Forfatter
Anita Grün
Født 7. august 1951 på Frederiksberg. Vokset op i København, med et halvt år i Aasiaat, da jeg var elleve år. Efter en turbulent barndom med mange flytninger, blev ungdommen en fortsættelse af det liv. Jeg havde forskellige ufaglærte jobs, bl.a. som stuepige, skylledame, fabrikssyerske, rengøringsassistent og pædagogmedhjælper.
Efter en halv pædagoguddannelse, arbejdede jeg i nogle år som køkkendame i en børnehave, gjorde rent på et plejehjem og endte med at tage en kontoruddannelse hos F.L. Smidth. Jeg arbejdede som sekretær, blandt andet i Indenrigsministeriet og lavede sideløbende grafik, malede, tegnede og skrev digte og noveller.
Jeg debuterede som 52-årig med romanen ”Mod til Frygt eller Hvordan jeg overlevede Otis Redding”, som indeholder en stor del af min barndom og ungdom. Romanen er udsolgt fra forlaget og er i 2020 genudgivet som e-bog, lydbog og Print on Demand hos Lindhardt og Ringhof.
I 2005 fik jeg udgivet børnebogen ”Vi flyver mod solen”, og i 2008 udkom den halvdokumentariske roman ”Irina”, der beskriver nødhjælpschaufførernes arbejde under krigen i ex-Jugoslavien i 1993.
”Det du ikke dør af” udkom i 2011 og er en psykologisk krimi, der handler om en ældre kvinde, der dør på et plejehjem. Hendes to sønner er vokset op i et dysfunktionelt hjem, og da moren dør, finder man noget mistænkeligt ved dødsattesten og graver hendes lig op for at sende det til obduktion. Hendes to sønner kommer under mistanke for at have slået hende ihjel.
Efterfølgende har jeg fået udgivet: ”Hannahs forår”, ”Efter regnen”, ”Et ordentligt menneske”, ”De lodrette dyr” (noveller). Den nyeste roman fra 2020 ”Ved et tilfælde” handler om russeren Andrei, der vokser op med en ustabil og rastløs mor. I perioder bor han hos sine bedsteforældre. Som 29-årig flytter han til Hamborg og tilfældige møder ændrer hans liv.
Kim Frederichsen, Ph.d. i russisk historie og samfundsforhold, har i sin anmeldelse i Dansk-Russisk forening bl.a. skrevet:
”Der er flere interessante aspekter ved romanen. For eksempel drejer det sig om hovedpersonens opvækst i Rusland. En del tid tilbringes sammen med moren i de sovjetiske betonblokke, der i tiden efter anden verdenskrig skød op over hele landet, når de mange befolkningsgrupper, der blandedes sammen, når de søgte job og bolig ved industrivirksomhederne. Hvor livet med moren fremstår underligt koldt og upersonligt, nærmest som betonblokkene, så fremstår livet med bedsteforældrene, der bor i et typisk russisk træhus, langt mere originalt, varmt og livsbekræftende. Et andet interessant aspekt handler om Andreis flytning til og liv i det Tyskland, som bedstefaren Ivan kæmpede imod under krigen, og hans møde med og tilknytning til det russiske diaspora, han til dels bliver en del af. Der er mange observationer af hans oplevelse af et ”vestligt” land som set med en fremmeds øjne.”
Fælles for mine romaner er en lyst til at se på årsagerne til, at mennesker ikke altid klarer sig så godt. Det er hovedsageligt arbejdermiljøer, jeg beskriver, hvor humoren indimellem bliver brugt som overlevelsesstrategi.
Forfatterportrættet er skrevet af Anita Grün
Født 7. august 1951 på Frederiksberg. Vokset op i København, med et halvt år i Aasiaat, da jeg var elleve år. Efter en turbulent barndom med mange flytninger, blev ungdommen en fortsættelse af det liv. Jeg havde forskellige ufaglærte jobs, bl.a. som stuepige, skylledame, fabrikssyerske, rengøringsassistent og pædagogmedhjælper.
Efter en halv pædagoguddannelse, arbejdede jeg i nogle år som køkkendame i en børnehave, gjorde rent på et plejehjem og endte med at tage en kontoruddannelse hos F.L. Smidth. Jeg arbejdede som sekretær, blandt andet i Indenrigsministeriet og lavede sideløbende grafik, malede, tegnede og skrev digte og noveller.
Jeg debuterede som 52-årig med romanen ”Mod til Frygt eller Hvordan jeg overlevede Otis Redding”, som indeholder en stor del af min barndom og ungdom. Romanen er udsolgt fra forlaget og er i 2020 genudgivet som e-bog, lydbog og Print on Demand hos Lindhardt og Ringhof.
I 2005 fik jeg udgivet børnebogen ”Vi flyver mod solen”, og i 2008 udkom den halvdokumentariske roman ”Irina”, der beskriver nødhjælpschaufførernes arbejde under krigen i ex-Jugoslavien i 1993.
”Det du ikke dør af” udkom i 2011 og er en psykologisk krimi, der handler om en ældre kvinde, der dør på et plejehjem. Hendes to sønner er vokset op i et dysfunktionelt hjem, og da moren dør, finder man noget mistænkeligt ved dødsattesten og graver hendes lig op for at sende det til obduktion. Hendes to sønner kommer under mistanke for at have slået hende ihjel.
Efterfølgende har jeg fået udgivet: ”Hannahs forår”, ”Efter regnen”, ”Et ordentligt menneske”, ”De lodrette dyr” (noveller). Den nyeste roman fra 2020 ”Ved et tilfælde” handler om russeren Andrei, der vokser op med en ustabil og rastløs mor. I perioder bor han hos sine bedsteforældre. Som 29-årig flytter han til Hamborg og tilfældige møder ændrer hans liv.
Kim Frederichsen, Ph.d. i russisk historie og samfundsforhold, har i sin anmeldelse i Dansk-Russisk forening bl.a. skrevet:
”Der er flere interessante aspekter ved romanen. For eksempel drejer det sig om hovedpersonens opvækst i Rusland. En del tid tilbringes sammen med moren i de sovjetiske betonblokke, der i tiden efter anden verdenskrig skød op over hele landet, når de mange befolkningsgrupper, der blandedes sammen, når de søgte job og bolig ved industrivirksomhederne. Hvor livet med moren fremstår underligt koldt og upersonligt, nærmest som betonblokkene, så fremstår livet med bedsteforældrene, der bor i et typisk russisk træhus, langt mere originalt, varmt og livsbekræftende. Et andet interessant aspekt handler om Andreis flytning til og liv i det Tyskland, som bedstefaren Ivan kæmpede imod under krigen, og hans møde med og tilknytning til det russiske diaspora, han til dels bliver en del af. Der er mange observationer af hans oplevelse af et ”vestligt” land som set med en fremmeds øjne.”
Fælles for mine romaner er en lyst til at se på årsagerne til, at mennesker ikke altid klarer sig så godt. Det er hovedsageligt arbejdermiljøer, jeg beskriver, hvor humoren indimellem bliver brugt som overlevelsesstrategi.
Forfatterportrættet er skrevet af Anita Grün