Forfatter
Birgit Pouplier
Opvækst og uddannelse, skuespiller. Min bror og jeg voksede op i København og var ikke ret gamle, da vore forældre blev skilt. Da vores mor giftede sig igen, var vi teenagere og flyttede til en villa på Østerbro, hvor jeg gik i Ingrid Jespersens Skole. Dansk stil havde altid haft min store interesse, og i 1 g. vandt jeg en stile-konkurrence for de nordiske landes gymnasier. Som nybagt student fik jeg mit første læserbrev: Latterens hemmelighed antaget i Berlingske Tidende, og på chefredaktørens opfordring sendte jeg ham alle fremtidige artikler og kronikker, også fra udlandet, som han virkelig gjorde brug af. Men jeg ville være skuespiller og blev uddannet på Det kgl. Teaters elevskole, fortsatte de næste par år på Odense Teater og Det ny Teater, hvor jeg spillede mange hovedroller, bl. a. Ruth i Kære Ruth, Esther i Indenfor Murene, Sofie i Nej, Eva i Forbrydelse i solskin, og en lille rolle i En skærsommernatsdrøm. Som nygift til England, Afrika og videre til USA. I 1949 blev jeg gift med Knud A. Jerichau Nielsen, civilingeniør. Vi rejste til Cambridge i England for at dygtiggøre os i engelsk, derpå til Jinja, Uganda i Afrika, hvor Knud arbejdede på det store dæmnings- og kraftværkbyggeri ved Nilens kilde. Her spillede jeg amatørteater, skrev artikler hjem, lærte Swahili, men også at sy tøj. En modeskaber fra Wien blev min veninde, og mens hun lærte mig sin kunst, talte vi tysk, så også sproget blev genopfrisket. Fra 1952 - 56 opholdt vi os i Los Angeles, Californien, hvor Knud arbejdede som ingeniør i et gammelt entreprenørfirma, og jeg fik foden inden for film og TV: små roller i film (bl. a. Rhapsody med Elisabeth Taylor) og flere spændende hovedroller i TV- serier. På universitetet studerede jeg Short-story writing og fik årets elevpris, hvorpå jeg kom på min lærers professionelle hold. Hun havde bl. a. haft Ray Bradbury som en af sine elever. Da vores første barn, Kim, blve født i febryar 1955, besluttede vi os til at forlade USA. Forfatter
Det, jeg virkelig brændte for, nemlig at skrive, gjorde jeg nu alvor af. I USA var jeg begyndt på en ugentlig spalte til Berlingske Tidende, Kim-brevene, om drengen Kim, vores søn, og denne spalte fortsatte jeg i flere år i Danmark, da hans to mindre søstre Bodil og Mikala kom til. Disse episoder og iagttagelser dannede grundlaget for mine senere småbørnspsykologi-bøger: De små mennesker i familien, 1-5 1976-78 I 1960 vandt jeg Informations kronikkonkurrence: Hvad jeg lever for. Min kronik sammen med udvalgte andre blev udgivet i bogform på C. A. Reitzels forlag, og da forlaget ønskede at se mere fra min hånd, resulterede det i min debutbog, novellesamlingen: Og i aften i 1962. Novellesamlingen blev modtaget med fine anmeldelser i de store aviser, men med én ydmygende i Information, skrevet af Niels Barfoed. Denne ene gjorde mig så modløs, at jeg bestemte mig for ikke mere at skrive for voksne. Ganske vist forsøgte jeg en roman, men opgav, da jeg ikke mente, jeg duede. Lidet vidste jeg, at det er nøjagtigt samme arbejde at skrive for børn som for voksne. Jeg skriver præcist lige så omhyggeligt og gennemarbejdet og forsøger at fortælle mine historier med samme spænding og koncentreret fremadrettet som enhver voksen-bog, jeg siden har skrevet - også derfor er det samme tilfredsstillelse, når man er nået til vejs ende med et nyt manuskript. – En lille tilføjelse: mange år senere faldt dette ufuldendte manuskript i hovedet på mig, da jeg rakte op efter en bog. Jeg havde planlagt at prøve kræfter med ideen til Siggi, men tog i stedet dette ufuldendte arbejde med til vores