Forfatter
Edith Södergran
Selv 100 år efter Edith Södergrans død har hendes digte stadig en overvældende relevans.
Den finlandssvenske lyriker Edith Södergran (1892-1923) tidlige kvindefrigørelse og nedbrydelse af kønsnormer resonerer stærkt i dag og hendes skildring af det menneskelige vilkår - glæden, længslen, smerten og håbet - er universelle temaer, der forbliver aktuelle.
Selv om hun døde ung, efterlod hun sig et imponerende og indflydelsesrigt forfatterskab. Hun var en udfordrende og ofte kontroversiel figur for sin modernistiske poesi i sin samtid, men er i dag anerkendt som en af de vigtigste nordiske digtere fra det 20. århundrede.
Unge år og sygdom
Hun blev født i 1892 i Skt. Petersborg, havde svenske forældre, gik i tysk skole i den russiske by og levede det meste af sit voksenliv i Raivola, Finland, på grænsen til Rusland. Forskellige kulturer har der således været nok af i Södergrans liv.
Men hun skrev sine digte på sit modersmål, svensk, og Sverige har taget finlandssvenskeren til sig som en af landets fremmeste kunstnere, ligesom hun er med i finske litteraturhistorier. Således var hun ikke kun i sin samtid, men er også i eftertiden, hjemmehørende i forskellige lande.
Hun blev diagnosticeret med tuberkulose i en alder af 16 år, hvilket betød, at hun måtte opgive sine studier i Sankt Petersborg, og i stedet indstille sig på en stille tilværelse i den finlandssvenske flække Karelen. Her levede hun bl.a. på grund af den finske borgerkrig i 1918 et fattigt og beskedent liv sammen med sin mor.
"Jeg føler mig så uendelig træt og svag, og jeg forstår ikke, hvordan jeg skal kunne leve videre, når kræfterne bliver svagere for hver dag", skrev hun i et brev til en ven. Hun levede kun 31 år (1892-1923), men nåede i sit korte liv at udvikle et forfatterskab, der i dag er anerkendt over hele Europa.
Tidlig kvindekamp
Den unge, rebelske Södergran var forud for sin tid, når det kom til at udfordre samtidens forståelse af køn og kvindelighed. I sine tidlige digte stillede hun skarpt på kvindens rolle i samfundet og brød med traditionelle normer og forventninger.
I sit digt "Dagen bliver kølig" fra debutsamlingen "Digte", reflekterer hun over et forlist kærlighedsforhold og kritiserer mandens ønske om at fastholde kvinden i en traditionel rolle. Digtets indledende linjer, ”Hvor er min klingre jomfrulatter, min kvindefrihed med højt løftet pande?” sætter tonen for Södergrans tidlige kvindeoprør, der også kommer til udtryk i hendes senere værker.
I det berømte digt "Vierge Moderne" (moderne jomfru), udfordrer hun gængse kønsidentiteter:
Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum.
Jeg er et barn, en page og en rask beslutning,
jeg er en leende stribe skarlagenssol…
Jeg er et net for alle glubske fisk,
jeg er en skål for alle kvinders ære,
jeg er et skridt mod tilfældigheden og fordærvet,
jeg er et spring i friheden og selvet…
[…]
Södergrans modige skriv om kønsroller var banebrydende, og hun blev en tidlig stemme for kvindefrigørelse i nordisk litteratur.
Den chokerende modernisme, der kommer til udtryk i Södergrans debut vandt ikke indpas i datidens kritikerskare. Södergrans stil var anderledes, fremmed og ganske ulig den samtidige svenske digtning. Hendes lyrik er ikke vokset ud af en svensk eller finsk tradition, men er i højere grad inspireret af den tyske digtning, hun lærte at kende i sin tid på den tyske skole i Skt. Petersborg. Hendes digtes fremmede klang gav hende en ublid medfart i hendes samtid, men i dag understreger den hendes digtnings særegne, personlige præg.
En moderne modernist
Edith Södergran debuterede som digter i 1916 med samlingen "Digte", der bød på en ny og frisk modernistisk lyrik, der var inspireret af både tysk og russisk poesi. Her begyndte hun at udforske temaer, der skulle vise sig at være centrale for hendes arbejde: kvindelighed, kærlighed, frihed og død. Et eksempel er digtet ”Dagen bliver kølig”, hvor hun skriver: "Hvor er min klingre jomfrulatter, min kvindefrihed med højt løftet pande?"
Södergrans poesi var præget af utopiske visioner og en længsel efter det uopnåelige. I digtsamlingen Septemberlyran (1918) kan man spore en kraftig indflydelse fra Nietzsches filosofi. I indledningen til Septemberlyran skriver Södergran de berømte ord:
"Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre end jeg er."
Frem for at beskrive verden, som den tager sig ud rundt om hende set gennem den romantiske længsels optik, kaster hun sig ud i utopiens landskab og hengiver sig til digtningens skabende kraft. Energien og vildskaben fra "Vierge Moderne" går igen i åbningsdigtet "Triumf at være til…". Her tager jeg’et kampen op mod tidens gang og individets afmagt:
"Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.
[…]
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."
I Södergrans tilfælde er tiden en markant trussel. Hendes far døde i 1907 af tuberkulose, og to år senere får den da 17-årige Edith stillet samme diagnose. Det er både fristende og nærliggende at læse Södergrans egen sygdom ind i det her beskrevne forhold til tiden. Men Södergran vil ikke tale på egne vegne – hun vil gøre sig til talerør for en kreds af "frie ånder", der skal følge hende på overmenneskets vandring mod fremtiden.
En længsel mod det uendelige
I de sidste år af sit liv begyndte Södergran at skrive mere om døden og evigheden, reflekteret i hendes sidste samling "Landet som ikke er", udgivet posthumt i 1923.
Hendes skriverier antager her en dybere, næsten religiøs tone, som et udtryk for en længsel mod det ukendte og uopnåelige. I det eponyme digt "Landet som ikke er", formulerer hun denne længsel: ”Mit liv var en hed illusion/Men ét har jeg fundet og ét har jeg virkelig vundet – / vejen til landet som ikke er.” Med disse ord formidler Södergran et ønske om at transcendere de fysiske begrænsninger og finde en højere mening med livet.
Selvom digtsamlingerne orienterer sig i forskellige retninger, er de alle umiskendeligt södergranske. Fascinationen ved ekstasen, det enkle og gribende sprog er typisk for digteren, hvis konfrontationer med livet, kærligheden og lykken gør digtene aktuelle, som var de skrevet i dag.
Hvorfor er Södergran relevant i dag?
Södergran er ikke kun relevant i dag på grund af sin tidlige og modige kvindekamp, men også fordi hendes skrivestil og tematikker stadig har en stærk appel til moderne læsere.
Hendes evne til at udfordre sociale normer, kønsroller og forestillinger om identitet gør hende aktuel i en tid, hvor disse spørgsmål er i høj fokus.
Derudover berører Södergran med sit forfatterskab universelle og tidløse temaer som kærlighed, død og menneskets stræben efter mening og identitet. Som sådan er hun et inspirerende eksempel på en kunstner, der ikke lod sig begrænse af samfundets normer og forventninger, men som insisterede på at udforske og udtrykke sin egen unikke vision.
Hvor skal man starte i Södergrans forfatterskab?
For den nye læser, der ønsker at begynde på Södergrans forfatterskab, vil hendes debutsamling "Digte" være et godt sted at starte. Her introduceres læseren til Södergrans skarpe blik på kønsroller og kvindelighed.
Herefter ville det være passende at læse "Septemberlyren", hvor Södergran begynder at udforske mere abstrakte og filosofiske temaer. Til sidst vil hendes posthumt udgivne "Landet som ikke er" give et indsigt i Södergrans sidste tanker og refleksioner om liv, død og transcendens.
Edith Södergran efterlod en varig arv i nordisk litteratur. Hendes dristige udfordring af traditionelle normer og konventioner, hendes utopiske visioner, og hendes dybe refleksioner over menneskets eksistens har inspireret utallige læsere og forfattere gennem tiden.
Som Södergran selv skrev: ”Jeg er den første, der ved, hvem jeg er.” Hendes ord og tanker lever videre, fortsat aktuelle, og fortsat udfordrende os til at tænke, føle og se verden på nye måder.
Fotograf: Ina Roos/Svenska litteratursällskapet i Finland.
Selv 100 år efter Edith Södergrans død har hendes digte stadig en overvældende relevans.
Den finlandssvenske lyriker Edith Södergran (1892-1923) tidlige kvindefrigørelse og nedbrydelse af kønsnormer resonerer stærkt i dag og hendes skildring af det menneskelige vilkår - glæden, længslen, smerten og håbet - er universelle temaer, der forbliver aktuelle.
Selv om hun døde ung, efterlod hun sig et imponerende og indflydelsesrigt forfatterskab. Hun var en udfordrende og ofte kontroversiel figur for sin modernistiske poesi i sin samtid, men er i dag anerkendt som en af de vigtigste nordiske digtere fra det 20. århundrede.
Unge år og sygdom
Hun blev født i 1892 i Skt. Petersborg, havde svenske forældre, gik i tysk skole i den russiske by og levede det meste af sit voksenliv i Raivola, Finland, på grænsen til Rusland. Forskellige kulturer har der således været nok af i Södergrans liv.
Men hun skrev sine digte på sit modersmål, svensk, og Sverige har taget finlandssvenskeren til sig som en af landets fremmeste kunstnere, ligesom hun er med i finske litteraturhistorier. Således var hun ikke kun i sin samtid, men er også i eftertiden, hjemmehørende i forskellige lande.
Hun blev diagnosticeret med tuberkulose i en alder af 16 år, hvilket betød, at hun måtte opgive sine studier i Sankt Petersborg, og i stedet indstille sig på en stille tilværelse i den finlandssvenske flække Karelen. Her levede hun bl.a. på grund af den finske borgerkrig i 1918 et fattigt og beskedent liv sammen med sin mor.
"Jeg føler mig så uendelig træt og svag, og jeg forstår ikke, hvordan jeg skal kunne leve videre, når kræfterne bliver svagere for hver dag", skrev hun i et brev til en ven. Hun levede kun 31 år (1892-1923), men nåede i sit korte liv at udvikle et forfatterskab, der i dag er anerkendt over hele Europa.
Tidlig kvindekamp
Den unge, rebelske Södergran var forud for sin tid, når det kom til at udfordre samtidens forståelse af køn og kvindelighed. I sine tidlige digte stillede hun skarpt på kvindens rolle i samfundet og brød med traditionelle normer og forventninger.
I sit digt "Dagen bliver kølig" fra debutsamlingen "Digte", reflekterer hun over et forlist kærlighedsforhold og kritiserer mandens ønske om at fastholde kvinden i en traditionel rolle. Digtets indledende linjer, ”Hvor er min klingre jomfrulatter, min kvindefrihed med højt løftet pande?” sætter tonen for Södergrans tidlige kvindeoprør, der også kommer til udtryk i hendes senere værker.
I det berømte digt "Vierge Moderne" (moderne jomfru), udfordrer hun gængse kønsidentiteter:
Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum.
Jeg er et barn, en page og en rask beslutning,
jeg er en leende stribe skarlagenssol…
Jeg er et net for alle glubske fisk,
jeg er en skål for alle kvinders ære,
jeg er et skridt mod tilfældigheden og fordærvet,
jeg er et spring i friheden og selvet…
[…]
Södergrans modige skriv om kønsroller var banebrydende, og hun blev en tidlig stemme for kvindefrigørelse i nordisk litteratur.
Den chokerende modernisme, der kommer til udtryk i Södergrans debut vandt ikke indpas i datidens kritikerskare. Södergrans stil var anderledes, fremmed og ganske ulig den samtidige svenske digtning. Hendes lyrik er ikke vokset ud af en svensk eller finsk tradition, men er i højere grad inspireret af den tyske digtning, hun lærte at kende i sin tid på den tyske skole i Skt. Petersborg. Hendes digtes fremmede klang gav hende en ublid medfart i hendes samtid, men i dag understreger den hendes digtnings særegne, personlige præg.
En moderne modernist
Edith Södergran debuterede som digter i 1916 med samlingen "Digte", der bød på en ny og frisk modernistisk lyrik, der var inspireret af både tysk og russisk poesi. Her begyndte hun at udforske temaer, der skulle vise sig at være centrale for hendes arbejde: kvindelighed, kærlighed, frihed og død. Et eksempel er digtet ”Dagen bliver kølig”, hvor hun skriver: "Hvor er min klingre jomfrulatter, min kvindefrihed med højt løftet pande?"
Södergrans poesi var præget af utopiske visioner og en længsel efter det uopnåelige. I digtsamlingen Septemberlyran (1918) kan man spore en kraftig indflydelse fra Nietzsches filosofi. I indledningen til Septemberlyran skriver Södergran de berømte ord:
"Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre end jeg er."
Frem for at beskrive verden, som den tager sig ud rundt om hende set gennem den romantiske længsels optik, kaster hun sig ud i utopiens landskab og hengiver sig til digtningens skabende kraft. Energien og vildskaben fra "Vierge Moderne" går igen i åbningsdigtet "Triumf at være til…". Her tager jeg’et kampen op mod tidens gang og individets afmagt:
"Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.
[…]
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."
I Södergrans tilfælde er tiden en markant trussel. Hendes far døde i 1907 af tuberkulose, og to år senere får den da 17-årige Edith stillet samme diagnose. Det er både fristende og nærliggende at læse Södergrans egen sygdom ind i det her beskrevne forhold til tiden. Men Södergran vil ikke tale på egne vegne – hun vil gøre sig til talerør for en kreds af "frie ånder", der skal følge hende på overmenneskets vandring mod fremtiden.
En længsel mod det uendelige
I de sidste år af sit liv begyndte Södergran at skrive mere om døden og evigheden, reflekteret i hendes sidste samling "Landet som ikke er", udgivet posthumt i 1923.
Hendes skriverier antager her en dybere, næsten religiøs tone, som et udtryk for en længsel mod det ukendte og uopnåelige. I det eponyme digt "Landet som ikke er", formulerer hun denne længsel: ”Mit liv var en hed illusion/Men ét har jeg fundet og ét har jeg virkelig vundet – / vejen til landet som ikke er.” Med disse ord formidler Södergran et ønske om at transcendere de fysiske begrænsninger og finde en højere mening med livet.
Selvom digtsamlingerne orienterer sig i forskellige retninger, er de alle umiskendeligt södergranske. Fascinationen ved ekstasen, det enkle og gribende sprog er typisk for digteren, hvis konfrontationer med livet, kærligheden og lykken gør digtene aktuelle, som var de skrevet i dag.
Hvorfor er Södergran relevant i dag?
Södergran er ikke kun relevant i dag på grund af sin tidlige og modige kvindekamp, men også fordi hendes skrivestil og tematikker stadig har en stærk appel til moderne læsere.
Hendes evne til at udfordre sociale normer, kønsroller og forestillinger om identitet gør hende aktuel i en tid, hvor disse spørgsmål er i høj fokus.
Derudover berører Södergran med sit forfatterskab universelle og tidløse temaer som kærlighed, død og menneskets stræben efter mening og identitet. Som sådan er hun et inspirerende eksempel på en kunstner, der ikke lod sig begrænse af samfundets normer og forventninger, men som insisterede på at udforske og udtrykke sin egen unikke vision.
Hvor skal man starte i Södergrans forfatterskab?
For den nye læser, der ønsker at begynde på Södergrans forfatterskab, vil hendes debutsamling "Digte" være et godt sted at starte. Her introduceres læseren til Södergrans skarpe blik på kønsroller og kvindelighed.
Herefter ville det være passende at læse "Septemberlyren", hvor Södergran begynder at udforske mere abstrakte og filosofiske temaer. Til sidst vil hendes posthumt udgivne "Landet som ikke er" give et indsigt i Södergrans sidste tanker og refleksioner om liv, død og transcendens.
Edith Södergran efterlod en varig arv i nordisk litteratur. Hendes dristige udfordring af traditionelle normer og konventioner, hendes utopiske visioner, og hendes dybe refleksioner over menneskets eksistens har inspireret utallige læsere og forfattere gennem tiden.
Som Södergran selv skrev: ”Jeg er den første, der ved, hvem jeg er.” Hendes ord og tanker lever videre, fortsat aktuelle, og fortsat udfordrende os til at tænke, føle og se verden på nye måder.
Fotograf: Ina Roos/Svenska litteratursällskapet i Finland.