Født: 29.01.1954.
Debut: Altid frejdig.
Jeg er født den 29. januar 1954. Eller sagt med andre ord, så er jeg vandmand, hvilket bl.a. vil sige, at jeg stort set altid har haft det svært med systemer og meget hellere har villet gå mine egne vegne … hvilket jeg da også har gjort.
Jeg var nummer to i en søskendeflok på fem. Begge mine forældre var ufaglærte og litteraturen hjemme bestod stort set mest af Roman Bladet, Bill & Ben-bøger samt Illustreret Klassiker, Ota-bøgerne og tegneserier, men det var nu heller ikke så dårligt. Den eneste ”rigtige” bog, jeg husker, vi havde, var Kraks Vejviser. Til gengæld gik vi alle meget i biografen. Vi var faktisk ret fattige, fik sent råd til fjernsyn og oplevede i øvrigt ikke 60’erne som særligt gyldne.
Første skoledag og resten af skoletiden frem til syvende klasse i 1968, husker jeg som ydmygende og nærmest som ren tortur! Jeg kunne ganske enkelt ikke komme hurtigt nok væk, og det var en af de lykkeligste dage i mit liv, da jeg for sidste gang gik ud ad skoleporten! I 1969 gik jeg i mesterlære som frisør og parykmager, blev udlært i 1972, og var frisørsvend, som det hed, frem til 1974 … så havde jeg fået nok af miljøets overfladiskhed og snobberi. Jeg havde dog forinden givet mig selv (og faget) en allersidste chance i en af de største saloner på Strøget i København, men det var ikke nok, jeg ville noget andet! Jeg var også blevet mere moden og mere bevidst, ikke mindst politisk.
Så det var gode, gamle Grundtvig og hans højskole i Hillerød, der virkelig åbnede mine øjne … og sanser for en hel ny verden – sprog, drama, litteratur og meget, meget mere! Mit mål fra da af var, at blive socialrådgiver, hvilket jeg blev i 1984. Men før jeg kunne blive optaget på Den Sociale Højskole skulle jeg dog lige have 9 klasse, 10 klasse og HF, og det var HÈR på Forberedelseskurset i Albertslund, at jeg var så heldig, at have den bedste dansklærer, man kunne tænke sig. Bodil Johansen, som hun hed - og som selv samme år (1975) debuterede med versromanen ”Ud fra nulpunktet” - kunne få enhver til at blomstre og til at holde af faget dansk! Bodil sagde en dag, da jeg skulle have en stil tilbage, som hun havde rettet: ”Arne, er du klar over at du kan skrive!” – og ja, så begyndte jeg at skrive … og har stort set gjort det siden. På HF fik jeg en anden fremragende dansklærer og ”mentor” ud i litteraturen, udover at være et fint menneske, nemlig Anne Braad, som i dag er præst.
Men 70’erne og 80’erne betød også for mig, at jeg var aktiv, dels i Bøssernes Befrielsesfront, og dels i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, det tidligere Forbundet af 1948. I disse år var jeg så heldig at møde et af mine litterære forbilleder, Christian Kampmann, som først Bodil Johansen havde introduceret med bøgerne om familien Gregersen, og senere Anne Braad med hans bøssetrilogien! Christian Kampmann var - udover at være en flot mand, og en fremragende forfatter selvfølgelig – en usædvanlig sød og rar fyr. Det var faktisk Christian Kampmann, som gav mig ideen til min første roman. Jeg vil ikke sige, at jeg huggede ideen fra ham, men jeg førte den på min måde og med mine oplevelser ud i livet, fordi han jo, som vi alle ved, døde under tragiske omstændigheder og derfor ikke nåede det. Med min debutroman fra 1991 ”Altid frejdig” ville jeg vise, at homoseksualitet faktisk er mere eller mindre bevidst hos mange ”kommende” bøsser ret tidligt i barndommen. Måske kan vi ligefrem tale om, at der faktisk findes homoseksuelle børn. Men når et barn oplever - både direkte og meget indirekte - at det ér anderledes, så bliver det nødt til at skjule, hvad det føler, det bliver nødt til at ”gemme sig” og spille en masse spil, for ikke at træde ved siden af, for at blive accepteret i sin higen efter at være ønsket, værdsat og være en del af fællesskabet, hvilket bestemt ikke er omkostningsfrit. Men jeg ville også give et tidsbillede af et boligkvarter på Østerbro i 60’erne, og jeg ville frem for noget fortælle om et skolesystem, som absolut ikke fik alle børn til at blomstre! ”Altid frejdig” udkom i 1991, som også var året, hvor jeg vandt 2. præmien i en novellekonkurrence, som det erotiske magasin Cupido udskrev, og det var året, hvor jeg fik min første kronik trykt i Politiken.
At skrive er for mig lige så nødvendigt, som at spise og at trække vejret. Jeg skriver hele tiden på en anden tekst. Det kan være et digt, en sketch, en novelle, et debatindlæg … eller en roman. Romanen kræver dog noget særligt over en meget længere periode, tid, arbejdsro m.m., fordi man har så mange bolde i luften på en gang. Jeg ved også, at grunden til at jeg skriver er nysgerrigheden over, hvad det er, der foregår i hovederne på os mennesker. Hvorfor handler vi, som vi gør, på godt og ondt? Hvorfor tænker vi som vi gør? Hvad får f.eks. to brødre til at beslutte, at de i fællesskab vil slå deres egen far ihjel? Billedet af dem på forsiden af en formiddagsavis for år tilbage gav mig ideen til den historie, som jeg måtte fortælle i min seneste kriminalroman ”På sporet af en skygge”. Jeg studerer mennesker alle vegne, i Netto, i bussen, på gaden, i motionscentret … ligesom jeg selvfølgelig også møder - og har mødt mange mennesker - i mit arbejde som socialrådgiver. De seneste ti år har jeg arbejdet i socialpsykiatrien, men har også erfaringer fra en kommunal forvaltning og fra sygehusvæsenet.
Alt, hvad jeg skriver er ren fiktion, men undtagelse af min første roman, som delvist er selvbiografisk. Men jeg næres og inspireres jo også ved selv at læse, og blandt mine favoritforfattere er absolut Kirsten Thorup, Morten Sabroe, Kim Fupz Aakeson, Naja Marie Aidt og Suzanne Brøgger, og af de ældre forfattere ikke mindst Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Af udenlandske forfattere, er jeg altid i godt selskab med Paul Auster, Raymond Carver, Carson McCullers og James Baldwin.
Biografien er udarbejdet af forfatteren
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker
Foto: Privat
