Skifting af Keith Donohue

Magisk og kraftfuld fortælling om drillenisser og tabt barndom - den fortjener klassikerstatus!

Henry Day er 7 år den dag han fanges af skovens drillenisser og bliver til Hverdag. En skifting har taget hans plads i familien og kan nu kalde sig Henry Day og putte sig i mors bløde favn.

I denne bemærkelsesværdige debutroman bliver man suget tilbage til barndommens land. Man følger skiftevis Henry Day og Hverdag, der vokser op på hver deres betingelser. Henry kæmper for at lære både at være ung OG menneskelig. Hverdag må acceptere stilstand og langvarig venten, til det bliver hans tur til at vende tilbage til menneskene. Imens er han fanget i en lille drengs krop, men med et sind, der udvikles i takt med, at årene går.

Romanen starter i 1940’erne og bevæger sig op til 1970’erne. Der er en klar henvisning til natur kontra civilisation. I starten lever Hverdag og hans venner i pagt med den store natur, men med tiden flytter byen tættere på, og drillenissernes lille samfund er i fare.

Et større tema er barndom kontra voksenliv. Igennem Henry og Hverdag oplever man den søgen efter identitet, der starter, når barndommen forlades. Henry er naturligt nok lidt af en outsider, men han falder til og forsøger at huske, hvordan man er menneske. For han VAR et rigtigt menneske for mange år siden, da han selv blev byttet om med en skifting. Den gamle identitet begynder at æde sig ind på ham, han opdager skjulte talenter, og brudstykker af hans fortid, både blandt drillenisser og mennesker, dukker frem.

Hverdag tiltrækkes af menneskene, og også han husker brudstykker fra sin fortid. Han kan ikke holde sig i skoven, og før eller siden må de to mødes. Den forhenværende og den nuværende Henry Day.

Alle, der kan læse, burde læse dette lille mesterværk! Jeg elsker historien og måden den griber dig på, den er så smuk og vemodig, men fortalt på en helt usentimental facon.

Sproget er flydende og ordene er nærmest gennemsyret af poesi. Det er måske ikke så underligt, når forfatteren er inspireret af  W.B. Yeats’ stemningsfyldte digt ”The stolen child”, som jeg ligeledes vil anbefale på det varmeste.