Forfatter
Angela Brink
Født: 10.05.1972
Debut: Tæsk. 2002
Jeg er født i Canada af en dansk mor. Min far er canadier af afrikansk oprindelse. Vi kom til Danmark, da jeg var fire år gammel. Jeg husker, min mor forklarede mig, at der fremover måske ikke ville være sne til jul. Og at jeg måtte tage afsked med ahorntræerne på bakken udenfor vores hus og med min bedste veninde, Mimi.
Først boede vi i Helsingør. Det var et magisk sted, for man kunne se til landet overfor, Sverige, et sted, hvor der hen under aften gik orange ild i vinduerne. Aften solstrålernes refleksion i Helsingborgs ruder satte gang i min fantasi, der var både ordløs og dobbelt-ordet, fordi jeg trods danske au pair piger havde talt engelsk indtil da.
Min far var ikke meget for Danmark. Veluddannet og ambitiøs som han var, fandt han det akademiske miljø tillukket. Hvorfor skulle han henslæbe sit liv med at løbe hovedet mod Københavns Universitets mure, når han kunne sætte sig til arbejdsbordet uden det store ståhej i Canada – eller et helt tredje sted i verden?
Hans reaktion på, at jeg efter tre års religionsvidenskabsstudier sprang fra, fordi jeg var kommet ind på Journalisthøjskolen, var følgende lakoniske meddelelse: ”Jeg ville have overvejet at komme til Danmark, den dag du fik din PhD i religionsvidenskab. Men nu ser jeg ærlig talt ingen grund til det.” Jeg stod dog fast, vel brændte mit hjerte for komparativ religionsfænomenologi, men med journalistikken var der en chance for både formidle oplevelser og få mad på bordet.
For min mor var Danmark allerede hjem. Og inden længe flyttede vi fra Sjælland til Vestjylland, hvor resten af familien Brink var. Endnu mere hjem. Mod vest. Mod havet og sandet.
Min barndom i en lille by ved marsken cirka midt mellem Esbjerg og Ribe står som en magisk tid. Det er altid sommer, min ven Jan og jeg leger ved bækken, vi jager den store gedde, og gråspurve hænger som kolibrier i luften. Min mormor laver mad, min bedstefar graver nye kartofler op og min mor kører karriere, uden jeg dog så meget som et sekund føler, at der er noget i hendes liv, der for alvor er vigtigere end mig.
For mig bliver det vigtigste dog hurtigt at finde mening. Isolere betydninger og formidle dem. Oversætte verden, dele den, tolke den. Der er en uro i mig, der skyldes, alt det jeg ser og sanser. Ordene anskueliggør fornemmelserne. Sandheden er konkret, siger man i journalistikken. Men virkeligheden er mangetydig og kan kun for alvor forstås gennem fiktionen, hvor man tager virkeligheden fra virkeligheden, bemægtiger sig den.
Jeg begyndte tidligt at skrive digte og sendte dem som 14-årig til Hvedekorn, hvor Poul Borum opfordrede mig til at blive ved med at skrive, fordi han mente, talentet var der. Siden blev jeg journalist. For som de siger i Canada: a girl’s gotta live!
Foto: Uffe Weng
Født: 10.05.1972
Debut: Tæsk. 2002
Jeg er født i Canada af en dansk mor. Min far er canadier af afrikansk oprindelse. Vi kom til Danmark, da jeg var fire år gammel. Jeg husker, min mor forklarede mig, at der fremover måske ikke ville være sne til jul. Og at jeg måtte tage afsked med ahorntræerne på bakken udenfor vores hus og med min bedste veninde, Mimi.
Først boede vi i Helsingør. Det var et magisk sted, for man kunne se til landet overfor, Sverige, et sted, hvor der hen under aften gik orange ild i vinduerne. Aften solstrålernes refleksion i Helsingborgs ruder satte gang i min fantasi, der var både ordløs og dobbelt-ordet, fordi jeg trods danske au pair piger havde talt engelsk indtil da.
Min far var ikke meget for Danmark. Veluddannet og ambitiøs som han var, fandt han det akademiske miljø tillukket. Hvorfor skulle han henslæbe sit liv med at løbe hovedet mod Københavns Universitets mure, når han kunne sætte sig til arbejdsbordet uden det store ståhej i Canada – eller et helt tredje sted i verden?
Hans reaktion på, at jeg efter tre års religionsvidenskabsstudier sprang fra, fordi jeg var kommet ind på Journalisthøjskolen, var følgende lakoniske meddelelse: ”Jeg ville have overvejet at komme til Danmark, den dag du fik din PhD i religionsvidenskab. Men nu ser jeg ærlig talt ingen grund til det.” Jeg stod dog fast, vel brændte mit hjerte for komparativ religionsfænomenologi, men med journalistikken var der en chance for både formidle oplevelser og få mad på bordet.
For min mor var Danmark allerede hjem. Og inden længe flyttede vi fra Sjælland til Vestjylland, hvor resten af familien Brink var. Endnu mere hjem. Mod vest. Mod havet og sandet.
Min barndom i en lille by ved marsken cirka midt mellem Esbjerg og Ribe står som en magisk tid. Det er altid sommer, min ven Jan og jeg leger ved bækken, vi jager den store gedde, og gråspurve hænger som kolibrier i luften. Min mormor laver mad, min bedstefar graver nye kartofler op og min mor kører karriere, uden jeg dog så meget som et sekund føler, at der er noget i hendes liv, der for alvor er vigtigere end mig.
For mig bliver det vigtigste dog hurtigt at finde mening. Isolere betydninger og formidle dem. Oversætte verden, dele den, tolke den. Der er en uro i mig, der skyldes, alt det jeg ser og sanser. Ordene anskueliggør fornemmelserne. Sandheden er konkret, siger man i journalistikken. Men virkeligheden er mangetydig og kan kun for alvor forstås gennem fiktionen, hvor man tager virkeligheden fra virkeligheden, bemægtiger sig den.
Jeg begyndte tidligt at skrive digte og sendte dem som 14-årig til Hvedekorn, hvor Poul Borum opfordrede mig til at blive ved med at skrive, fordi han mente, talentet var der. Siden blev jeg journalist. For som de siger i Canada: a girl’s gotta live!
Foto: Uffe Weng
