Forfatter
Sayaka Murata
Prisvindende Sayaka Murata indtog den litterære scene med et brag, da hun udgav ’Døgnkioskmennesket’ (2019). Med ’Jordboerne’ (2021) fortsætter hun sin succes ved at gå tilbage til sine litterære rødder.
Sayaka Murata (f. 1979) påbegyndte sin rejse ind i litteraturens verden som ganske ung. Som barn læste hun meget og var særligt draget af science fiction- og mysterieromaner, og allerede i fjerde klasse forsøgte hun at skrive sin første roman. Murata opdagede, at hun i litteraturen fik en stemme, som hun turde stå ved, og som ikke var underlagt sin barndoms generthed. I litteraturen kunne hun tale selvstændigt og selvisk, hun kunne udtrykke sig, som hun ville og være fri for at efterligne sine jævnaldrende i et uærligt forsøg på at passe ind.
Muratas romaner bærer på et aparte udtryk, som hun behandler igennem kontroversielle og nonkonforme emner – alt dét, man har fået at vide, man skal tie om. Sex, kønsroller og forældreskab er de helt store temaer i forfatterskabet, og hun behandler dem ofte fra et forargeligt synspunkt eller drejer på parametrene i et omfang, så deres absurditet bliver provokerende synligt. Det ses bl.a. i ”Satsujin shussan” (da. ”Fødselsdrab”, egen oversættelse), hvor Japans faldende fødselsrate, skaber en fødselsindustri, hvor mænd kan købe falske livmodere, og hvor man tillades at slå et barn ihjel for hvert 10., man har født.
Også i storhittet Døgnkioskmennesket (2019) behandler Murata frivillig eller ufrivillig barnløshed igennem fravalget af et traditionelt liv med ægtemand og børn igennem den 36-årige jomfru Keiko. Keiko arbejder som ekspedient i en døgnkiosk og har derigennem fravalgt det klassiske liv som hustru til en velhavende ægtemand eller en traditionel karriere som læge eller jurist. I stedet står hun hver dag og foretager sig den samme bevægelse og holder kortvarigt hendes omgangskreds’ konstante udspørgen om målet med hendes liv for døren. I modsætning til døgnkioskarbejdets rutine- og robotprægede facon vækkes hun netop til live ved arbejdet. For første gang føler hun sig som menneske, fordi hun i arbejdet er i stand til at mime kollegaer og kunder, så hun for første gang føler, at hun passer ind i samfundet og er et normalt menneske. Romanen blev Muratas store nationale og internationale gennembrud og er oversat til mere end 30 sprog. Murata synes i høj grad med ’Døgnkioskmennesket’ at have trukket på sine egne erfaringer med at arbejde i en døgnkiosk i 18 år, imens hun brugte sin fritid på at skrive bøger i stedet for at finde en mand til sine forældres skuffelse.
Med Jordboerne (2021) behandler Murata igen dét at stå udenfor samfundet. Her møder vi Natsuki, der som barn drømmer sig langt væk på et rumskib, hvor hun måske kan føle sig hjemme i modsætning til den verden, hun lever i. Hun bruger alle sin kræfter på at forsøge at passe ind, virke normal, være ligesom alle de andre, som bor på fabrikken, der former sine beboere til ægteskab, arbejde og børn. I et forsøg på at undslippe fabrikkens koder flytter hun på landet med Tomoomi, hendes falske ægtemand, og Yuu, hendes fætter, som hun blev adskilt fra som barn. Udenfor det resterende samfund udforsker de nye livsformer, hvor de lever med de traumer, der er blevet påført dem af fabrikken, og romanen bliver mere og mere absurd, surrealistisk og uhyggelig, og det er kendetegnende for Muratas ældre romaner.
Sayaka Murata har passeret salgstal over de sekscifrede, og hun har bl.a. modtaget Japans mest prestigefyldte litterære pris Akutagawa Prize.
Skrevet af Emma Karlebjerg, redaktør
Foto: Bungeishunju Ltd.
