Under hjertet er der en fælde

Fantasifulde digte om en kærlighed, der aldrig rigtig når frem. Humoren er god og underspillet, helhedsindtrykket lettere rodet.

’Under hjertet er der en fælde’ skriver sig ind i et af de mest klassiske motiver og fortællinger i litteraturen: Kærlighed. Forholdet mellem et jeg og et du italesættes allerede på første side med en direkte henvendelse fra ”J” til ”du”, der afsluttes med en lille krølle på halen, der som et stilistisk valg går igen i samlingen. Som læsere springer vi sammen med jeget på toget: ”Jeg poster denne hilsen, inden jeg springer på toget, så den og jeg rejser om kap til dig. ”

Spørgsmålet er, om du’et og jeget nogensinde når hinanden. Kærligheden er fyldt med forvikling, udvikling og afvikling, hvilket også kommer til udtryk i den brudte fortælling, der også byder på en tidsrejse. Hvor den indledende side måske lover en kærlighedshistorie – en rejse fra et sted til et andet, fra et alenested til et fællessted – giver digtsamlingen i stedet en rejse i fantasien, der viser, hvordan mødet med et andet menneske påvirker os.

Generelt er den prosaiske fortælling i centrum, frem for lyrikkens (ofte) mere præcise sprog. Til gengæld flyder ordene i en uformel tone, der til tider er meget morsom og opfindsom som fx i digtet ’Hvad er klokken i dag?’, hvor det bl.a. lyder: ”Standardkomplimenter er langhårede / jeg forsøger gerne at undgå dem / i stedet siger jeg det første som falder mig ind // Du er ristet rugbrød (…) Jeg har snart brugt det sidste af de sædvanlige tricks / derfra bliver alt improvisation // Du er opfinderen af ristet rugbrød”.

Et andet fint træk ved digtsamlingen er det magiske element, der bl.a. kommer til udtryk i digtet ’Lille Luna’, der beskriver en meteor, som kunne have udslettet Jorden, men i stedet endte med at følge i hælene på Månen. Digtet ender meget smukt: ”den skraber mod Jordens beskyttende atmosfærer / der hele tiden slider den marginalt mindre // Om hundrede år vil hun være nedslebet / og væk igen for altid”. Dette træk kan spejles i jeget og du’ets forhold, hvor alt det der kunne ske måske sker, men alligevel vil slides og forsvinde igen.

For det meste er fortællingen nøgtern og ret præcis i sine beskrivelser på trods af, at digtene stikker i (for) mange retninger. I forhold til historien mellem den indledende side og epilogen, er der alligevel noget dragende over de fleste digte i samlingen. Nogle gange forvandles det magiske og fortælleglæden dog til noget nærmest højstemt, der virker malplaceret i det samlede billede, det gælder fx digtet ’Kærlighedseksplosionens ekko’. Andre digte som fx ’Det er svært at kvæle en hest’ er gode, men hører måske i virkeligheden til i en anden samling, fordi de afviger fra den tematik, der ellers kunne gøre samlingen helstøbt og original i sin beskrivelse af kærligheden. Til tider giver de mange retninger en rodet læseoplevelse. Men kæmper man sig gennem afvigerne, er der meget at komme efter, og til tider bliver det meget smukt som fx her: ”Skoven ebber ud i et klitlandskab / strandsiv flagrer om de nøgne gryder / vi mindes natten før vi mødte hinanden / hvor vi lå stakåndede alene / i hver vores ukendte verden”.

Jeppe Madsen kan noget meget spændende i sin digtning: eventyr og magi. ’Under hjertet er der en fælde’ er bedst, når han tør kombinere det uformelle og eventyrlige med det smukke. Det er et interessant og ret vellykket bud på, hvordan man kan skrive om kærlighed, uden at den bliver triviel, men jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt digtsamlingen i virkeligheden handler om og vil noget helt andet.