Forfatter
Lone Diana Jørgensen
Født: 1947
Debut: Ikke to i én stol.
Jeg kom til verden i København i 1947 på min mors fødselsdag den 7. august, og jeg følte mig straks velkommen, selv om mine forældre havde rigeligt med børn i forvejen, nemlig 7 for min mors vedkommende og 8 for min fars. Det skulle vise sig, jeg blev den sidste i rækken, men jeg følte mig mere som midt i en flok unger end som den efternøler, jeg var, for det myldrede med niecer og nevøer rundt om mig evig og altid. I min familie var der liv og for det meste glade dage. Altså anser jeg mig stort set for at have haft en god barndom, men, for der er jo næsten altid et "men", der var aldrig nogen sinde nogen, der læste højt for mig, og vi havde ingen bøger ud over "Polsk blod" i fire bind og et par stykker til. Og da jeg selv lærte at læse og siden altid sad med næsen i en bog, fik jeg tudet ørerne fulde af, hvor frygtelig min fremtid ville blive. 1) Konstant hovedpine p.g.a. læseriet. 2) Ødelagt syn af samme grund. 3) Svært ved at finde en ægtemand, når den tid kom, for jeg ville blive pukkelrygget af at sidde bøjet over lektie- og andre bøger i timevis. Men på den anden side kunne jeg lige understå mig i at blive gravid i utide, altså! - Forstå ikke ovenstående "mangel på højtlæsning" som en stor jammer, men bare som en stille længsel, for ellers havde jeg det fint med fri leg og sødsuppe til middag om søndagen, og min far, der var havnearbejder, skaffede fingernemt frugt i Frihavnen, som vi mæskede os med.
Da lærerne på kommuneskolen anbefalede, jeg kom på gymnasiet, gik mine forældre med til det. Det endte alligevel ikke med en studentereksamen, men en realeksamen, der førte til en kontorassistentuddannelse. Så blev jeg gift, fik børn og blev hjemmegående, som man gjorde dengang i udkanten af kvindefrigørelsen, mens jeg slugte alt det læsestof, jeg kom i nærheden af fra "bogen om barnet" til det ene forfatterskab efter det andet, den ene biografi efter den anden plus alverdens børnebøger, som jeg læste højt for min søn og datter. Konstant med en hunger efter at lære mere, vide mere, kunne mere. Og en dag var der BINGO i form af HF aftenskole, som jeg tilfældigt hørte om. Via HF enkeltfag og en dispensation kom jeg på universitetet og blev i 1985 cand.mag. i dansk og teatervidenskab, samme år debuterede jeg med "Ikke to i én stol! En personlig beretning om min ufuldstændige barndom".
Siden har jeg skrevet en række bøger både for børn og voksne, fra billedbøgerne om Matilde og hendes farmor og farfar over serien om "Marie på stenbroen", der siden "går skolevejen", "ser land" og "står til søs" til voksenromanen "Kvindelig". Desuden har jeg i en tiårs periode været fast klummeskribent i Berlingske Tidende og andre steder, skrevet et par noveller til Danmarks Radio og holdt foredrag om litteratur.
Min mor fik for så vidt ret i sin spådom, jeg fik tidligt briller (kontaktlinser), jeg har ofte hovedpine, jeg har ikke pukkel på ryggen, men tit hold i nakken. Gift blev jeg alligevel og det som nittenårig, og vi har stadig fælles bogreol, min mand og jeg, men bøgerne har jeg skrevet mit eget navn i, man ved vel, hvad der har virkelig værdi, ikke?
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Fotograf: Lisbeth Thorlacius
Født: 1947
Debut: Ikke to i én stol.
Jeg kom til verden i København i 1947 på min mors fødselsdag den 7. august, og jeg følte mig straks velkommen, selv om mine forældre havde rigeligt med børn i forvejen, nemlig 7 for min mors vedkommende og 8 for min fars. Det skulle vise sig, jeg blev den sidste i rækken, men jeg følte mig mere som midt i en flok unger end som den efternøler, jeg var, for det myldrede med niecer og nevøer rundt om mig evig og altid. I min familie var der liv og for det meste glade dage. Altså anser jeg mig stort set for at have haft en god barndom, men, for der er jo næsten altid et "men", der var aldrig nogen sinde nogen, der læste højt for mig, og vi havde ingen bøger ud over "Polsk blod" i fire bind og et par stykker til. Og da jeg selv lærte at læse og siden altid sad med næsen i en bog, fik jeg tudet ørerne fulde af, hvor frygtelig min fremtid ville blive. 1) Konstant hovedpine p.g.a. læseriet. 2) Ødelagt syn af samme grund. 3) Svært ved at finde en ægtemand, når den tid kom, for jeg ville blive pukkelrygget af at sidde bøjet over lektie- og andre bøger i timevis. Men på den anden side kunne jeg lige understå mig i at blive gravid i utide, altså! - Forstå ikke ovenstående "mangel på højtlæsning" som en stor jammer, men bare som en stille længsel, for ellers havde jeg det fint med fri leg og sødsuppe til middag om søndagen, og min far, der var havnearbejder, skaffede fingernemt frugt i Frihavnen, som vi mæskede os med.
Da lærerne på kommuneskolen anbefalede, jeg kom på gymnasiet, gik mine forældre med til det. Det endte alligevel ikke med en studentereksamen, men en realeksamen, der førte til en kontorassistentuddannelse. Så blev jeg gift, fik børn og blev hjemmegående, som man gjorde dengang i udkanten af kvindefrigørelsen, mens jeg slugte alt det læsestof, jeg kom i nærheden af fra "bogen om barnet" til det ene forfatterskab efter det andet, den ene biografi efter den anden plus alverdens børnebøger, som jeg læste højt for min søn og datter. Konstant med en hunger efter at lære mere, vide mere, kunne mere. Og en dag var der BINGO i form af HF aftenskole, som jeg tilfældigt hørte om. Via HF enkeltfag og en dispensation kom jeg på universitetet og blev i 1985 cand.mag. i dansk og teatervidenskab, samme år debuterede jeg med "Ikke to i én stol! En personlig beretning om min ufuldstændige barndom".
Siden har jeg skrevet en række bøger både for børn og voksne, fra billedbøgerne om Matilde og hendes farmor og farfar over serien om "Marie på stenbroen", der siden "går skolevejen", "ser land" og "står til søs" til voksenromanen "Kvindelig". Desuden har jeg i en tiårs periode været fast klummeskribent i Berlingske Tidende og andre steder, skrevet et par noveller til Danmarks Radio og holdt foredrag om litteratur.
Min mor fik for så vidt ret i sin spådom, jeg fik tidligt briller (kontaktlinser), jeg har ofte hovedpine, jeg har ikke pukkel på ryggen, men tit hold i nakken. Gift blev jeg alligevel og det som nittenårig, og vi har stadig fælles bogreol, min mand og jeg, men bøgerne har jeg skrevet mit eget navn i, man ved vel, hvad der har virkelig værdi, ikke?
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Fotograf: Lisbeth Thorlacius