arbejdseksil i Frankrig, omskrev det drastisk og fortsatte, hvor jeg havde sluppet det i sin tid. Resultatet blev Intermezzo fra 2002, som altså var påbegyndt små fyrretyve år tidligere. Men som sagt blev det børnebøgerne, jeg nu skrev: Lenette og hendes grimme hund 1964 og Lenette får en storebror fra 1966 og Lenette i Afrika 1969. Da man i 1966 – 67 ville indspille Danmarks første børne-tv-serie, blev jeg bedt om at omskrive mine disse til to TV serier og desuden instruere dem og spille moderen med vor niårige datter Bodil i rollen som Lenette. De tre bøger om Djil har optaget børn og unge i så høj grad, at skoleklasser har haft tema-uger med udgangspunkt i Djils skæbne og søgt at leve sig ind i, hvad det vil sige at blive blind, som det sker for Djil, da hun bliver 13 år. Det har været en oplevelse at møde børnenes engagement, læse deres stile og se deres plancher, når jeg med foredrag har besøgt de forskellige skoler eller biblioteker. I de fire bøger om Totter møder vi drengene, Thor (kaldet Totter), Mick og Lasse fra de er tolv år, og til de er halvvoksne. Handlingen foregår i tre vidt forskellige verdener: Handlingen foregår i tre vidt forskellige verdener: først i det lukkede rum på Det kgl. Teaters balletskole med allehånde dramatiske skæbner fra store triumfer til bitre nederlag - dernæst i kostskolens fortættede verden, snart fuld af tyranni, snart varm og spændende - og endelig skoleskibets barske univers, hvor de maritime fælles opgaver og kammeraternes nærhed kan skabe store konflikter, men også resultere i, at man finder sig selv, sin styrke og forelsker sig for alvor… Det er bøger, som med deres alvor og indhold er på grænsen til det, der fængsler børn, men som fanger unge, og ’som afgjort ville have ramt plet hos voksne læsere’, mente Lise Nørgaard, som fra nu af gav mig det råd, at jeg fremover kun skrev for voksne og derved ville nå langt flere læsere. Bøger for voksne.
Da jeg nu fra flere sider fik samme opfordring, skrev jeg min første store roman for voksne, Lisinka, som udkom i 1996. Den udviklede sig efterhånden til en bestseller, så jeg i dag, ti år efter, stadig og jævnligt får breve fra læsere af begge køn og i alle aldre. Mange læsere har rejst i Lisinkas fodspor, opsøgt museer, hvor hendes malerier hænger, besøgt hendes boliger her i landet, eller herregårde, som har haft betydning for hende, kunstnerisk og menneskeligt.Den sorte rose, som udkom i 1999 og Intermezzo, kærlighedsromanen fra 2001 gik det på samme måde. - Mine læsere har taget dem til sig, og gennem nye oplag, bogklub og lydbøger er de blevet mangfoldiggjort til bestseller-status. Mange af mine læsere og lyttere har skrevet til mig, og det er efter min mening det bedste, en forfatter kan opleve. Det er simpelthen en stor og værdifuld gave, når en læser gør sig den ulejlighed at sætte en forfatter ind i, hvad han eller hun har tænkt, følt eller oplevet gennem en af hans bøger. En rigtig stor gave, det skal læserne være klar over, og jeg svarer naturligvis altid på disse breve. Jeg har brugt min uddannelse som skuespiller ved oplæsning i radioen og ved indlæsning af mine bøger til lydbøger. (Djil-bøgerne , Lisinka, Den sorte rose og Intermezzo.) Men Totter-bøgerne er indlæst aldeles fortræffeligt af Lars Lippert og af Poul Hüttel. Min seneste roman, Siggi er nylig udkommet på forlaget Rosinante. Den har af forskellige grunde været længe undervejs og var vanskelig at skrive. Men hver roman har voldt mig vanskeligheder, i perioder så store, at jeg aldrig er sikker på, om den nogensinde vil blive en helhed, altså færdig, før jeg har sat det sidste punktum. Min