Forfatter
Árni Þórarinsson
Har man allerede læst de store svenske krimier, kan man nemt finde tilsvarende spænding i den islandske litteratur. Journalisten Àrni Þórarinsson (f. 1950) er et stort navn på vulkanøen, og i debutromanen Natten har tusind øjne (1998) leverer han et kvalificeret bud på en stærk og læsevenlig krimi.
På originalsproget skal man lede efter den eksotiske titel Nóttin hefur Þúsund Augu, der gemmer på en reference til en Jazz-standard, som udgør ledemotivet i romanen. En mørk vinternat bliver den mystiske amerikanske forretningsmand, Abel Goodman, dræbt på lufthavnshotellet i Reykjavik. Morderen flygter med ofrets øjne, før politiet og romanens hovedfigur, journalisten Einar, kommer farende ind på scenen. Natten har tusind øjne lægger fra land på dramatisk vis.
Ny chance til en presset mand
Àrni Þórarinsson mestrer krimigenren. Natten har tusind øjne har en perfekt opbygget spændingskurve, og romanen er hurtigt læst med sine ca. 200 tætpakkede sider. Som de hårdkogte helte hos Raymond Chandler (1888-1959) og Dashiell Hammett (1894-1961) sejler Einar gennem natten med whiskyflasken som vejviser. Efter et kuldsejlet ægteskab har Einar kun lige klaret skærene, og jobbet som reporter på Eftermiddagsbladet hænger i en ultratynd tråd. Avisens ambitiøse dækning af mordet på lufthavnshotellet giver en sidste chance til en presset mand, der på første side præsenteres sådan her:
”Jeg havde ligget på maven på tværs af sengen og vidste ikke, hvad jeg selv hed. Telefonen faldt på gulvet og ramte en Jim Beam-flaske, der tømte sig i det snuskede kludetæppe. Det var ikke første gang. Jeg famlede efter flasken for at redde det, som reddes kunne. Selvom tæppet sikkert har haft brug for en opstrammer, er det mig, der bestemmer.”
Selvom Einar kæmper bravt for at genvinde ædrueligheden, er vi tit en tur på værtshus i romanen. Mange scener er henlagt til natten, og der falder tvetydige skygger på alle involverede personer. Àrni Þórarinsson er inspireret af den såkaldte film-noir æstetik. Imens sneen knitrer i mørket, iscenesættes de klassiske ingredienser med sikker hånd: et bestialsk mord og en række uoverskuelige interessekonflikter, som trækker tråde mellem diverse suspekte aktører i toppen af det islandske samfund. Det handler om politik, medier og sex, men skyldsspørgsmålet fortaber sig i natten, som møder den søvnløse Einar med tusind udfordrende øjne.
Hver gang et mønster tegner sig, åbner Àrni Þórarinsson plottet med uventede oplysninger og nye spor. Einars dækning af den prekære sag afdækker løbende magtens fordækte kredsløb mellem politiet, aviserne og politikerne. Alene på Eftermiddagsbladet ripper mordet op i gamle sår, og Einar må slås for overlevelse i en barsk medieverden, som vi kommer helt tæt på i romanen. Kaffe i litermål, bjerge af cigaretter, lidenskabelige redaktionsmøder og deadlines, som altid forlængst er overskredet. I ”Natten har tusind øjne” ser man ikke Island gennem et flatterende turistkatalog, men gennem dagligdagen i den kulørte presse.
På tur i grænselandet
I romanen udnytter Àrni Þórarinsson, at han selv er en kendt journalist på Island. Pr. tradition er der en tæt forbindelse mellem detektiven og journalisten, og det forklarer en del af genrens læsertække. Den stærke forbindelse til virkeligheden skaber en solid kontrakt med læseren. Alle ved, at journalister arbejder som regulære snushaner på jagt efter spor til gode historier.
Den vellykkede krimi udfolder som regel et samfundsportræt, og det aspekt behersker Àrni Þórarinsson også til perfektion. I ”Natten har tusind øjne” producerer Einar en række slagkraftige avisartikler, som opsummerer handlingens udvikling. Stoffet til artiklerne opsporer han både i Reykjavik og i den islandske provins. Geografisk og socialt dækker romanen vulkanøens samlede territorium – mellem by og land, mellem gammel og ung, mellem nat og dag, mellem høj og lav. Kort sagt: På metodisk vis indrammer og overskrider Àrni Þórarinsson de grænser, som tilsammen udgør det moderne islandske samfund.
I krimien er grænselandet også en psykologisk figur. I Natten har tusind øjne genbruger Àrni Þórarinsson også en række elementer fra tragedien om Kong Ødipus” (ca. 430 f.kr). Den græske tragedie har formet en række af krimigenrens grundtræk. Ødipus slår i uvidenhed sin far ihjel og gifter sig med sin mor. Han bliver en af litteraturhistoriens første skarpsindige detektiver, som blinder sig selv, da han erfarer sandheden om sit fadermord. Ganske paradoksalt er Ødipus detektiv og morder i ét, og den tætte forbindelse mellem forbryderen og opdageren finder man i utallige krimier. Mange detektiver og journalister balancer i grænselandet mellem lov og forbrydelse.
Dette litterære perspektiv kan man ikke undgå at bemærke, når man først læser Natten har tusind øjne. I mordet på lufthavnshotellet kredser politiets efterforskning om ofrets manglende øjne, et symbolsk udgangspunkt, som angiver en eller anden forbindelse mellem Einar og den myrdede amerikaner med det opsigtsvækkende navn. Men selv disse afsløringer åbner kun en smule for en hæsblæsende handling, der overrasker side for side. I den kølige, islandske nat gemmer sig hede gåder, som ikke engang tusind øjne kan gennemskue.
Har man allerede læst de store svenske krimier, kan man nemt finde tilsvarende spænding i den islandske litteratur. Journalisten Àrni Þórarinsson (f. 1950) er et stort navn på vulkanøen, og i debutromanen Natten har tusind øjne (1998) leverer han et kvalificeret bud på en stærk og læsevenlig krimi.
På originalsproget skal man lede efter den eksotiske titel Nóttin hefur Þúsund Augu, der gemmer på en reference til en Jazz-standard, som udgør ledemotivet i romanen. En mørk vinternat bliver den mystiske amerikanske forretningsmand, Abel Goodman, dræbt på lufthavnshotellet i Reykjavik. Morderen flygter med ofrets øjne, før politiet og romanens hovedfigur, journalisten Einar, kommer farende ind på scenen. Natten har tusind øjne lægger fra land på dramatisk vis.
Ny chance til en presset mand
Àrni Þórarinsson mestrer krimigenren. Natten har tusind øjne har en perfekt opbygget spændingskurve, og romanen er hurtigt læst med sine ca. 200 tætpakkede sider. Som de hårdkogte helte hos Raymond Chandler (1888-1959) og Dashiell Hammett (1894-1961) sejler Einar gennem natten med whiskyflasken som vejviser. Efter et kuldsejlet ægteskab har Einar kun lige klaret skærene, og jobbet som reporter på Eftermiddagsbladet hænger i en ultratynd tråd. Avisens ambitiøse dækning af mordet på lufthavnshotellet giver en sidste chance til en presset mand, der på første side præsenteres sådan her:
”Jeg havde ligget på maven på tværs af sengen og vidste ikke, hvad jeg selv hed. Telefonen faldt på gulvet og ramte en Jim Beam-flaske, der tømte sig i det snuskede kludetæppe. Det var ikke første gang. Jeg famlede efter flasken for at redde det, som reddes kunne. Selvom tæppet sikkert har haft brug for en opstrammer, er det mig, der bestemmer.”
Selvom Einar kæmper bravt for at genvinde ædrueligheden, er vi tit en tur på værtshus i romanen. Mange scener er henlagt til natten, og der falder tvetydige skygger på alle involverede personer. Àrni Þórarinsson er inspireret af den såkaldte film-noir æstetik. Imens sneen knitrer i mørket, iscenesættes de klassiske ingredienser med sikker hånd: et bestialsk mord og en række uoverskuelige interessekonflikter, som trækker tråde mellem diverse suspekte aktører i toppen af det islandske samfund. Det handler om politik, medier og sex, men skyldsspørgsmålet fortaber sig i natten, som møder den søvnløse Einar med tusind udfordrende øjne.
Hver gang et mønster tegner sig, åbner Àrni Þórarinsson plottet med uventede oplysninger og nye spor. Einars dækning af den prekære sag afdækker løbende magtens fordækte kredsløb mellem politiet, aviserne og politikerne. Alene på Eftermiddagsbladet ripper mordet op i gamle sår, og Einar må slås for overlevelse i en barsk medieverden, som vi kommer helt tæt på i romanen. Kaffe i litermål, bjerge af cigaretter, lidenskabelige redaktionsmøder og deadlines, som altid forlængst er overskredet. I ”Natten har tusind øjne” ser man ikke Island gennem et flatterende turistkatalog, men gennem dagligdagen i den kulørte presse.
På tur i grænselandet
I romanen udnytter Àrni Þórarinsson, at han selv er en kendt journalist på Island. Pr. tradition er der en tæt forbindelse mellem detektiven og journalisten, og det forklarer en del af genrens læsertække. Den stærke forbindelse til virkeligheden skaber en solid kontrakt med læseren. Alle ved, at journalister arbejder som regulære snushaner på jagt efter spor til gode historier.
Den vellykkede krimi udfolder som regel et samfundsportræt, og det aspekt behersker Àrni Þórarinsson også til perfektion. I ”Natten har tusind øjne” producerer Einar en række slagkraftige avisartikler, som opsummerer handlingens udvikling. Stoffet til artiklerne opsporer han både i Reykjavik og i den islandske provins. Geografisk og socialt dækker romanen vulkanøens samlede territorium – mellem by og land, mellem gammel og ung, mellem nat og dag, mellem høj og lav. Kort sagt: På metodisk vis indrammer og overskrider Àrni Þórarinsson de grænser, som tilsammen udgør det moderne islandske samfund.
I krimien er grænselandet også en psykologisk figur. I Natten har tusind øjne genbruger Àrni Þórarinsson også en række elementer fra tragedien om Kong Ødipus” (ca. 430 f.kr). Den græske tragedie har formet en række af krimigenrens grundtræk. Ødipus slår i uvidenhed sin far ihjel og gifter sig med sin mor. Han bliver en af litteraturhistoriens første skarpsindige detektiver, som blinder sig selv, da han erfarer sandheden om sit fadermord. Ganske paradoksalt er Ødipus detektiv og morder i ét, og den tætte forbindelse mellem forbryderen og opdageren finder man i utallige krimier. Mange detektiver og journalister balancer i grænselandet mellem lov og forbrydelse.
Dette litterære perspektiv kan man ikke undgå at bemærke, når man først læser Natten har tusind øjne. I mordet på lufthavnshotellet kredser politiets efterforskning om ofrets manglende øjne, et symbolsk udgangspunkt, som angiver en eller anden forbindelse mellem Einar og den myrdede amerikaner med det opsigtsvækkende navn. Men selv disse afsløringer åbner kun en smule for en hæsblæsende handling, der overrasker side for side. I den kølige, islandske nat gemmer sig hede gåder, som ikke engang tusind øjne kan gennemskue.
