Anmeldelse
Vi kan ikke sidde her til juleaften! af Hanne Sindbæk
- Log ind for at skrive kommentarer
Et varmt og overvejende positivt portræt af skaberen af Dansk Supermarked, erhvervsikonet Herman Salling, hvis banebrydende betydning for dansk detailhandel næppe kan overvurderes.
Hanne Sindbæk er journalist og har tidligere skrevet om dansk erhvervsliv og dets toppersoner. Hun skriver i en frisk og underholdende stil både om erhvervsmanden og privatpersonen Herman Salling. Det er dog først og fremmest historien om den dygtige og driftige købmand, der levede og åndede for sit arbejde til skade for familielivet. Sønnen, der til fulde beviste sit værd over for faderen, som han overhalede med adskillige længder. En hård, egenrådig, kontrollerende og krævende chef, der ikke betænkte sig på at fyre sine nærmeste medarbejdere. Manden, der fornemmede, i hvad retning udviklingen gik, og tog kalkulerede chancer. Samtidig får vi den spændende historie om den rivende udvikling i dansk detailhandel i perioden.
Herman Salling fremstår som en sjov blanding af pengepugeren og gnieren Joakim von And og den driftige forretningsmand Mads Skjern fra Matador. Han holdt på skillingen, som når han tog notater på bagsiden af brugte konvolutter, og lod daleren rulle, når han var sikker på succes. Stormagasinet Salling var hjertebarnet, men han var hurtig til at se mulighederne i stordriftsfordele, selvbetjening og discount, og det blev til Føtex, Bilka og Netto. Pudsigt nok var Netto stedbarnet, selv om kæden endte med at stå for over halvdelen af omsætningen og indtjeningen. Med forretningsudvidelserne blev det af finansielle og lovgivningsmæssige grunde nødvendigt med et partnerskab, og det blev til et langt og godt partnerskab med A.P. Møller og senere sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller.
Hanne Sindbæk lægger ikke skjul på sin beundring for den karismatiske og fremsynede Herman Salling men undlader ikke at nævne hans svage sider. Hendes beskrivelse af hans privatliv tangerer næsten det kulørte, men ikke i vurderingen af kvinden bag Salling. Karin Salling, hans tredje hustru, der stabiliserede hans privatliv og ydede ham kvalificeret med- og modspil.
Stærkest står beskrivelsen af det drive, den forretningsmæssige dygtighed og særlige mavefornemmelse, der gjorde det muligt for Herman Salling at skabe sit forretningsimperium, som han beholdt kontrollen med lige til det sidste trods en invaliderende sygdom. Også tiden efter Sallings død får en kort beskrivelse. Sallings enerådende lederstil er vist ikke på mode i dag. Sallings efterfølger kopierede ukritisk ledelsesstilen, men uden den nødvendige fremdrift og med stagnation til følge. Med den nye leder, akademiker med international erfaring og Sallings diametrale modsætning, blæser nye vinde med en demokratisk ledelsesstil og globale tiltag med mulighed for en øget omsætning.
Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser