Forfatter
Johannes Møllehave
Johannes Møllehave er død efter længere tids sygdom, 84 år gammel. Møllehave havde en udpræget sans for humor, men det betød ikke, at han forkastede alvoren eller glemte livets store spørgsmål.
Johannes Møllehave må siges at have indtaget danskernes hjerter som præst, foredragsholder og ikke mindst forfatter. Han er en inkarneret del af den litterære scene og på bogreolerne i de fleste danskeres hjem, og der var heller ikke den store forbavselse, da han modtog prisen som Danskernes Yndlingsforfatter hele to gange, i 1994 og 2003.
For selvom Johannes Møllehave er anerkendt for mange ting, er det i særdeleshed for sit forfatterskab, han skrev sig ind i danskernes hjerter med op til flere bestsellere. Møllehave debuterede i 1974 med ’Abraham, Isak og Jakob – en gammel historie’, men det var først med sin anden bog året efter, ’På myrens fodsti’ (1975), han fik sit folkelige gennembrud. I ’På myrens fodsti’ bruger Møllehave sit eget liv som afsæt. Det er en erindringsroman, hvor Møllehave fortæller anekdoter fra sin barndom om sine personlige relationer, sit møde med moderne litteratur og refleksioner over barnets møde med voksenlivet. På trods af at være en erindringsroman, der tager udgangspunkt i Møllehaves eget liv, trækker han på spørgsmål og tanker, der er almengyldige og løfter erindringen op på et universelt og eksistentielt plan.
Erindringsromanerne dukker løbende op i hans forfatterskab, og vi ser det i ’Det er (ikke) lige mig’ (2011) og ’Skuffelser der ikke gik i opfyldelse’ (2017), hvor han i højere grad tager udgangspunkt i voksenlivets opdagelser. Møllehave gør dog også brug af erindringsromanens form i ’Til trøst’ (2017), som tager udgangspunkt i en af Møllehaves store fascinationer, Søren Kierkegaard ,og et brev, Kierkegaard i sin tid sendte til sin brors kone, der var sengeliggende på grund af sygdom. Med afsæt i brevet fra 1847 bearbejder Møllehave, foruden Kierkegaards følelser og tanker, en nutidig sjælesorgers erfaringer og oplevelser og fungerer som en trøstende og opmuntrende hånd i vores tid.
Det er også fra erindringen, Johannes Møllehave trækker i samtaleromanen med Benny Andersen, ’Det skal mærkes at vi lever’ (2003). I bestselleren berøres der emner som tab, kærlighed, men også glæde. Glæden er nemlig helt afgørende og tilstedeværende i Møllehaves forfatterskab. Johannes Møllehave har ofte tunge og livsberørende emner som omdrejningspunkt i sine værker, og derfor er det også særdeles vigtigt, at der er noget humor. Det alvorlige skal brydes med lidt alvor, så det ikke bliver for seriøst, og det sjove skal indeholde en seriøsitet, så det hele ikke bliver for pjattet. Det kan synes som en fin line at betræde, der også er præget af en kompleksitet, men hvis man læser Møllehaves ’Glædestårer: om humorens salt’ (1998), får man indblik i, hvorfor humoren er vigtig, men også hvilken type, der skal anvendes.
Johannes Møllehaves kærlighed til samlingspunktet mellem humor og alvor er nok også grunden til, at Møllehaves forfatterkundskaber udvidede sig til børnebogen. Børnebogen kræver nemlig spændingsfeltet mellem humor og alvor, som Møllehave bruger så godt. Det ses blandt andet i ’Fredes fobi’ (2014), hvor Frede konfronteres med sin klovnefobi, som faren ikke helt forstår. Den udforsker angsten og dens magt, og det bliver gjort på humoristisk og pædagogisk vis, så der lyder et klart og optimistisk budskab om, at det hele nok skal gå.
Johannes Møllehave har igennem de 45 år, han har prydet dansk litteratur, skabt et forfatterskab, der omfavner stort set alle tænkelige genrer, og som for længst har noget et tocifret antal. I hans litteratur udforskes de formgivende elementer i livet, og Johannes Møllehave giver som præst og forfatter svar på menneskets eksistentielle problemstillinger igennem et smukt, velskrevet og humoristisk sprog.
Foto: Dan Riis
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
Johannes Møllehave er død efter længere tids sygdom, 84 år gammel. Møllehave havde en udpræget sans for humor, men det betød ikke, at han forkastede alvoren eller glemte livets store spørgsmål.
Johannes Møllehave må siges at have indtaget danskernes hjerter som præst, foredragsholder og ikke mindst forfatter. Han er en inkarneret del af den litterære scene og på bogreolerne i de fleste danskeres hjem, og der var heller ikke den store forbavselse, da han modtog prisen som Danskernes Yndlingsforfatter hele to gange, i 1994 og 2003.
For selvom Johannes Møllehave er anerkendt for mange ting, er det i særdeleshed for sit forfatterskab, han skrev sig ind i danskernes hjerter med op til flere bestsellere. Møllehave debuterede i 1974 med ’Abraham, Isak og Jakob – en gammel historie’, men det var først med sin anden bog året efter, ’På myrens fodsti’ (1975), han fik sit folkelige gennembrud. I ’På myrens fodsti’ bruger Møllehave sit eget liv som afsæt. Det er en erindringsroman, hvor Møllehave fortæller anekdoter fra sin barndom om sine personlige relationer, sit møde med moderne litteratur og refleksioner over barnets møde med voksenlivet. På trods af at være en erindringsroman, der tager udgangspunkt i Møllehaves eget liv, trækker han på spørgsmål og tanker, der er almengyldige og løfter erindringen op på et universelt og eksistentielt plan.
Erindringsromanerne dukker løbende op i hans forfatterskab, og vi ser det i ’Det er (ikke) lige mig’ (2011) og ’Skuffelser der ikke gik i opfyldelse’ (2017), hvor han i højere grad tager udgangspunkt i voksenlivets opdagelser. Møllehave gør dog også brug af erindringsromanens form i ’Til trøst’ (2017), som tager udgangspunkt i en af Møllehaves store fascinationer, Søren Kierkegaard ,og et brev, Kierkegaard i sin tid sendte til sin brors kone, der var sengeliggende på grund af sygdom. Med afsæt i brevet fra 1847 bearbejder Møllehave, foruden Kierkegaards følelser og tanker, en nutidig sjælesorgers erfaringer og oplevelser og fungerer som en trøstende og opmuntrende hånd i vores tid.
Det er også fra erindringen, Johannes Møllehave trækker i samtaleromanen med Benny Andersen, ’Det skal mærkes at vi lever’ (2003). I bestselleren berøres der emner som tab, kærlighed, men også glæde. Glæden er nemlig helt afgørende og tilstedeværende i Møllehaves forfatterskab. Johannes Møllehave har ofte tunge og livsberørende emner som omdrejningspunkt i sine værker, og derfor er det også særdeles vigtigt, at der er noget humor. Det alvorlige skal brydes med lidt alvor, så det ikke bliver for seriøst, og det sjove skal indeholde en seriøsitet, så det hele ikke bliver for pjattet. Det kan synes som en fin line at betræde, der også er præget af en kompleksitet, men hvis man læser Møllehaves ’Glædestårer: om humorens salt’ (1998), får man indblik i, hvorfor humoren er vigtig, men også hvilken type, der skal anvendes.
Johannes Møllehaves kærlighed til samlingspunktet mellem humor og alvor er nok også grunden til, at Møllehaves forfatterkundskaber udvidede sig til børnebogen. Børnebogen kræver nemlig spændingsfeltet mellem humor og alvor, som Møllehave bruger så godt. Det ses blandt andet i ’Fredes fobi’ (2014), hvor Frede konfronteres med sin klovnefobi, som faren ikke helt forstår. Den udforsker angsten og dens magt, og det bliver gjort på humoristisk og pædagogisk vis, så der lyder et klart og optimistisk budskab om, at det hele nok skal gå.
Johannes Møllehave har igennem de 45 år, han har prydet dansk litteratur, skabt et forfatterskab, der omfavner stort set alle tænkelige genrer, og som for længst har noget et tocifret antal. I hans litteratur udforskes de formgivende elementer i livet, og Johannes Møllehave giver som præst og forfatter svar på menneskets eksistentielle problemstillinger igennem et smukt, velskrevet og humoristisk sprog.
Foto: Dan Riis
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
