Vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg

Kasper Ralsted Jensens anden digtsamling, der minder mere om kortprosa end digte, arbejder med en ung drengs fornemmelser i livet. Samlingen er bygget op omkring forskellige dage, der fungerer som indgangsscener til de enkelte afsnit. Barndommens oplevelser samler sig om vemod, savn og frygten for at miste – men i lige så høj grad om naturen og forholdet til andre mennesker, særligt fortællerens mormor og morfar.
 

”Dagen er en gul dag, en tør og støvet sommer. Dagene man er i, dagene der går med støvet bag mejetærskeren, på himlen, omkring solen. Hoster gult støv op i mine hænder.” Sådan lyder det i samlingens første afsnit. Eksemplet illustrerer, hvordan sproget er spændt ud, og at forfatteren har et fint blik for detaljen. Ralsted Jensen zoomer helt ind, men formår samtidig at gøre fortællingen til en naturskildring og en barndom, jeg kan genkende, selvom den ikke er min.

 

Barnet er både nysgerrigt og opmærksomt, især når det gælder skildringen af de voksne. Der er omsorgsfulde skildringer, men også en erkendelse af, hvad der måske venter forude, når barnet selv bliver ældre: ”Forældrenes slidte gang, deres sorg og træthed der er en farve rundt om øjnene. Der er en farve omkring øjnene der er blevet tungere.”

Fortællingen er vedkommende, sproget flyder, og samlingen er en fornøjelse at læse. Foruden sproget er glæden ved naturen og barnets til tider naive blik (og forfaldenhed til at elske selv det mindste) forfriskende: ”Som øjenlågene man lukker langsomt mod solen på de dage hvor man føler man ikke skal noget.”

Når jeg læser Ralsted Jensen, kommer jeg til at tænke på Knud Sørensens evne til at beskrive naturen i fx ’Først nu’ og kan heller ikke komme udenom min egen roman ’Fordi ilden er vores’, hvor barndom, erindring og natur er i centrum. Og ligesom de to værker, er der en almenhed i ’vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg’, som gør, at samlingen kan læses af mange.

Samlingen brillerer sprogligt og indholdsmæssigt. Den henvender sig til læsere, som interesserer sig for erindring og natur – men kan samtidig også læses for sprogets skyld. Selve fornøjelsen i at læse et gennemarbejdet værk, hvor det ene billede afløser det andet i et mosaisk værk, hvor en barndom og et område træder mere og mere frem.