Amalie Langballe debuterede i 2019 med den anmelderroste roman ’Forsvindingsnumre’, som hun modtog BogForums debutantpris for. Amalie Langballe behandler sorgen og forladtheden igennem voodoo-dukker og et ligefremt sprog. Sproget læner sig op ad det humoristiske, så roman står som en tragikomisk bearbejdning af en sorg så stor, at den ikke kan beskrives med ord.
’Forsvindingsnumre’ er Amalie Langballes (f. 1992) romandebut efter flere år som klummeskribent i diverse dagblade, som også var det, der landede hendes kontrakt med Lindhardt og Ringhof. Romanen er også skrevet i et sprog, som trækker paralleller til journalistikken, fordi den ikke hænger i lange sætninger, men er korte og abrupte. Der er en god portion humor til stede i værket, som kan synes mærkværdigt eller anderledes i en sorgroman.
’Forsvindingsnumre’ handler om Agnes, der mister sin mor til kræft. Agnes gør alt for ikke at mærke sorgen ved at have en masse sex med dertilhørende sprøjteorgasmer og at rejse langt væk fra Danmark, hvor alt minder om moren. Det er en fortælling om en kvinde, der vil gøre alt for at forsøge at få sorgen til at forsvinde, men den ligger på lur i alt, hvad hun gør. Og humoren fungerer netop som et af numrene til at få sorgen til at forsvinde. Den fungerer som en måde at slippe for det sentimentale, som er uundgåeligt ved at miste, og i stedet pakke det ind i en koldhed, så man ikke skal forholde sig til sorgen. For dét er umuligt. Sorgen kan ikke indkapsles, sorgen kan ikke forstås, sorgen kan ikke beskrives tilstrækkeligt. Den er opgivende og magtesløs, og igennem Amalie Langballes afvæbnende sprog fanger hun det ubeskrivelige hul, som døden efterlader; det uholdbare fravær, der kommer, når man mister én.
Foto: Mathias Løvgreen
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