Prisvindende Sayaka Murata indtog den litterære scene med et brag, da hun udgav ’Døgnkioskmennesket’ (2019). Med ’Jordboerne’ (2021) fortsætter hun sin succes ved at gå tilbage til sine litterære rødder.
Sayaka Murata (f. 1979) påbegyndte sin rejse ind i litteraturens verden som ganske ung. Som barn læste hun meget og var særligt draget af science fiction- og mysterieromaner, og allerede i fjerde klasse forsøgte hun at skrive sin første roman. Murata opdagede, at hun i litteraturen fik en stemme, som hun turde stå ved, og som ikke var underlagt sin barndoms generthed. I litteraturen kunne hun tale selvstændigt og selvisk, hun kunne udtrykke sig, som hun ville og være fri for at efterligne sine jævnaldrende i et uærligt forsøg på at passe ind.
Muratas romaner bærer på et aparte udtryk, som hun behandler igennem kontroversielle og nonkonforme emner – alt dét, man har fået at vide, man skal tie om. Sex, kønsroller og forældreskab er de helt store temaer i forfatterskabet, og hun behandler dem ofte fra et forargeligt synspunkt eller drejer på parametrene i et omfang, så deres absurditet bliver provokerende synligt. Det ses bl.a. i ”Satsujin shussan” (da. ”Fødselsdrab”, egen oversættelse), hvor Japans faldende fødselsrate, skaber en fødselsindustri, hvor mænd kan købe falske livmodere, og hvor man tillades at slå et barn ihjel for hvert 10., man har født.
Også i storhittet Døgnkioskmennesket (2019) behandler Murata frivillig eller ufrivillig barnløshed igennem fravalget af et traditionelt liv med ægtemand og børn igennem den 36-årige jomfru Keiko. Keiko arbejder som ekspedient i en døgnkiosk og har derigennem fravalgt det klassiske liv som hustru til en velhavende ægtemand eller en traditionel karriere som læge eller jurist. I stedet står hun hver dag og foretager sig den samme bevægelse og holder kortvarigt hendes omgangskreds’ konstante udspørgen om målet med hendes liv for døren. I modsætning til døgnkioskarbejdets rutine- og robotprægede facon vækkes hun netop til live ved arbejdet. For første gang føler hun sig som menneske, fordi hun i arbejdet er i stand til at mime kollegaer og kunder, så hun for første gang føler, at hun passer ind i samfundet og er et normalt menneske. Romanen blev Muratas store nationale og internationale gennembrud og er oversat til mere end 30 sprog. Murata synes i høj grad med ’Døgnkioskmennesket’ at have trukket på sine egne erfaringer med at arbejde i en døgnkiosk i 18 år, imens hun brugte sin fritid på at skrive bøger i stedet for at finde en mand til sine forældres skuffelse.
Med Jordboerne (2021) behandler Murata igen dét at stå udenfor samfundet. Her møder vi Natsuki, der som barn drømmer sig langt væk på et rumskib, hvor hun måske kan føle sig hjemme i modsætning til den verden, hun lever i. Hun bruger alle sin kræfter på at forsøge at passe ind, virke normal, være ligesom alle de andre, som bor på fabrikken, der former sine beboere til ægteskab, arbejde og børn. I et forsøg på at undslippe fabrikkens koder flytter hun på landet med Tomoomi, hendes falske ægtemand, og Yuu, hendes fætter, som hun blev adskilt fra som barn. Udenfor det resterende samfund udforsker de nye livsformer, hvor de lever med de traumer, der er blevet påført dem af fabrikken, og romanen bliver mere og mere absurd, surrealistisk og uhyggelig, og det er kendetegnende for Muratas ældre romaner.
Sayaka Murata har passeret salgstal over de sekscifrede, og hun har bl.a. modtaget Japans mest prestigefyldte litterære pris Akutagawa Prize.
Skrevet af Emma Karlebjerg, redaktør
Foto: Bungeishunju Ltd.
