Velfærdsstat på falderebet?

I en vellykket blanding af biografi og samtidshistorie fortælles om velfærdssamfundets udvikling, som det afspejles i to af vores vigtigste samfundsinstitutioner.

Den biograferede Ralf Hemmingsen tilhører den første velfærdsgeneration og har via sine lederstillinger i hospitalsvæsenet og senere på Københavns Universitet fulgt velfærdssamfundets udvikling på de to områder. En udvikling, der efter hans vurdering er godt på vej til at afvikle velfærdssamfundet. Det drejer sig om to kerneområder, sundhedsvæsenet som vi alle har brug for, og universiteterne der skal generere den viden og innovation, som er nødvendig for at vores samfund kan overleve i nutidens globale virkelighed. Hemmingsens vurderinger er væsentlige og velunderbyggede, og den erfarne og velskrivende Jens Thomsen, EU-korrespondent og tidligere erhvervsjournalist, har sat ord på hans erfaringer.

Ralf Hemmingsens navn er uløseligt knyttet til Penkowasagen, en betændt sag om forskningssvindel i stor stil. Sagen har selvfølgelig fået et kapitel i bogen, for Hemmingsen stod med ansvaret, først som dekan, senere som rektor for Københavns Universitet. Sagen kunne måske have været håndteret anderledes, men Hemmingsens store betydning for udviklingen af Københavns Universitet, overskygger trods alt en måske mindre elegant håndtering af svindelsagen.

Det interessante ved bogen er Hemmingsens dybe indsigt i sundhedsvæsenet og universiteterne. Han har oplevet udviklingen på nærmeste hold og peger på de faresignaler, der viser, at velfærden er truet på livet. Ikke mindst i sundhedsvæsenet er udviklingen gået helt skævt med teknokraternes indtog og den stigende afstand til politikerne. Hemmingsen er ikke nostalgiker og vil ikke skrue tiden tilbage til professorvældet, men han argumenterer overbevisende for at få det sundhedsfaglige perspektiv tilbage i ledelsen. Han mener, det er på høje tid at komme i gang, for det er en udvikling, der vil tage mange år. Helt så slemt ser det ikke ud på universiteterne endnu, men det kan hurtigt komme.

Hemmingsen nøjes ikke med at kritisere og advare. Til slut opsummerer han sine anbefalinger om, hvordan udviklingen kan vendes, inden det er for sent. Politikerne skal satse på langsigtet planlægning frem for kortsigtet enkeltsagspolitik, de fagprofessionelle skal tilbage i ledelsen af offentlige organisationer, hvor tyngende bureaukrati skal afskaffes, automatiske årlige besparelser skal erstattes af nødvendige prioriteringer, og universiteterne skal vedblive at være uafhængige vidensinstitutioner.

Selv om bogen ikke kommer omkring alle dele af velfærdssamfundet, giver den et overbevisende indblik i to samfundsinstitutioner, som er yderst væsentlige for vores velfærdssamfund, baseret på Hemmingsens enestående indsigt.