eneste trøst er, at min mand fortæller mig, at jeg hver gang siger det samme, også når jeg påstår, at ’så vanskeligt har det dog aldrig været ’ svarer han: ”Jo, også det sagde du sidste gang.” Men vanskelighederne er glemt, når bogen er skrevet, og hver gang er jeg da også fuld af fortrøstning gået i gang med en ny bog. Det er et meget ensomt arbejde at skrive, i hvert fald for mig. Jeg fortæller aldrig nogen, ikke engang min mand, hvad bogen handler om, hvad vanskelighederne går ud på, lader ikke et menneske læse en linie, før den sidste er sat på papiret, og da er min mand den første, der med stor lydhørhed og opmærksomhed læser resultatet og giver mig sine gode råd og kommentarer. - Derpå begynder næste fase, som jeg altid holder mest af, nemlig håndværket med bogen. Den første lange fase: den kreative del, hvor handlingen og personerne opstår, eller jeg skulle snarere skrive omvendt: hvor personerne opstår i de situationer eller den skæbnesituation, jeg kaster dem ud i, og hvor de må handle, som de gør ud fra de forudsætninger, som jeg finder hos dem, og som afdækkes lag for lag – ja, den periode af skriveprocessen er for mig den vanskeligste, fordi jeg ofte ikke forstår, hvorfor vi skal derhen, hvorfor den eller den ny person med ét træder ind i min bog. – Og sådan kunne jeg fortsætte.
Mit private liv. Kun et par ord. Her i Nordsjælland bor vi tæt på vores store familie, fire børn med svigerbørn og 10 børnebørn i alderen to år til toogtyve år. Vi har derfor daglig glæde af den nære kontakt, men også brug for at kunne ty til et lille sted langt herfra, hvor der kan arbejdes uden dårlig samvittighed. Så det gør vi i de perioder, hvor en ny bog skrives.
Redigeres af Helsingør Bibliotek
Opvækst og uddannelse, skuespiller. Min bror og jeg voksede op i København og var ikke ret gamle, da vore forældre blev skilt. Da vores mor giftede sig igen, var vi teenagere og flyttede til en villa på Østerbro, hvor jeg gik i Ingrid Jespersens Skole. Dansk stil havde altid haft min store interesse, og i 1 g. vandt jeg en stile-konkurrence for de nordiske landes gymnasier. Som nybagt student fik jeg mit første læserbrev: Latterens hemmelighed antaget i Berlingske Tidende, og på chefredaktørens opfordring sendte jeg ham alle fremtidige artikler og kronikker, også fra udlandet, som han virkelig gjorde brug af. Men jeg ville være skuespiller og blev uddannet på Det kgl. Teaters elevskole, fortsatte de næste par år på Odense Teater og Det ny Teater, hvor jeg spillede mange hovedroller, bl. a. Ruth i Kære Ruth, Esther i Indenfor Murene, Sofie i Nej, Eva i Forbrydelse i solskin, og en lille rolle i En skærsommernatsdrøm. Som nygift til England, Afrika og videre til USA. I 1949 blev jeg gift med Knud A. Jerichau Nielsen, civilingeniør. Vi rejste til Cambridge i England for at dygtiggøre os i engelsk, derpå til Jinja, Uganda i Afrika, hvor Knud arbejdede på det store dæmnings- og kraftværkbyggeri ved Nilens kilde. Her spillede jeg amatørteater, skrev artikler hjem, lærte Swahili, men også at sy tøj. En modeskaber fra Wien blev min veninde, og mens hun lærte mig sin kunst, talte vi tysk, så også sproget blev genopfrisket. Fra 1952 - 56 opholdt vi os i Los Angeles, Californien, hvor Knud arbejdede som ingeniør i et gammelt entreprenørfirma, og jeg fik foden inden for film og TV: små roller i film (bl. a. Rhapsody med Elisabeth Taylor) og flere spændende hovedroller i TV- serier. På universitetet studerede jeg Short-story writing og fik årets elevpris, hvorpå jeg kom på min lærers professionelle hold. Hun havde bl. a. haft Ray Bradbury som en af sine elever. Da vores første barn, Kim, blve født i febryar 1955, besluttede vi os til at forlade USA. Forfatter
Det, jeg virkelig brændte for, nemlig at skrive, gjorde jeg nu alvor af. I USA var jeg begyndt på en ugentlig spalte til Berlingske Tidende, Kim-brevene, om drengen Kim, vores søn, og denne spalte fortsatte jeg i flere år i Danmark, da hans to mindre søstre Bodil og Mikala kom til. Disse episoder og iagttagelser dannede grundlaget for mine senere småbørnspsykologi-bøger: De små mennesker i familien, 1-5 1976-78 I 1960 vandt jeg Informations kronikkonkurrence: Hvad jeg lever for. Min kronik sammen med udvalgte andre blev udgivet i bogform på C. A. Reitzels forlag, og da forlaget ønskede at se mere fra min hånd, resulterede det i min debutbog, novellesamlingen: Og i aften i 1962. Novellesamlingen blev modtaget med fine anmeldelser i de store aviser, men med én ydmygende i Information, skrevet af Niels Barfoed. Denne ene gjorde mig så modløs, at jeg bestemte mig for ikke mere at skrive for voksne. Ganske vist forsøgte jeg en roman, men opgav, da jeg ikke mente, jeg duede. Lidet vidste jeg, at det er nøjagtigt samme arbejde at skrive for børn som for voksne. Jeg skriver præcist lige så omhyggeligt og gennemarbejdet og forsøger at fortælle mine historier med samme spænding og koncentreret fremadrettet som enhver voksen-bog, jeg siden har skrevet - også derfor er det samme tilfredsstillelse, når man er nået til vejs ende med et nyt manuskript. – En lille tilføjelse: mange år senere faldt dette ufuldendte manuskript i hovedet på mig, da jeg rakte op efter en bog. Jeg havde planlagt at prøve kræfter med ideen til Siggi, men tog i stedet dette ufuldendte arbejde med til vores arbejdseksil i Frankrig, omskrev det drastisk og fortsatte, hvor jeg havde sluppet det i sin tid. Resultatet blev Intermezzo fra 2002, som altså var påbegyndt små fyrretyve år tidligere. Men som sagt blev det børnebøgerne, jeg nu skrev: Lenette og hendes grimme hund 1964 og Lenette får en storebror fra 1966 og Lenette i Afrika 1969. Da man i 1966 – 67 ville indspille Danmarks første børne-tv-serie, blev jeg bedt om at omskrive mine disse til to TV serier og desuden instruere dem og spille moderen med vor niårige datter Bodil i rollen som Lenette. De tre bøger om Djil har optaget børn og unge i så høj grad, at skoleklasser har haft tema-uger med udgangspunkt i Djils skæbne og søgt at leve sig ind i, hvad det vil sige at blive blind, som det sker for Djil, da hun bliver 13 år. Det har været en oplevelse at møde børnenes engagement, læse deres stile og se deres plancher, når jeg med foredrag har besøgt de forskellige skoler eller biblioteker. I de fire bøger om Totter møder vi drengene, Thor (kaldet Totter), Mick og Lasse fra de er tolv år, og til de er halvvoksne. Handlingen foregår i tre vidt forskellige verdener: Handlingen foregår i tre vidt forskellige verdener: først i det lukkede rum på Det kgl. Teaters balletskole med allehånde dramatiske skæbner fra store triumfer til bitre nederlag - dernæst i kostskolens fortættede verden, snart fuld af tyranni, snart varm og spændende - og endelig skoleskibets barske univers, hvor de maritime fælles opgaver og kammeraternes nærhed kan skabe store konflikter, men også resultere i, at man finder sig selv, sin styrke og forelsker sig for alvor… Det er bøger, som med deres alvor og indhold er på grænsen til det, der fængsler børn, men som fanger unge, og ’som afgjort ville have ramt plet hos voksne læsere’, mente Lise Nørgaard, som fra nu af gav mig det råd, at jeg fremover kun skrev for voksne og derved ville nå langt flere læsere. Bøger for voksne.
