Bog

Under de stille stjerner

Af (
2017
)

Anmeldelse

Under de stille stjerner af Laura McVeigh

16 nov.17

Gribende og barsk fortælling om en ung kvinde på flugt fra Taleban og samtidig en smuk roman, som efterlader en smule håb.

Vi møder Afsana som 15 årig, hvor hun er på flugt fra Taleban-styret i Afghanistan. Hun befinder sig om bord på den transsibiriske jernbane sammen med sin familie – mor, far og fem søskende. I toget har hun fået en ven, Napoleon, som er billetkontrollør og forvalter af samovaren, og han forsyner hende med stilehefter og blyanter, så hun kan skrive sin historie. Ud over at tilbringe tiden med at skrive, læser hun meget i et efterladt eksemplar af 'Anna Karenina'.

I tilbageblik fortæller Afsana sin historie. Indtil hun var fem år levede hun en lykkelig tilværelse i det blå hus i Kabul sammen med familien. Men først med russernes besættelse, og siden Talebans indtog og indflydelse på hverdagen med mange forbud for pigerne og kvinderne, ændrer deres hverdag sig. De forlader Kabul og drager op i bjergene, hvor Afsanas farmor og farfar bor, og de tror de sig i sikkerhed, men sådan bliver det ikke. Nu starter en flugt, som går over bjergene, via en flygtningelejr, til en by hvor den transsibiriske jernbane gør holdt.

Som Afsana bliver ældre fornemmer hun, at der er mange uløste problemer og mange hemmeligheder i familien, uden at hun kan forstå, hvad der er. Afsana er en helt utrolig pige med et en stærk karakter, selv om sandheden om hende er langt mere rystende end man først troede.

Jeg skal ikke røbe mere af handlingen, men det er en roman, som er svær at lægge fra sig. Det er nærliggende at sammenligne ’Under de stille stjerner’ med bestselleren ’Drageløberen’, som også handler om personer på flugt fra Taleban, men denne gang er det mere set fra kvindernes synspunkt. Der er mange rystende beskrivelser af livet som pige og kvinde uden nogen former for rettigheder. Kvinderne kan ikke arbejde, gå på universitetet eller i skole. Også livet i de overfyldte flygtningelejre beskrives som en håbløs tilværelse. ”At ankomme til en flygtninglejr er let. Man bliver bragt dertil af en lastbil, at nød og fortvivlelse. ….At forlade den er mere vanskeligt. Mange mennesker bliver der i årevis, tilbringe hele liv i lejrene. De har mistet ethvert håb om nogensinde at vende hjem. De glemmer for at overleve.”

Det er en rystende historie, som er næsten ubærlig, men med til at løfte den, er de mange smukke beskrivelser af den natur, som jernbanen bevæger sig igennem og de venlige og hjælpsomme personer, som Afsana trods alt møder.

Det er Laura McVeighs romandebut. Forfatteren er opvokset i Nordirland og bor i dag på skift i London og på Mallorca.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Jesper Klint Kistorp
Faustnummer
5 359 662 2
ISBN
9788740042337
Antal sider
272

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer