligger på lyrikken, og at man derfor næppe har skelet til, at norsk litteratur med navne som Ibsen og Hamsun har betydet mindst ligeså meget inden for verdenslitteraturen som de øvrige nordiske lande.
I forhold til samtidens norske litteratur må man imidlertid sige, at fortidens negative karakteristikker er ganske urimelige. Inden for dramaet har man i norsk litteratur i de sidste årtier haft eminente forfattere som Jon Fosse og Cecilie Løveid, mens man inden for lyrikken har set betydelige navne som Inger Elisabeth Hansen, Geir Gulliksen og Audun Mortensen. Mest markant og betydelig har norsk prosa fra de sidste årtier dog været, hvorfor vægten i det følgende vil ligge på denne genre. Jeg vil begrænse mig til at omtale tre af de vigtigste værker fra de sidste årtier i norsk litteratur. Disse er skrevet af Vigdis Hjorth, Linn Ullmann og Tomas Espedal, og det drejer sig for alle om prosaværker, der har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Autobiografiske tendenser
Skal man fremhæve to dominerende træk ved samtidens norske prosa, er det dels en orientering mod det autobiografiske, dels en original brug og blanding af genrer, synsvinkler og stilarter.
Vigdis Hjorth har været en betydelig norsk forfatter gennem flere årtier. Et højdepunkt i forfatterskabet er hendes tyvende roman, Arv og miljø (2016). Bogens naturvidenskabeligt klingende titel dækker over noget ganske andet end en saglig redegørelse, nemlig et dramatisk selv- og familieopgør med incest som centrum. Det hele starter som et arveopgør mellem fire søskende, der skal dele nogle hytter efter faderens død, men herefter hvirvles hele familiens historie op.
Det fascinerende ved romanen er den psykologiske kulegravning, som foregår hos hovedpersonen, tidsskriftredaktøren Bergljot, der langsomt tvinges til at forholde sig til, hvad der skete for mange år siden, samtidig med at omverdenen har en ganske andet opfattelse af dette end hende selv. I romanen gives der et enestående indblik i, hvor svært det er at formulere sig om et traume fra barndommen, der måske har påvirket og skadet ens personlighed gennem hele livet. Den klare stemme hos hovedpersonen går langsomt i opløsning og blander sig med spørgsmål om forbrydelse og skyld i forbindelse med hændelser på Balkan eller i Sydafrika efter apartheid, og hele spørgsmålet om tilgivelse, erindring og psykiske sår vendes og drejes i en af de mest hårdtslående og gribende romaner om incest og seksuelle overgreb mod børn, som er skrevet i moderne litteratur.
Linn Ullmanns De urolige (2015) er som 'Arv og miljø'. en roman om familiære relationer. Mens Hjorths foretrukne stil er den rablende stream of consciousness, så er Ullmanns den nøgterne dokumentarisme, hvor der veksles mellem indlevelse og observerende distance. 'De urolige' indledes som en klassisk erindringsroman, hvor datteren Linn har lavet en række optagelser af faderen Ingmar i hans allersidste tid, idet hun har aftalt med faderen, at de sammen skal udgive en erindringsbog.
Men ligesom hos Hjorth bliver det på ingen måde ved dette saglige projekt, for i flaksende erindringssekvenser, der hver gang er sanset knivskarpt af fortælleren, panorerer vi frem og tilbage mellem fortid og nutid, og især mellem de smertefulde og svært tilgængelig situationer, hvor et barn lades i stikken af to uendelig selvoptagne forældre. Hvor svært dette projekt er, fremgår også af et citat fra værket, der med stor empati og prægnans spidder essensen af trekantskonstellationen far-mor-datter eller Ingmar-Liv-Linn: ”Sandheden er, at man ikke kan vide ret meget om andre menneskers liv, især ikke sine forældres, og i hvert fald ikke, hvis forældrene har gjort en dyd ud af at forvandle deres liv til historier, som de efterfølgende fortæller med en beåndet evne til ikke at bryde sig det mindste om, hvad der er sandt, og hvad der ikke er”.
Espedals eksperimenterende prosa
Ligesom Hjorth og Ullmann har Tomas Espedal en lang række af prosaværker bag sig. Sammenlignet med de to øvrige er Espedals værker langt mere genrehybride og eksperimenterende i deres form, som det ses af et af hans mest fremragende værker, Bergeners (2013). Det handler i Espedals bog om alt muligt fra kærlighedssorg, barndommen i Bergen og 22. juli til ensomhed, rejser rundt i Europa og arbejde som skrivekursuslærer i Bergen Kretsfengsel. Og selv om titlen 'Bergeners' synes at pege på noget lokalt, så foregår værket på mange forskelige lokaliteter som New York, Madrid, Rom, Oslo, København, Helsingfors, Stockholm, Korfu og Berlin. Teksterne i bogen tilhører tilsvarende vidt forskellige genrer som dagbogsnotat, rejsebeskrivelse, hverdagsberetning, citat, digt, erindring, fragment, essay og novelle, og der skiftes tilmed mellem brugen af første og tredje person.
Det forunderlige i Espedals værk er imidlertid, at teksterne hele tiden muterer og skifter form på en organisk og naturlig måde, således at de knytter an til, kommenterer og spejler hinanden. En episk beskrivelse af, hvordan jeget forlades af sin kæreste glider over i en erindringsskitse om den psykologiske udvikling hos en person, hvis største angst er at blive forladt, et citat fra Kafkas novelle 'Forvandlingen' metamorforiseres til en beretning om Anders Breivik, og et knækprosadigt om alkoholisme og ensomhed bliver til en surrealistisk rejsefortælling om at glemme sig selv. At læse Tomas Espedals Bergeners er en stærk og fascinerende oplevelse, hvor man kastes frem og tilbage mellem tider og steder, hudløs følelse og skarp refleksion, hverdagens gøremål og de store eksistentielle spørgsmål, og smertefuld patos og forløsende humor.
Fremragende prosa
Vigdis Hjorth, Linn Ullmann og Tomas Espedal er naturligvis langtfra de eneste repræsentanter for den fremragende prosa, som skrives i Norge i disse år. Blandt mange kunne man nævne Karl Ove Knausgård, Per Petterson og Lars Saabye Christensen. I Norge er man da heller ikke på nogen måde enig i, at man skulle være et ”litterært u-land”, hvis man f.eks. læser NORLA’s (Norwegian Literature Abroad) præsentation af norsk litteratur til Bogmessen i Frankfurt 2019.
Man kan her læse, at 93% af den norske befolkning læser andre bøger end skolebøger og pensumlitteratur, at den gennemsnitlige nordmand læser 17 bøger om året, samt at 4 ud af 10 læser mere end 10 bøger om året. Derudover anføres det, at den store variationsrigdom og høje kvalitet inden for norsk litteratur ikke kan forstås uafhængigt af landets fortræffelige litterære system med dets støtteordninger til biblioteker, forlag og forfattere.
Om det sidste er et faktum, kan man naturligvis diskutere, for Ibsen, Hamsun og fortidens andre store forfattere klarede sig ganske godt uden dette system, og myten om at digtere ofte skaber mere originale værker i modvind end i medvind lever ligeledes fortsat. Uanset hvad er det imidlertid et faktum, at norsk prosalitteratur med værker som Vigdis Hjorths 'Arv og miljø', Linn Ullmanns 'De urolige' og Tomas Espedals 'Bergeners' er noget af det mest originale og kvalificerede man finder i samtiden.
Litteratur
Borum, Poul: 'Poetisk modernisme'. Vendelkær 1966,
Espedal, Tomas: 'Bergeners'. Gyldendal Norsk Forlag 2013
Hjorth, Vigdis: 'Arv og miljø'. Cappelen Damm 2016
Lien, Asmund (red.): 'Modernismen i skandinavisk litteratur Loesch',
Lise: 'Tamme fugle længes - vilde flyver. Avantgardelyrik i Danmark, Finland og Sverige i mellemkrigstiden.' Akademisk Forlag 1980.
NORLA: Norway as Guest of Honour at the Frankfurt Book Fair 2019
Ullmann, Linn: 'De urolige'. Forlaget Oktober 2015.
Norsk prosa er noget af det mest originale og kvalificerede man finder i vores samtid. Professor Peter Stein Larsen ser nærmere på den populære norske skønlitteratur.
Af Peter Stein Larsen, professor, dr. phil og ph.d, Aalborg Universitet
Når man ser på norsk litteratur i dag, kan man undre sig over, hvordan denne blev vurderet i sidste halvdel af det 20. århundrede. I Poul Borums 'Poetisk modernisme' fra 1966 lyder det perfidt, at “Norge på mange måder er et litterært u-land” (1966: 9). I Lise Loeschs 'Tamme fugle længes, vilde flyver. Avantgardelyrik i Danmark, Sverige og Finland i mellemkrigstiden' (1976) er norsk digtning udeladt med en bemærkning om, “at modernismen i betydningen avantgarde først kommer sent til Norge” (1979: 7). I Torben Brostrøms 'Modernismens gennembrud i nordisk litteratu'” springes en eventuel tidlig norsk modernistisk digtning også let og elegant over med følgende korte sociologiske forklaring (1986: 21): ”En forklaring på, at modernismen ikke havde naturlig grobund i Norge på det tidspunkt, er at landet ikke var præget af samme urbanisering som Sverige og Danmark.”
Ser man bort fra det idiosynkratiske og unuancerede i ovenstående betragtninger, skal forklaringen på disse nok ses i to forhold. For det første, at Norge i det 20. århundrede på trods af store navne som Olaf Bull, Rolf Jacobsen, Olav H. Hauge og Gunvor Hofmo ikke kan opvise så mange radikalt eksperimenterende digtere som Danmark, Sverige og Finland. For det andet, at vægten hos de nævne litterater ligger på lyrikken, og at man derfor næppe har skelet til, at norsk litteratur med navne som Ibsen og Hamsun har betydet mindst ligeså meget inden for verdenslitteraturen som de øvrige nordiske lande.
I forhold til samtidens norske litteratur må man imidlertid sige, at fortidens negative karakteristikker er ganske urimelige. Inden for dramaet har man i norsk litteratur i de sidste årtier haft eminente forfattere som Jon Fosse og Cecilie Løveid, mens man inden for lyrikken har set betydelige navne som Inger Elisabeth Hansen, Geir Gulliksen og Audun Mortensen. Mest markant og betydelig har norsk prosa fra de sidste årtier dog været, hvorfor vægten i det følgende vil ligge på denne genre. Jeg vil begrænse mig til at omtale tre af de vigtigste værker fra de sidste årtier i norsk litteratur. Disse er skrevet af Vigdis Hjorth, Linn Ullmann og Tomas Espedal, og det drejer sig for alle om prosaværker, der har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Autobiografiske tendenser
Skal man fremhæve to dominerende træk ved samtidens norske prosa, er det dels en orientering mod det autobiografiske, dels en original brug og blanding af genrer, synsvinkler og stilarter.
Vigdis Hjorth har været en betydelig norsk forfatter gennem flere årtier. Et højdepunkt i forfatterskabet er hendes tyvende roman, Arv og miljø (2016). Bogens naturvidenskabeligt klingende titel dækker over noget ganske andet end en saglig redegørelse, nemlig et dramatisk selv- og familieopgør med incest som centrum. Det hele starter som et arveopgør mellem fire søskende, der skal dele nogle hytter efter faderens død, men herefter hvirvles hele familiens historie op.
Det fascinerende ved romanen er den psykologiske kulegravning, som foregår hos hovedpersonen, tidsskriftredaktøren Bergljot, der langsomt tvinges til at forholde sig til, hvad der skete for mange år siden, samtidig med at omverdenen har en ganske andet opfattelse af dette end hende selv. I romanen gives der et enestående indblik i, hvor svært det er at formulere sig om et traume fra barndommen, der måske har påvirket og skadet ens personlighed gennem hele livet. Den klare stemme hos hovedpersonen går langsomt i opløsning og blander sig med spørgsmål om forbrydelse og skyld i forbindelse med hændelser på Balkan eller i Sydafrika efter apartheid, og hele spørgsmålet om tilgivelse, erindring og psykiske sår vendes og drejes i en af de mest hårdtslående og gribende romaner om incest og seksuelle overgreb mod børn, som er skrevet i moderne litteratur.
Linn Ullmanns De urolige (2015) er som 'Arv og miljø'. en roman om familiære relationer. Mens Hjorths foretrukne stil er den rablende stream of consciousness, så er Ullmanns den nøgterne dokumentarisme, hvor der veksles mellem indlevelse og observerende distance. 'De urolige' indledes som en klassisk erindringsroman, hvor datteren Linn har lavet en række optagelser af faderen Ingmar i hans allersidste tid, idet hun har aftalt med faderen, at de sammen skal udgive en erindringsbog.
Men ligesom hos Hjorth bliver det på ingen måde ved dette saglige projekt, for i flaksende erindringssekvenser, der hver gang er sanset knivskarpt af fortælleren, panorerer vi frem og tilbage mellem fortid og nutid, og især mellem de smertefulde og svært tilgængelig situationer, hvor et barn lades i stikken af to uendelig selvoptagne forældre. Hvor svært dette projekt er, fremgår også af et citat fra værket, der med stor empati og prægnans spidder essensen af trekantskonstellationen far-mor-datter eller Ingmar-Liv-Linn: ”Sandheden er, at man ikke kan vide ret meget om andre menneskers liv, især ikke sine forældres, og i hvert fald ikke, hvis forældrene har gjort en dyd ud af at forvandle deres liv til historier, som de efterfølgende fortæller med en beåndet evne til ikke at bryde sig det mindste om, hvad der er sandt, og hvad der ikke er”.
Espedals eksperimenterende prosa
Ligesom Hjorth og Ullmann har Tomas Espedal en lang række af prosaværker bag sig. Sammenlignet med de to øvrige er Espedals værker langt mere genrehybride og eksperimenterende i deres form, som det ses af et af hans mest fremragende værker, Bergeners (2013). Det handler i Espedals bog om alt muligt fra kærlighedssorg, barndommen i Bergen og 22. juli til ensomhed, rejser rundt i Europa og arbejde som skrivekursuslærer i Bergen Kretsfengsel. Og selv om titlen 'Bergeners' synes at pege på noget lokalt, så foregår værket på mange forskelige lokaliteter som New York, Madrid, Rom, Oslo, København, Helsingfors, Stockholm, Korfu og Berlin. Teksterne i bogen tilhører tilsvarende vidt forskellige genrer som dagbogsnotat, rejsebeskrivelse, hverdagsberetning, citat, digt, erindring, fragment, essay og novelle, og der skiftes tilmed mellem brugen af første og tredje person.
Det forunderlige i Espedals værk er imidlertid, at teksterne hele tiden muterer og skifter form på en organisk og naturlig måde, således at de knytter an til, kommenterer og spejler hinanden. En episk beskrivelse af, hvordan jeget forlades af sin kæreste glider over i en erindringsskitse om den psykologiske udvikling hos en person, hvis største angst er at blive forladt, et citat fra Kafkas novelle 'Forvandlingen' metamorforiseres til en beretning om Anders Breivik, og et knækprosadigt om alkoholisme og ensomhed bliver til en surrealistisk rejsefortælling om at glemme sig selv. At læse Tomas Espedals Bergeners er en stærk og fascinerende oplevelse, hvor man kastes frem og tilbage mellem tider og steder, hudløs følelse og skarp refleksion, hverdagens gøremål og de store eksistentielle spørgsmål, og smertefuld patos og forløsende humor.
Fremragende prosa
Vigdis Hjorth, Linn Ullmann og Tomas Espedal er naturligvis langtfra de eneste repræsentanter for den fremragende prosa, som skrives i Norge i disse år. Blandt mange kunne man nævne Karl Ove Knausgård, Per Petterson og Lars Saabye Christensen. I Norge er man da heller ikke på nogen måde enig i, at man skulle være et ”litterært u-land”, hvis man f.eks. læser NORLA’s (Norwegian Literature Abroad) præsentation af norsk litteratur til Bogmessen i Frankfurt 2019.
Man kan her læse, at 93% af den norske befolkning læser andre bøger end skolebøger og pensumlitteratur, at den gennemsnitlige nordmand læser 17 bøger om året, samt at 4 ud af 10 læser mere end 10 bøger om året. Derudover anføres det, at den store variationsrigdom og høje kvalitet inden for norsk litteratur ikke kan forstås uafhængigt af landets fortræffelige litterære system med dets støtteordninger til biblioteker, forlag og forfattere.
Om det sidste er et faktum, kan man naturligvis diskutere, for Ibsen, Hamsun og fortidens andre store forfattere klarede sig ganske godt uden dette system, og myten om at digtere ofte skaber mere originale værker i modvind end i medvind lever ligeledes fortsat. Uanset hvad er det imidlertid et faktum, at norsk prosalitteratur med værker som Vigdis Hjorths 'Arv og miljø', Linn Ullmanns 'De urolige' og Tomas Espedals 'Bergeners' er noget af det mest originale og kvalificerede man finder i samtiden.
Litteratur
Borum, Poul: 'Poetisk modernisme'. Vendelkær 1966,
Espedal, Tomas: 'Bergeners'. Gyldendal Norsk Forlag 2013
Hjorth, Vigdis: 'Arv og miljø'. Cappelen Damm 2016
Lien, Asmund (red.): 'Modernismen i skandinavisk litteratur Loesch',
Lise: 'Tamme fugle længes - vilde flyver. Avantgardelyrik i Danmark, Finland og Sverige i mellemkrigstiden.' Akademisk Forlag 1980.
NORLA: Norway as Guest of Honour at the Frankfurt Book Fair 2019
Ullmann, Linn: 'De urolige'. Forlaget Oktober 2015.
Kommentarer