Da jeg nu fra flere sider fik samme opfordring, skrev jeg min første store roman for voksne, Lisinka, som udkom i 1996. Den udviklede sig efterhånden til en bestseller, så jeg i dag, ti år efter, stadig og jævnligt får breve fra læsere af begge køn og i alle aldre. Mange læsere har rejst i Lisinkas fodspor, opsøgt museer, hvor hendes malerier hænger, besøgt hendes boliger her i landet, eller herregårde, som har haft betydning for hende, kunstnerisk og menneskeligt.Den sorte rose, som udkom i 1999 og Intermezzo, kærlighedsromanen fra 2001 gik det på samme måde. - Mine læsere har taget dem til sig, og gennem nye oplag, bogklub og lydbøger er de blevet mangfoldiggjort til bestseller-status. Mange af mine læsere og lyttere har skrevet til mig, og det er efter min mening det bedste, en forfatter kan opleve. Det er simpelthen en stor og værdifuld gave, når en læser gør sig den ulejlighed at sætte en forfatter ind i, hvad han eller hun har tænkt, følt eller oplevet gennem en af hans bøger. En rigtig stor gave, det skal læserne være klar over, og jeg svarer naturligvis altid på disse breve. Jeg har brugt min uddannelse som skuespiller ved oplæsning i radioen og ved indlæsning af mine bøger til lydbøger. (Djil-bøgerne , Lisinka, Den sorte rose og Intermezzo.) Men Totter-bøgerne er indlæst aldeles fortræffeligt af Lars Lippert og af Poul Hüttel. Min seneste roman, Siggi er nylig udkommet på forlaget Rosinante. Den har af forskellige grunde været længe undervejs og var vanskelig at skrive. Men hver roman har voldt mig vanskeligheder, i perioder så store, at jeg aldrig er sikker på, om den nogensinde vil blive en helhed, altså færdig, før jeg har sat det sidste punktum. Min eneste trøst er, at min mand fortæller mig, at jeg hver gang siger det samme, også når jeg påstår, at ’så vanskeligt har det dog aldrig været ’ svarer han: ”Jo, også det sagde du sidste gang.” Men vanskelighederne er glemt, når bogen er skrevet, og hver gang er jeg da også fuld af fortrøstning gået i gang med en ny bog. Det er et meget ensomt arbejde at skrive, i hvert fald for mig. Jeg fortæller aldrig nogen, ikke engang min mand, hvad bogen handler om, hvad vanskelighederne går ud på, lader ikke et menneske læse en linie, før den sidste er sat på papiret, og da er min mand den første, der med stor lydhørhed og opmærksomhed læser resultatet og giver mig sine gode råd og kommentarer. - Derpå begynder næste fase, som jeg altid holder mest af, nemlig håndværket med bogen. Den første lange fase: den kreative del, hvor handlingen og personerne opstår, eller jeg skulle snarere skrive omvendt: hvor personerne opstår i de situationer eller den skæbnesituation, jeg kaster dem ud i, og hvor de må handle, som de gør ud fra de forudsætninger, som jeg finder hos dem, og som afdækkes lag for lag – ja, den periode af skriveprocessen er for mig den vanskeligste, fordi jeg ofte ikke forstår, hvorfor vi skal derhen, hvorfor den eller den ny person med ét træder ind i min bog. – Og sådan kunne jeg fortsætte.
Mit private liv. Kun et par ord. Her i Nordsjælland bor vi tæt på vores store familie, fire børn med svigerbørn og 10 børnebørn i alderen to år til toogtyve år. Vi har derfor daglig glæde af den nære kontakt, men også brug for at kunne ty til et lille sted langt herfra, hvor der kan arbejdes uden dårlig samvittighed. Så det gør vi i de perioder, hvor en ny bog skrives.
Redigeres af Helsingør Bibliotek
